Niels W. Gade, Niels Wilhelm Gade, 22.2..1817-21.12.1890, komponist. Gade voksede op i små kår i hjertet af det København hvor han gennem næsten et halvt hundrede år skulle komme til at yde sin største indsats som kunstner, og hvis musikliv han på afgørende måde var med til at forvandle fra en overvejende huslig og provinsielt præget musiceren i snævre kredse til et egentligt koncertliv i moderne forstand med direkte kontakt til samtidige internationale strømninger. Faderen var snedker og instrumentmager og forsøgte sig bl.a. med større og mindre held som producent af tidens modeinstrumenter, først guitarer, senere også klaverer. Gades barndom og tidlige ungdom frem til gennembruddet som komponist i 1840 med den prisbelønnede koncertouverture Gjenklang af Ossian var præget af hans målbevidste arbejde på selv at udvikle de anlæg og tilbøjeligheder som forældrenes til tider knappe økonomi kun i nogen grad kunne støtte selvom de omsorgsfuldt hjalp det begavede enebarn så langt midlerne rakte.

Gade bevarede hele livet en trofast kærlighed til forældrene og barndomshjemmet hvad også brevene hjem fra hans udenlandsophold 1843–48 vidner om. En nødtørftig skolegang begyndte han som 11-årig i en privat pogeskole; senere hen følte han ofte savnet af en grundig skoleundervisning og søgte livet igennem at tilegne sig en dyberegående boglig dannelse gennem en vidtspændende læsning. Sin første musikundervisning, bortset fra omgangen med faderens instrumenter i hjemmet, fik han af en bratschist Møller, men da det efter konfirmationen i 1831 og en kort tid i snedkerlære stod ham klart, at han ville være musiker lod forældrene ham få undervisning hos en af tidens bedste violinister, kgl. kapelmusikus Fr. Wexschall. Sin første offentlige fremtræden som violinist havde han i 1833, og året efter blev han optaget som ulønnet elev i Det kgl. kapels violinskole med håb om engang med tiden at opnå fast ansættelse. Med en enkelt afbrydelse beholdt han denne elevplads til sin udenlandsrejse 1843. På teatret medvirkede han ikke alene i skuespilmusik, opera og syngespil, men også i den symfoniske musik der blev opført i mellemakter og ved aftenunderholdninger, og han lærte herigennem at kende et orkester og dets instrumenter til bunds og fik et førstehåndskendskab til det gængse repertoire. Nogen virtuos på sit instrument blev han vel aldrig, men spillede senere hen gerne violin- eller bratschstemmen ved en kammermusikkoncert. En ouverture til Oehlenschlägers drama Sokrates fra 1835 som kapellet gennemspillede for ham overbeviste ham om nødvendigheden af som orkesterkomponist også at mestre instrumentationen, og han tilintetgjorde værket.

Sideløbende med den praktiske musikeruddannelse tog Gade timer i kontrapunkt og musikteori hos A.P. Berggreen, og blandt hans efterladte papirer findes fra denne periode (1834-36) fem hefter med excerpter af den berømte 1700-tals teoretiker Fr. W. Marpurgs afhandling om fugakunsten. Hans elevforhold til Berggreen udviklede sig til et varmt venskab og blev af væsentlig betydning for hans kunstneriske udvikling og målsætning. Ikke alene blev hans første trykte kompositioner offentliggjort i Berggreens publikationer, Musikalsk Tidende, 1836 (sangen Lebet wohlt til tekst af Goethe), tredje og fjerde hefte af "Sange til Skolebrug" 1836 og -39 (de flerstemmige O, gode Gud, jeg takker dig, Fred hviler over land og by og Lover Gud) og især "Melodier til... fædrelandshistoriske Digte" 1840 (bl.a. På Sjølunds fagre sletter), men Berggreen søgte ihærdigt at give sin elev noget af sin egen interesse for den folkelige sang og folkevisen, således at der også i større kunstmusikalske kompositioner kunne indgå elementer herfra. Og den næsten strofiske sangbarhed, som kom til at præge store dele af Gades instrumentalmusik, kammermusik såvel som symfonier skyldes sikkert til dels påvirkninger fra Berggreen. Her var et område der gav kunstmusikken noget karakteristisk nationalt og gjorde den imødekommende for et koncertpublikum.

Et direkte resultat af hans folkeviseinteresse var hans klaverudsættelser af skandinaviske folkesange fra 1844 til brug for tidens husmusik, men heller ikke Ossian-ouverturen eller den første symfoni kan tænkes uden denne baggrund. Bortset fra sine musikalske beskæftigelser, der også omfattede organisttjenester som vikar for C.E.F. Weyse i Frue kirke i årene o. 1840 færdedes Gade i disse ungdomsår i en romantisk modtagelig vennekreds der bl.a. omfattede brødrene Carl og Edvard Helsted der repræsenterede musikken, og skuespillerne Frederik Høedt og Michael Wiehe der allerede dengang var stærkt fængslede af litteratur og drama. Man havde stærke teaterinteresser, kom i skuespillerægteparret Anna og N.P. Nielsens hjem, læste E.T.A. Hoffmann og Oehlenschläger og spillede tidens nye musik: Beethoven, Schubert, Mendelssohn og Schumann.

Omkring 1840 har Gade været en lovende ung musiker som man kunne nære forventninger til, og det var derfor også naturligt at han på opfordring af koncertmester J.F. Frøhlich indsendte sin Ossian-ouverture til den priskonkurrence, som Musikforeningen udskrev i 1840 om en koncertouverture. Gades ouverture, indsendt under det karakteristiske motto "Formel hält uns nicht gebunden, unsre Kunst heisst Poesie" (Uhland), vandt prisen efter en énstemmig indstilling fra en dommerkomité der talte så berømte navne som Ludwig Spohr og Friedrich Schneider fra Tyskland. Den blev opført med stor succes både i København og senere i Leipzig, og 1842 fuldendte Gade sit næste større instrumentalværk, symfoni nr. 1 i c-mol op. 5. Han sendte den til Mendelssohn der stod i spidsen for det berømte Gewandhaus-orkester i Leipzig, modtog et varmt anerkendende svar, og symfonien uropførtes under Mendelssohns ledelse i foråret 1843 ved en Gewandhaus-koncert hvor den vakte stor og positiv opmærksomhed. På Mendelssohns opfordring rejste Gade september 1843 med offentlig understøttelse til Leipzig der skulle være første station på en længere udenlandsrejse. Her dirigerede han selv sin symfoni og blev modtaget med åbne arme af den kræsne musikby. Han blev der næsten et halvt år inden han fortsatte den planlagte rejse der førte ham til Dresden, Prag, Wien, Italien og på hjemvejen sommeren 1844 til Schweiz. I Rom modtog han et tilbud om ansættelse som dirigent for Gewandhaus-orkestret og lærer ved konservatoriet i Leipzig fra efteråret 1844, og han slog straks til. Det blev en virksomhed der varede fra 1844 til 1848, og som placerede den indtil for nylig ukendte unge dansker i centrum af europæisk musikliv. Sammen med Mendelssohn skulle han lede abonnementskoncerterne der omfattede både orkester- og kammermusik, og han uropførte fx både Mendelssohns violinkoncert og Schumanns klaverkoncert. Desuden underviste han ved konservatoriet og fik også selv tid til at komponere.

Sin anden symfoni op. 10 havde han gjort færdig under sit første besøg i Leipzig (1843), og nu fulgte tredje symfoni op. 15 (1847) og korværket Comala op. 12, 1846, der ligesom hans pris-ouverture har emne fra Ossiandigtningen og med musikalske motiver der knytter forbindelsen til ouverturen; endvidere strygekvintetten op. 8, 1845, de to koncertouverturer Im Hochland op. 7, 1844 og nr. 3 i C-dur op. 14, 1846, og som hjemmets musik og til brug for amatørensembler duetterne op. 9, 1845, sangene for bl. kor op. 13, 1846 og mandskorsangene op. 11, 1845 og op. 16, 1848. Ved Mendelssohns død i november 1847 fik Gade eneansvaret for resten af koncertsæsonen 1847-48, men da den var slut afbrød han sit engagement og vendte tilbage til København hvor han var bosat til sin død i 1890, og hvor hans aktiviteter kun blev afbrudt af kortere udenlandsrejser og endnu en kort periode som gæstedirigent i Leipzig foråret 1853. 1849 indvalgtes han i Musikforeningens administration, og året efter ansattes han som dirigent for foreningens orkester og kor, samtidig med at han sammen med sin senere svigerfar, Emil Erslev, fremlagde et forslag til omorganisering af foreningens koncertvirksomhed; det skulle bl.a. indebære dannelsen af et selvstændigt orkester til erstatning for assistancen fra Det kgl. kapel hvis koncertvirksomhed teatret ønskede at indskrænke. Forslaget blev vedtaget og grundstammen i Musikforeningens nye orkester blev H.C. Lumbyes Tivoliorkester; foreningen rådede tillige over et kor, hovedsageligt bestående af amatører. Gade påtog sig selv oplæringen af disse kræfter til det klassiske koncertrepertoire der fra nu af blev rygraden i Musikforeningens koncertvirksomhed.

Foruden af orkesterkoncerter kom en koncertsæson til at bestå af kammer- og solist-koncerter, og hovedparten af Gades værker efter 1850 tager sigte på dette forum hvor de fleste af hans større arbejder fik deres uropførelse. Det gælder symfonierne nr. 5-8 (1852, 1857, 1864 og 1871), idet dog den yndede fjerde symfoni i B-dur op. 20 uropførtes i Leipzig januar 1851. De fleste af sine såkaldte "koncertstykker", værker for soli, kor og orkester, komponerede han for Musikforeningen eller til musikfester i udlandet. Det var en genre han bestandig vendte tilbage til; med Elverskud, der nok hentede inspiration men ikke musik fra folkeviserne, og som uropførtes i Musikforeningen i marts 1854 skabte han et af sine mest helstøbte værker overhovedet, men også arbejder som Korsfarerne, Zion og Psyche opførtes hyppigt i udlandet også, og det sidste værk af denne art komponerede han tre år før sin død, Der Strom for fem solostemmer, obligat klaver og orkester op. 64 til tekst af Goethe.

Besætningsmæssigt udgør disse koncertstykker et broget billede, derfor var der næsten altid et vokalværk af Gade der kunne bruges ved en musikforeningskoncert eller en musikfest: Frühlingsbotschaft op. 35, 1858 og Ved Solnedgang op. 46, 1865 for bl. kor og orkester; Comala op. 12, 1846, Elverskud op. 30, 1854, Kalanus op. 48, 1869, Korsfarerne op. 50, 1866 og Psyche op. 60, 1882 for soli, bl. kor og orkester; Die hellige Nacht op. 40, 1861 for altsolo, bl. kor og orkester; Zion op. 49, 1874 og Gefwn op. 54, 1869 for baryton, bl. kor og orkester; Aarstidsbilleder op. 51, 1871 for soli, damekor og 4-hændig klaver; Agnete og Havfruerne op. 3, 1851 (en omarbejdelse af en tidligere skrevet scenemusik) for sopransolo, damekor og orkester; Den Bjergtagne op. 52, 1872 for mezzosopran, damekor og orkester og Frühlings-Phantasie op. 23, 1852 for fire solostemmer, klaver og orkester.

Af anden orkestermusik fra denne lange periode af Gades virksomhed kan nævnes de to værker for violin, Capriccio, 1878 og violinkoncerten op. 56, 1880, de to samlinger med Novelletter for strygeorkester op. 53, 1874 og op. 58, 1883-86 og de to koncertouverturer Hamlet op. 37, 1861 og Michel Angelo op. 39, s.å.

Musik for mindre besætning, hvoraf en del har været beregnet på musik i hjemmet, indtager ikke nogen omfattende plads i hans produktion. Af kammermusikværker kan fremhæves oktetten for strygere op. 17, 1848-49, violinsonaterne nr. 2 op. 21, 1849 og nr. 3 op. 59, 1885, Novelletter for klavertrio op. 29, 1853, klavertrioen op. 42, 1863, sekstetten op. 44, 1863 og fantasistykkerne for klarinet og klaver op. 43, 1864. Langt den største del af sin klavermusik udgav Gade i samlinger med enkeltsatser i stil med romantiske karakterstykker som Mendelssohns "Lieder ohne Worte", således Akvareller op. 19, 1849 og Nye Akvareller op. 57, 1881, Folkedanse op. 31, 1855, Idyller op. 34, udg. 1871, Fra Skizzebogen 1857 og Fantasistykker op. 41, udg. 1861; kun to cykliske klaverværker foreligger fra hans hånd, ungdomssonaten i e-mol fra 1839 som blev omarbejdet og udgivet som op. 28 i 1854, tilegnet Franz Liszt, og Arabeske op. 27, udg. 1854. I få, men vægtige samlinger fortsatte han sin ungdoms beskæftigelse med solosangen; utrykte forsøg fra 1830'erne peger frem mod de to store ballader fra 1840'erne, Knud Lavard (Hr. Magnus han stirrer i vinternatten ud) og Hvorfor svulmer Weichselfloden (fra samlingen Tre Digte af C. Hauch op. 21, 1849). Ellers holdt han sig overvejende til den strofiske sangform, både i de større sammenhængende samlinger 5 Gedichte aus "Bilder des Orients" von Stieglitz op. 24, 1850-53 og Holger Danskes Sange, 1863 og i de få samlinger han udgav med enkeltsange, bl.a. Sex danske Sange, 1841, tilegnet Weyse, Tre Digte af Christian Winther, 1842, Tre Digte af H. C. Andersen, 1850 og Tre danske Sange, 1852, her Grøn er vårens hæk.

Ægteskabet med J.P.E. Hartmanns datter understregede hans nære tilknytning til den Hartmannske kreds som varede ved efter hustruens tidlige død. 1857 ægtede han Mathilde Stæger, hvis stedfader Emil Erslev var Gades nære medarbejder i Musikforeningen, og også på andre måder placerede han sig i disse år centralt i hovedstadens musikliv. 1851 ansattes han som organist ved Garnisons kirke og flyttede 1858 til Holmens kirke; sin organistgerning omfattede han med stor pligtfølelse og forberedte sig grundigt til gudstjenesterne, men nogen stor kirkemusikalsk produktion affødte den ikke: bl.a. de tre orgelstykker op. 22, 1851, et Benedictus for bl. kor og orgel, 1885, en kirkearie for sopran og orgel, 1855, og nogle koralmelodier, bl.a. til Berggreens koralbog 1853 og tillægget hertil 1856 (her Udrust dig, helt fra Golgata). – Gades kunstneriske temperament og udtryksform fandt sig bedre tilrette i korværkerne for koncertsalen end i en egentlig scenisk musikdramatik. Kun syngespillet Mariotta kom frem på Det kgl. teater hvor det opførtes nogle gange i sæsonen 1848-49. Desuden foreligger der nogle utrykte fragmenter, Siegfried og Brünhilde fra Leipzig-tiden med samme emne som Wagners Nibelungen-tetralogi og måske ikke upåvirket af Gades bekendtskab med Wagner i Dresden 1846, og desuden Judith fra slutningen af 1850'erne som han senere ønskede at omarbejde til et dramatisk oratorium. Til gengæld fik han stor succes med sine bidrag til de to Bournonville-balletter Napoli (2. akt, 1842) og Et Folkesagn (1. og 3. akt, 1854), mens hans tidligere scenemusik, bestillingsmusik til skuespillet Aladdin 1839 og balletten Fædrelandets Muser, 1840 (sammen med Frøhlich) først og fremmest vidner om de forventninger man dengang stillede til ham. At han heller ikke senere følte at hans praktiske evner lå for teatret viste han da han efter nogle få måneders prøvetid som kapelmester ved Det kgl. teater i sæsonen 1862-63 efter kapelmester Franz Glæsers død bad om sin afsked fra embedet.

Sin største indsats ved siden af sin virksomhed i Musikforeningen ydede Gade i spidsen for Kjøbenhavns Musikkonservatorium (senere med navn af Det kgl. danske musikkonservatorium) i hvis ledelse han indtrådte sammen med J.P.E. Hartmann og H.S. Paulli fra dets start i 1867. Sammen med Hartmann skulle han undervise i kontrapunkt, fuga, musikalsk analyse, formlære og instrumentation, og han var tillige den der med sine erfaringer fra Leipzig og sit administrative talent stod for konservatoriets indretning og udarbejdede de undervisningsplaner der blev gældende en lang periode af dets virksomhed. Udover uddannelsen af professionelle musikere var dét også hensigten at amatører skulle kunne modtage en sammenhængende og systematisk musikundervisning til styrkelse af musikken i hjemmet og højnelse af koncertpublikummets niveau.

Gades musik og hele hans mangesidige virksomhed står som et klart udtryk for 1800-tallets borgerlige musikkultur; den følte han det i høj grad som sin opgave at danne og udvikle i det københavnske kulturliv. Hans musik er ofte nok af eftertiden, ja, endnu mens han levede, blevet bedømt som en lidt blodfattig efterklang af den klassicistisk prægede Leipzig-tradition omkring Mendelssohn som han så ubetinget hyldede efter ungdomsårenes kraftgeniale, helt selvstændige gennembrud med Ossian-ouverturen og den første symfoni. Og man kan da også udfra stilistiske kriterier finde en sådan vurdering retfærdiggjort ved at betragte repræsentative værker fra slutningen af hans produktion som de sidste symfonier, korværket Psyche og hans eneste offentliggjorte strygekvartet, op. 63 i D-dur, 1888; alle synes de bevidst retrospektive og konservative i stil og musikalsk udtryk og ude af trit med aktuelle og fremadvisende tendenser i samtidens musik. Men man må samtidig gøre sig klart at han ikke først og fremmest så sin opgave som den kunstneriske fornyers, der udfra krav om individualitet, originalitet og kunstnerisk revolution satte sig sine kunstneriske mål. Han ønskede først og fremmest at tjene det borgerskab han med en selvfølgelig sikkerhed havde placeret sig i spidsen for på musikkens område; derved kom hans kunst i eminent grad til at afspejle dette borgerskabs smag i den musikalske dannelsesproces som han bidrog til som organist, konservatorieleder og dirigent i den betydeligste koncertgivende institution i datidens København.

For Gade som musikopdrageren blev Musikforeningen hans centrale virkefelt. Som svar på en kritik af foreningens programlægning ytrede han: "Musikforeningen er efter min Anskuelse et Academie for Musik, en Opdragelsesanstalt for det musikalske Publicum saavelsom for de yngre Musikere. Dens Opgave, som Concertinstitut, er fornemmelig at fremføre de største Mesteres, f.Ex. S. Bach, Händel, Haydn, Mozart, Beethoven, Værker, og give disse en saa fortrinlig Udførelse som muligt. Af disse Værker fortrinsviis saadanne, som egne sig til Opførelse i en Concertsal.... At en eller anden overfladisk Tilhører af Nysgjerrighed kunne ønske, at der stadig opførtes noget nyt, eller noget som han aldrig havde hørt før, er meget naturligt og forstaaeligt, men derfor er det netop en virkelig Kunstanstalts Pligt bestandig at holde sine Tilhørere det Bedste af de Bedste for Øie, for derved at vedligeholde en sund Smag og Sands for det kunstnerisk Betydelige. – Foruden de største Mesteres Værker, bringes Afvexlinge tilveie ved Opførelse af senere udmærkede Componisters Arbeider, f.Ex. Fr. Schubert, Cherubini, Weber, Spohr, Mendelssohn, Schumann".

Om Gade til tider har følt sig fanget som komponist af den smagsretning han herved etablerede kan man gisne om. Da korværket Baldurs Drøm til tekst af Adolph Hertz, der var tænkt som første del af et større værk i tre afdelinger kom til opførelse ved Gades egen koncert i marts 1858 lød der kritiske røster om Wagner-påvirkninger og nye og betænkelige signaler i hans musik; han lod værket ligge og vendte ikke mere tilbage til det. Der er grund til at formode at han har opfattet det meste af sin egen musik som udpræget brugsmusik til denne opdragelse af det dannede koncertpublikum, og den blev derfor også lige så typisk for den borgerlige musikepoke som hofmusikerens havde været for baroktidens autoritære fyrstehof eller pragtglade kirke. Hans musik er støbt i de former og genrer han fandt hos sine musikalske smagsdannere Beethoven, Schubert og Mendelssohn, og derfor kan den også hørt i nutidens koncertsituation få et epigonagtigt præg.

Bedømmer man hans musik efter normer, præget af romantikkens opfattelse af geniet, kunstnerheroen og den store nyskabende ener, går man fejl af dens mål, og man leder forgæves efter genklange af tidens store samfundsmæssige brydninger i den. Gade havde under indtryk af sit ophold i Leipzig valgt placeringen og rækkevidden af sin kunst allerede ved begyndelsen til sin virksomhed i det københavnske musikliv, og Musikforeningen voksede hurtigt og støt under hans mangeårige ledelse. Ved hoffet færdedes han gerne, og når han ønskede arbejdsro fra sine mange administrative og hel- og halvofficielle forpligtelser som dansk musiklivs ubestridte førstemand kunne han trække sig tilbage til et afsides liggende arbejdsværelse som han havde fået stillet til rådighed på det daværende Christiansborg slot. Som beviser på at han havde opfyldt sin kunstneriske målsætning betragtede han de mange ordner og udmærkelser der blev ham tildelt. Han bidrog gerne med lejlighedskompositioner til officielle begivenheder i og uden for kongehuset, fx sørgemusikken ved Frederik VII's bisættelse 1863, festmusikken til den nordiske industriudstilling 1872, festmusikken ved Københavns universitets 400-års jubilæum 1879 hvor han blev udnævnt til æresdoktor, orkestersuiten Holbergiana til digterens 200-års jubelfest 1884 og festmusikken til Christian IX's regeringsjubilæum 1888.

En til forfængelighed grænsende glæde over den anerkendelse, der fra det internationale musiklivs side vistes ham og dermed hans kunst og dansk musikliv i det hele taget lyser ud af hans rejsebreve, skrevet til hjemmet fra de mange musikfester som han gennem årene blev indbudt til, og hvor han dirigerede egne værker, bl.a. Köln og Paris 1862, Bonn 1871, Holland 1873, Birmingham 1876 og 1882, Köln og Hamburg 1880 og Düsseldorf 1881. Men med hensyn til udviklingen af hans kunstnerpersonlighed tåler ingen af disse triumftog dog sammenligning med hans to første rejser, koncertrejsen som violinist til Norge og Sverige i 1838 da han var ung og ukendt, og hvor natur og poesi synes at have betydet en afgørende kunstnerisk vækkelse, og udenlandsrejsen og opholdet i Leipzig 1843-48. Fra Sverige skriver han til Berggreen: "Hele mit indre Liv arbeider, udvider og forbereder sig til en aandelig Gjenfødelse; mit forrige Liv ligger som et Chaos, uformeligt og livløst i Baggrunden, hvoraf Skaberblivet kalder det Haarde og Bløde, det Tunge og Lette at forene sig"; og det er fra denne periode hans i bogstaveligste forstand "poetiske musik" stammer, således som vennen Frederik Høedt karakteriserede den første symfoni. Adskillige af hans kompositioner fra disse år, hvoraf hovedparten forblev utrykt, har poetiske mottoer eller litterære programmer som han indførte i sin komponistdagbog. Ossian-ouverturen er udformet efter citater fra Blichers Ossian-oversættelser, og den første symfoni har oprindeligt et program efter danske folkeviser, men blev til slut bygget over hans egen melodi til "På Sjølunds fagre Sletter" med en dristig musikalsk citat- og metamorfoseteknik. Symfonien var en original nyskabelse, et nationalromantisk gennembrud af europæisk rækkevidde inden for den symfoniske musik. Og Ossian-ouverturen kunne Gade tage frem mange år senere, vedkende sig hver node i den og undre sig over hvor denne ungdommeligt geniale inspiration var kommet fra.

I Leipzig forvandledes Gade fra den romantiske yngling til den praktiske musiker og administrator. Hans virksomhed som dirigent og lærer ved det af Mendelssohn nystiftede konservatorium formede hans kunstneriske målsætning for resten af livet. Allerede i breve til forældrene fra slutningen af 1845 og begyndelsen af 1846 omgås han med planer om et fremtidigt virke i det københavnske musikliv i lighed med hans position i Leipzig, dvs. som uafhængig musiker. Derfor afslog han også at søge koncertmesterstillingen i Det kgl. kapel der var blevet ledig efter Wexschalls død i 1845, og ligeledes sagde han nej til en stilling som kapelmester ved operaen i Stockholm som blev ham tilbudt efter forslag af Jenny Lind – det ville for en længere årrække binde ham uden for Danmarks grænser. Og derfor blev de tilspidsede nationale og politiske forhold mellem Danmark og Tyskland omkring krigsudbruddet i 1848 først og fremmest en tilskyndelse for ham til at realisere sine planer, og ikke en pludselig omvæltning i tilværelsen. Medvirkende til opbruddet fra Leipzig har givetvis været Mendelssohns død og savnet af denne nære ven der varmhjertet og energisk havde skaffet ham indpas og position i Leipzig. Thi ikke alle i den tyske musikby kunne vel acceptere udlændingens fremtrædende stilling. Hans tredje koncertouverture blev af en anmelder kritiseret for en overdreven danskhed i udtrykket, og da de nationale følelser brusede op, og Gade ovenikøbet blev indkaldt til kommunalgarden i Leipzig i juni 1848 har meget talt for at han nu realiserede sine fremtidsplaner og vendte tilbage til København.

Der savnes stadig en dybtgående skildring af kunstneren og mennesket Gade og hans stilling i dansk musikliv. Der har nok været flere spændinger og nuancer i personligheden end der gives udtryk for i den traditionelle opfattelse af dansk musiks konservative, lidt autoritære førstemand gennem mere end en menneskealder, en opfattelse der ikke mindst skyldes en pietetsfuld indsats af familien og den nærmeste vennekreds. Udgivne aktstykker, trykte og utrykte erindringer af børnene Felix og Dagmar og biografiske skildringer af William Behrend og Charles Kjerulf har i alt væsentligt dannet grundlag for en udenforstående eftertids opfattelse af Gade.

Den udvikling han selv var med til at sætte igang henimod et egentligt offentligt musikliv førte efterhånden til stærke krav om nyorientering og inddragning af stadig større kredse i musiklivet; den placerede ham på hans ældre dage i et samfundsmæssigt og musikalsk tidehverv, og han reagerede herpå. Hans klassiske skønhedstrang blev stærkere med årene, han vendte bestandig tilbage til sin yndlingsforfatter Goethe, og i et værk som Psyche har han idémæssigt og musikalsk bestræbt sig på at forsvare dette skønhedsideal. Han udleverede ikke sig selv gennem sin musik. Når han ved sine besøg i udlandet mærkede den anerkendelse og udbredelse hans musik havde fået kunne han skrive hjem: "Det glæder mig, at jeg har blandet min Person saa lidet i min musikalske Virksomhed, og jeg vil fremdeles holde den udenfor". En sund robusthed, en balance i sindet og en sjælelig ligevægt over for livets tilskikkelser synes at have været fundamentale karaktertræk hos ham. I en uortodoks, men dyb kristen overbevisning fandt han støtte, såvel i sorgen over sin første hustrus tidlige død som når han bad sit Fadervor inden han gik på podiet til en koncert. Og til omverdenen meddelte han sig først i sin kunst når det musikalske udsagn havde nået en afklaret skikkelse. For ham har den klassiske balance mellem form og indhold været afgørende; han hyldede "det skønne" også i musikken, og livet igennem efterlevede han sin ungdoms læresætning: "Orden og Nøiagtighed er Siælen i alle Forretninger". Noget af sin opfattelse af et musikværks grundprincipper meddelte han sønnen Axel et halvt år før siri død: "Det er allerede et Skridt fremad at kunne tale tydeligt, at have sit Udtryk for Tanken i Orden. ... De selvstændige Tanker, det Charakteristiske, Jeg'et, det kan først komme efter at Forbindelsen imellem Hoved og Haand er bragt istand."

Familie

Født i København (Trin.), død sammesteds (Holmens), bisat i Holmens k.s kapel. Forældre: snedker, senere instrumentmager Søren Nielsen Gade (1790-1875) og Marie Sophie Hansdatter Arentzen (1792-1872). Gift 1. gang 27.4.1852 i Kbh. (Garn.) med Emma Sophie Christiane Hartmann, født 28.5.1831 i Kbh. (Garn.), død 15.6.1855 sst. (Garn.), d. af komponisten J.P.E. Hartmann (1805-1900) og Emma S. A. Zinn (1807-51). Gift 2. gang 12.11.1857 i Gentofte med Laura Mathilde Margrethe Stæger, født 27.1.1833 i Kbh. (Fred. ty.), død 10.9.1915 sst., d. af kaptajn Knud Christian Stæger (1798-1833) og Marie Juliane Frederikke Brieghel (1805-91, gift 2. gang 1850 med musikhandler Emil Erslev, 1817-82). Far til Axel W. Gade.

Udnævnelser

Tit. professor 1856. - R. 1852. DM. 1869. K.2 1872. K.1 1886.

Ikonografi

Litografi af J. Kriehnuber, Wien 1844, efter dette litografi 1845, kobberstik af A. Hansen, 1850, og flere træsnit. Litografi af G. Weinhold, Dresden. 1845. Tegn. af Fr. Vermehren, 1845 (Fr.borg), litogra- (feret af samme og af 1. W. Tegner m.fl. Tegn. af E. Lehmann (Teatermus.); mal. af samme udst. 1851. Afbildet på tegn. af F. M. Schou, 1852 (Fr.borg). Tegn. af J. V. Gertner (sst.). Litografi 1857 efter daguerreotypi. Tegn. af H. Olrik, 1860 (Hirschsprung), efter denne træsnit 1860 og 1867 samt litografi 1865. Afbildet på tegn. af C. Bayer, 1862 (?) (Fr.borg). Buste af H. V. Bissen, 1864 (Teatermus., St.mus., glyptoteket, Det kgl. teater). Litografi 1867 efter foto, efter dette litografi og træsnit 1872. Mal. af W. Marstrand, 1867 (Hirschsprung). Afbildet på mal. af aftenselskab af E. Lehmann, 1868. Relieffer af U. Hammeleff og af E. H. Bentzen, begge udst. 1871. Træsnit 1872. Litografi af I. W. Tegner, 1879, efter foto; efter dette træsnit af H. P. Hansen, 1883, og af R. Brend'amour. Træsnit af H. C. Olsen, 1880. Tegn. af P. S. Krøyer, 1883 (Hirschsprung). Mal. af Carl Bloch, 1883 (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen og af C. Pauli efter samme forlæg, begge 1887. Mal. af Anna E. Munch, 1888, tegn. af samme s.å. (Teatermus.). Afbildet på P. Fischers mal. fra Det kgl. teater, 1888. Statuette af A. Hassel udst. 1889 (marmor 1896, musikkonservatoriet i Kbh.). Træsnit 1891 og af M. Hönemann s.å. Tegn. af Chr. Nielsen, 1891 (Fr.borg). Buste af J. Schultz, 1891 (Det kgl. teater). Træsnit af H. P. Hansen, 1892, efter tegn. af C. H. F. Schmidt. Statue af V. Bissen, 1897 (Østre anlæg, Kbh.); flere statuetter af samme. Relief af A. Hassel. Mal. af L. Grundtvig (musikkonservatoriet, Kbh.). Silhouet (Fr.borg). Maske af A. Bundgaard (Chr.borg). – Mindetavle, Borgergade 2, Kbh. Epitafium (Holmens k.).

Bibliografi

Bibliografi. Årbog for musik 1924, 1926 60-80 (Fortegn, over Gades værker systematisk ordnede ved Alfr. Nielsen). Musikhist. arkiv 1, 2, 1932 176-86 (Fortegn, over Gades utrykte værker i Det kgl. bibl.s musiksaml. ved Alfr. Nielsen). Dansk musikt. XII, 1937 149-54 177-85 214-22 (Kn. Atlung: Gades værker og lit.henvisn.). Dan Fog: Niels W. Gade bibliography, 1967 (maskinskr.). Dansk musikt. 1967 16-18 (Sigurd Berg: Lit. omkr. Gade. 1843-1950).

Kilder. Niels W. Gade. Optegn, og breve, udg. Dagmar Gade, 1892 (tysk udg. 1894). Årbog for musik 1922, 1923 55-72 (heri breve 1841-47). Omkring Niels W. Gade. Breve fra fader og søn, udg. Johs. W. Gade, 1967. Lit. Robert Schumann: Gesammelte Schriften über Musik und Musiker II, 3. opl., Lpz. 1875 317 359-62. Carl Thrane: Danske komponister, 1875 234-67. Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag II, ved Angul Hammerich, 1886. Philipp Spitta: Zur Musik, Berlin 1892 355-83. Gustav Hetsch: Det kgl. da. musikkonservatorium 1867-1917, 1917. Will. Behrend: Niels W. Gade, 1917 = Mennesker XIV (tysk udg., Lpz. 1918). Charles Kjerulf: Niels W. Gade, 1917. Minder om Niels W. Gade, saml. og red. af Will. Behrend, 1930. Margit Kirk i Dansk musik t. XV, 1940 1-5. Sven Lunn sst. 1967 1-6. Niels Martin Jensen: Den danske romance 1800-1850, 1964 167-80. Samme i Musik I 1966-67, 1967 nr. 5 3-6. Asger Lund Christiansen sst. 7-9. Karl Clausen: Den unge Niels W. Gade, 1967 = Danmarks sanglærerforenings publ. XVII. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. II, 1969 82-136. Finn Mathiassen i Svensk t. för musikforskn. LII, Sth. 1971 67-77. Niels Martin Jensen i Dansk årbog for musikforskn. VI 1968-72, 1972 131 10. Lothar Brix i Die Musikforschung, XXVI, Basel 1973 22-36. Nils Schiørring: Musikkens hist. i Danm. II, 1978 287-322. Papirer, breve og manus, i Kgl. bibl. Utrykt fortegn, over Gades saml. sst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig