Nikolai Fogtmann, 16.11.1788-13.9.1851, biskop. Efter at være blevet undervist hjemme kom Nikolai Fogtmann i Ribe katedralskole hvorfra han 1808 blev student. 1814 tog han teologisk attestats, og 1815 blev han adjunkt på Herlufsholm, 1820 overlærer sst. Disse år var efter Nikolai Fogtmanns eget sigende det lykkeligste afsnit af hans liv. Han følte sig nøje knyttet til skolens rektor A.W. Brorson, og hans grundige kundskaber, klare fremstillingsevne og præcision gjorde ham til en udmærket lærer. Navnlig fremhæves hans undervisning i religion og dansk. Efter 1821 at være blevet lic.teol. blev Nikolai Fogtmann 1822 lektor i religion og moral ved Sorø akademi. Også her levede han i rigt åndeligt samliv med en række begavede kolleger og vandt amtmanden, den senere kancellipræsident P.S. v. Stemanns velvilje. Dette var uden tvivl medvirkende til at Nikolai Fogtmann der 1826 var blevet dr.teol., 1830 blev professor i teologi ved Kbh.s universitet hvorfra han dog 1831 flyttede som biskop til Ribe og 1833 til Ålborg. Hans forfatterskab er hverken omfattende eller betydeligt, men både i åndelige spørgsmål og over for dagliglivets konkrete enkeltheder var han en skarp og uhildet iagttager; med selvstændighed og upartiskhed bedømte han mennesker og forhold, og han ejede en ikke almindelig evne til på frisk og original måde at udtrykke sine tanker. Denne ejendommelighed præger også hans breve, hvoraf en stor del er udgivet. Som forfatter udmærkede Nikolai Fogtmann sig især ved sin smukke og kernefulde latinske stil som af datidens kendere blev værdsat højt.
Hans skrifter viser ham i øvrigt som en afgjort konservativ teolog. I hans disputatser fra 1821 om Kristi mirakler og fra 1826 om Kristi himmelfart er det netop hans mål at bryde en lanse for troen med direkte front over for ældre og nyere rationaliserende retninger. Dette supranaturalistiske standpunkt kendetegner også hans Lærebog i den christelige Religion, 1823 der i en menneskealder var grundlag for religionsundervisningen i de lærde skoler. Trods sin positive helhedsanskuelse var Nikolai Fogtmann dog modstander af bestræbelserne for at binde kristendommens indhold i bestemte formler, og han afskyede teologisk strid. Gang på gang indskærpede han at i religiøse spørgsmål er sindelaget hovedsagen, partinavne og formler blot udvortes skilletegn. Som biskop, tilmed i urolige tider, gjorde Nikolai Fogtmann næppe helt fyldest. Hans kantede væsen, mærkelige ydre og sære fagter kunne virke frastødende, visitatsrejserne var ham imod da de bragte uorden i hans strengt regelbundne livsførelse; han var upraktisk og levede helst i studiernes verden, men fra alle sider fremhæves dog hans humane tilsyn og tolerante optræden. Trods sine konservative sympatier og sin tilknytning til J.P. Mynster viste han ofte et mærkeligt frisind i sine vota i kirkelige sager. Dette gælder fx hans stilling til tanken om sognebåndsløsningen som han anbefalede, hans kritik af dåbsritualet i Mynsters alterbogsforslag og især (1842) hans velvillige stilling til at give baptisterne religionsfrihed. Han mente nemlig at baptisternes større etiske og religiøse strenghed kunne virke vækkende på statskirken. Da Nikolai Fogtmann ikke var nogen førerskikkelse fik hans særstandpunkter imidlertid kun ringe eller ingen indflydelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.