Nils Schiørring, 8.4.1910-3.10.2001, musikhistoriker. Født i Kbh. S. stammer fra en slægt der i mere end 200 år har været med til at præge dansk musikliv. Blandt sine forfædre tæller han den kgl. kammermusikus og koralbogsudgiver Niels Schiørring, og både hans far og farfaderen Christian Schiørring var ansete medlemmer af Det kgl. kapel. I årene efter studentereksamen 1928 fra Metropolitanskolen valgte S. både en instrumental og videnskabelig musikuddannelse. I skoletiden havde han fået undervisning på violin og cello, og samtidig med at han begyndte musikstudiet ved Kbh.s univ. fik han Louis Jensen til lærer i cellospil. Universitetsstudierne afsluttedes 1933 med magisterkonferens i musik, og s.å. ansattes han som assistent ved Musikhistorisk museum efter året forinden at være blevet volontør samme sted. Frem til midten af 1930'erne virkede han tillige som udøvende musiker og var bl.a. et par år som medlem af Københavns orkesterforening cellist i Det unge tonekunstnerselskabs orkester. Og selv om S. fra nu af koncentrerede sig om den musikvidenskabelige løbebane, har han aldrig sluppet kontakten med den udøvende musik. I sine første år ved Musikhistorisk museum var han medvirkende til genoptagelsen af koncerterne med historisk musik som er fortsat siden da, og da han efter en kort periode som assistent i Danmarks radios musikafdeling (1938–39) ansattes som musik- og teateranmelder ved Nationaltidende 1939, blev det begyndelsen til et livslangt virke inden for dansk musikkritik – fra 1949 og frem til 1990 ved Berlingske Tidende – som han prægede med sin kyndige, afbalancerede og positive holdning til musiklivet.

Det blev viseforskningen der allerede fra de første år efter universitetseksamen blev centrum i S.s indsats som musikhistoriker. Efter 1934 at have besvaret Kbh.s univ.s prisopgave i musik om stilen i J. A. P. Schulz' og F. L. Ae. Kunzens viser (tildelt accessit) arbejdede han sig bagud i tiden og offentliggjorde 1939 en stor afhandling i Musikhistorisk Arkiv I om melodiforholdene i H. Grüner-Nielsens udgave af Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530–1630 (fot. optr. 1979 sammen med viseudgaven, VII). Fra disse år stammer også hans kommenterede udgave af melodierne i Thomas Kingos Samlede Skrifter III og VII (fot. optr. 1975), og under inspiration fra Grüner-Nielsen arbejdede S. sig i de følgende år stadig længere ned i den svært overskuelige, musikalske del af 1500- og 1600-tallets viserepertoire og førte arbejdet frem til disputatsen fra 1950, Det 16. og 17. århundredes verdslige danske visesang I-II, et hovedværk i nyere dansk viseforskning. Det er her lykkedes S. ud fra et omfattende overblik og en minutiøs dokumentation at mønstre hele det brogede melodistof der kendetegner dette tidsrums danske visetradition, gammelt og nyt, udenlandsk (tysk) og hjemligt, kirkeligt og verdsligt. Ganske naturligt var S. også blevet inddraget i udgivelsen af det ældre folkevisestof i melodibindet til Danmarks gamle Folkeviser; 1959 var han medudgiver af 3. hæfte og var også med til at føre det omfattende melodibind til ende, da det udkom samlet og i ny skikkelse som bd. XI 1976. Et kommenteret udvalg af danske viser gennem tiderne havde S. udgivet sammen med A. Arnholtz og F. Viderø 1941–42, Gamle danske Viser I-V, og et resultat til praktisk brug af arbejdet med folkeviserne forelå som serien Folkevisen i Danmark I-VIII, 1961–68 (med Thorkild Knudsen). 1956 kom den betydningsfulde udgave med en enkelt traditionsbærers repertoire, Selma Nielsens viser. Sideløbende med disse større arbejder satet S.s viseforskning sig spor i en lang række artikler om visens "kår og veje", en undertitel fra disputatsen, der kendetegner S.s beskæftigelse med stoffet, hvor undersøgelser over miljøer og repertoirer står i centrum; af disse kan nævnes C. B. Rufström og Rasmus Nyerup (Festskrift C.-A. Moberg, 1961), Nogle håndskrevne danske koralbøger fra det 18. århundredes første halvdel (Natalicia Knud Jeppesen, 1962), Ambrosius Lobwasser i Danmark (Fund og forskning X, 1963) og Notater til et par Peter Dass-melodier (Festskrift Olav Gurvin, 1968). Med udgangspunkt i sit konferens-speciale og under gentagne studieophold i Paris havde S. gennem en årrække uddybet sine undersøgelser over den franske ouverture (bl.a. i Svensk tidskrift för musikforskning XXXVI, 1954 om en svensk kilde til det franske hofrepertoire), og i Festskrift udg. af Københavns universitet, marts 1957, offentliggjorde han den centrale afhandling om Allemande og fransk ouverture hvor han på grundlag af ouverture-repertoiret ved Ludvig XIV's hof og med inddragelse af andre europæiske kilder gav et væsentligt bidrag til en mere nuanceret forståelse af den franske ouvertures tilblivelse hos Jean Baptiste Lully. 1954 blev S. professor i musikvidenskab ved Kbh.s univ. og her blev dansk musik et naturligt hovedområde for hans undervisning og forskning frem til afskeden 1980. Fra undersøgelser over skikkelser og miljøer i dansk musikliv i 1800-tallet (bl.a. i artikler i Fund og forskning IV, 1957 og XIV-XV, 1967–68 og Festskrift Gunnar Heerup, 1973) tilbage til studier over flerstemmig praksis i dansk middelalder (Festskrift Jens Peter Larsen, 1972) inddrog S. stadig større områder under sit arbejdsfelt; med bredt sigte fremlagde han sin omfattende viden i trebindsværket Musikkens historie i Danmark,1-3 1977–78 der i sin kulturhistorisk orienterede skildring af musik og musikliv er et monument over en lang forskningstraditions beskæftigelse med dansk musik. Også derfor blev det S. der skildrede universitetsfagets historie i Københavns universitet 1479–1979 XI, 1979. S.s universitetsgerning satte sig også andre spor. For mange vordende gymnasielærere blev hans rids af europæisk musik i 1900-tallet, Musikkens veje, 1959, den første indføring på dansk i vor tids musik, og sin viseforskning udvidede han til forelæsninger over musiketnologi der introducerede disciplinen ved Kbh.s univ.

S., der siden 1962 var medlem af Videnskabernes selskab, modtog gennem årene talrige faglige og organisatoriske tillidshverv – et udtryk for den respekt der stod om hans alsidige gerning. Han var formand for Musikhistorisk museums og Carl Claudius' samlings bestyrelser fra hhv. 1954 og 1956, indtil han i forbindelse med sin fratræden ved universitetet trak sig tilbage samtidig med at de to samlinger genåbnede som ét museum i nye lokaler. 1943–45 var han redaktør af Dansk musiktidsskrift og 1961–72 medredaktør af Dansk årbog for musikforskning, udgivet af Dansk selskab for musikforskning, i hvis bestyrelse han sad 1954–74. Mange andre styrelser, udgiverselskaber og komiteer nød godt af S.s omfattende indsigt i dansk musikliv i fortid og nutid, en indsigt som han erhvervede og udmøntede med en stilfærdig varme og en urokkelig saglighed.

Familie

F: violinist Johannes S. (1869–1951) og Karen Pullich (1886–1981). Gift 1. gang 31.10.1941 på Frbg. med Alice Berger, født 18.11.1912 på Frbg., død 21.3.1945 sst., d. af grosserer Knud Lauritz B. (1880–1945) og Karen Sofie Gerdine Hansen (1888–1938). Gift 2. gang 3.4.1951 på Frbg. med Eva Lund, f. Brøndberg-Jørgensen, født 19.7.1920 i Grindsted (gift 1. gang 1942 med fuldmægtig, cand.jur. Erik Lund, 1910–64; ægteskabet opløst 1951), død 1994, d. af sagfører Peter Einar B.-J. (1885–1929) og Mary Hansine Nelly Louise Jeppesen (1893–1964).

Udnævnelser

R. 1962. R1. 1972.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov 1950 296f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig