Octavius Hansen

Octavius Hansen, Octavius Thomas Hansen, 5.2.1838-21.8.1903, politiker, højesteretssagfører. Født i Kbh. (Garn.), død sst., urne på Holmens kgd. H. blev student fra Metropolitanskolen 1855 og cand. jur. 1862. Fra sit hjem var han præget af borgerlig engelsk liberalisme og påvirkedes i dansk folkelig retning af sin skolekammerat Ernst Trier som han 1865 bistod juridisk ved oprettelsen af Vallekilde højskole. S.å. var han medstifter af Nordisk samfund. H. begyndte sin juridiske løbebane som volontør i justitsministeriet, men tog sin afsked 1865 i protest mod en irettesættelse for at have interpelleret om den Heltzenske sag (se E. Heltzen) på et vælgermøde. 1868-69 satte han sig under en rejse ind i retsforholdene i Tyskland, England og Skotland, blev 1869 overretssagfører i Kbh., 1874 højesteretssagfører og skabte sig en betydelig praksis. I erhvervslivet var han virksom ved oprettelsen af Dalum Papirfabrik 1873 og for sammenslutningen 1889 af De danske Papirfabrikker i hvis bestyrelsesråd han var formand fra 1894. Han var endvidere medstifter af Sydfynske Jernbaner 1874. – Politisk følte H. sig oprindelig tiltalt af det nationale venstre. Han valgtes til folketinget i Odense 1872 og var blandt de nationale løsgængere der stod det forenede venstre nær. Han stemte mod finanslovnægtelsen 1873 og argumenterede mod venstres krav om folketingsparlamentarisme idet han hævdede at forlig mellem folketing og landsting var nødvendigt sådan som valgmåden til de to ting var. Ved valget 1876 opstillede han ikke, da han fandt at forsoning var skudt langt ud i fremtiden med dannelsen af ministeriet Estrup. I H.s hjem i Tårbæk kom unge der var grebet af 1870ernes modernisme i kunst og litteratur. H. debatterede gerne med dem og bevægede sig mere og mere over mod venstre og Viggo Hørup og Edvard Brandes. 1877 var han forsvarer for Vilhelm Birkedal der tiltaltes for på Askov højskole at have ordineret lægmanden Cornelius Appel, Rødding, til præst. 1880 forsvarede han det forenede venstres bestyrelse i ministeriet Estrups injuriesøgsmål og i 1880erne var han forsvarer for venstremænd og socialdemokrater i en række politiske sager. Landskendt blev han som forsvarer for C. Berg i Holstebrosagen. H. var medstifter af Kbh.s liberale vælgerforening 1883, dens formand 1885-1902, deltager i interessentskabet bag Politiken 1884, og han bistod bladet på forskellig vis i de første vanskelige år. 1888-90 var han medlem af overbestyrelsen for venstres organisation og valgtes 1890 af venstre i Kbh. til landstinget hvor han sad til sin død. Han så med skepsis på forligsbestræbelserne med Estrup hvis forfatningsstridige handlemåde han ikke kunne tilgive, og stemte 1894 mod forliget. Han tilsluttede sig 1895 venstrereformpartiet og herte til dets radikale fløj. I 1890erne førte H. i en del kriminalsager og i artikler på lederpladsen i Politiken en kamp mod politiets inkvisitionsmetoder. Han var selvskreven til medlemskab af proceskommissionen, men retsplejereformen gennemførtes først efter hans død. Han savnede lederegenskaber og stod politisk aldrig i første række, men hans retsind og advokatoriske evner var uomtvistelige og værdifulde for hans parti og for humaniseringen af retssystemet.