Edmund Hansen Grut

Edmund Hansen Grut, Edmund Gottfred Hansen Grut, 15.1.1831-13.6.1907, øjenlæge. Født i Kbh. (Garn.), død på Hummeltofte ved Lyngby, begravet i Gentofte. G. blev student 1847, privat dimitteret, gjorde under krigen tjeneste ved et lazaret 1850 og tog medicinsk embedseksamen 1854. På en udenlandsrejse til Paris, London og Edinburgh 1855-56 studerede hans kirurgi og oftalmologi; det sidste fag fangede snart hans interesse fuldstændigt, og 1862 studerede han det næsten et år i Berlin hos datidens store lærer og førende øjenlæge Albrecht v. Graefe. Allerede 1857 tog G. den medicinske doktorgrad på en afhandling om det dengang nylig opfundne øjenspejl. Han var reservekirurg ved Frederiks hospital 1859-61 og oprettede maj 1863 en klinik for øjensygdomme som efter et par flytninger fik sit endelige domicil i Havnegade Nr. 5. – G. havde den lykke at hans ungdoms- og læretid faldt i oftalmologiens store gennembrudsperiode hvor øjenlægerne v.

Graefe og F. C. Donders og fysiologen H. v. Helmholtz i løbet af forbavsende kort tid skilte faget ud fra kirurgien som et selvstændigt specialfag. Hele den strøm af ny klinisk og fysiologisk viden som brød frem fra Tyskland og Holland blev det G.s livsopgave at føre ind over Danmark. Studeriter og læger strømmede til hans klinik, og igennem en lang række afhandlinger førte han de nye problemer frem. Hans lærerevner og hans både stærke og besnærende personlighed til trods var hans vej frem dog ikke uden kampe. Specialfagenes emancipation havde indflydelsesrige, ja fanatiske modstandere inden for universitetet, og skønt der allerede 1872 rejstes forslag om gennem et docentur at knytte G.s frivillige lærergerning til universitetet, lykkedes det først ti år senere at få et docentur i oftalmologi oprettet. 1888 ophøjedes docenturet til et ordinært professorat som G. indehavde til 1896. G. var først og fremmest den store kliniker og lærer, og på klinikken i Havnegade skabte han en national klinisk skole hvis særpræg ikke alene bestemte udviklingen af dansk oftalmologi gennem mange år, men også blev afgørende for udviklingen af skandinavisk oftalmologi. Stod G.s betydning som videnskabsmand ikke på højde med hans betydning som foregangsmand, har han dog præsteret afhandlinger af blivende betydning; her skal kun nævnes hans arbejde over de dybe hornhindebetændelser, over den såkaldte "neglekeratitis", en form for hornhindebetændelse af hvilken han har givet den første fuldstændige beskrivelse, endvidere hans afhandling om den grenede hornhindebetændelse og en række afhandlinger om skelen af hvilke den sidste 1889 blev holdt som Bowman Lecture i London. Af hans mange internationale videnskabelige æresbevisninger skal nævnes: vicepræsident ved oftalmolog-kongressen i New York 1876, medlem af Norske videnskabernes selskab og æresmedlem af det kgl. engelske oftalmologiske selskab. Fra det københavnske oftalmologiske selskabs stiftelse 1900 var han også dettes æresmedlem. For hele den følgende generation af øjenlæger i Danmark blev G. læreren med den store kliniske autoritet; han hævdede den med fast hånd. Hans sprogkundskaber og hans repræsentative egenskaber gjorde ham til en forgrundsfigur ved videnskabelige kongresser, i indlandet som den dygtige leder, i udlandet som Danmarks fremragende repræsentant.