P.M. Stolpe, Peter Matthias Stolpe, 18.11.1832-3.6.1918, litteraturhistoriker. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). S. blev student 1850 fra v. Westens institut og ansattes 1851 som assistent i statsgældskontoret hvor han 1862 blev kancellist, 1878 fuldmægtig og 1886 kontorchef; sin afsked tog han 1901. På grundlag af indgående arkiv- og biblioteksstudier udgav han 1878–82 i fire bind Dagspressen i Danmark, dens Vilkaar og Personer indtil Midten af det 18. Aarhundrede (genudg. 1977), et fremragende litteraturhistorisk arbejde der i lige grad har de europæiske forudsætninger og den hjemlige kulturudvikling for øje, og som giver udførlige levnedstegninger af den danske presses mænd; trods den store stofrigdom er bogen let at læse, og underholdende. I Danske Samlinger (2.r.VI, 1877–79) fremkom en afhandling, i hvilken det slående eftervistes at scenen fra Holbergs "Kildereisen" ikke, som tidligere også af E. C. Werlauff antaget, var Kirsten Pils kilde i Dyrehaven, men Vartov kilde på Strandvejen, og i Historisk Tidsskrift (6.r., V, 1894–95) efter aktstykker En Familiehistorie fra det 18. Aarhundredes Midte. Som medarbejder 1887–1905 ved C. F. Brickas Dansk biografisk Lexikon skrev han fortræffelige artikler om ældre tiders pressemænd og bogtrykkere. – Etatsråd 1901.

Familie

Forældre: cand.jur., fuldmægtig ved møbelassurancen Jacob Nicolai S. (1801–57) og Frederikke Vilhelmine Johansen (1801–72). Gift 12.7.1870 i Byrum, Læsø, med Jensine Rasmussen, født 17.4.1846 i Dråby, Horns hrd., død 17.2.1926 på Frbg., d. af gårdejer Rasmus Andersen (1811–95) og Karen Jensdatter (1815–89).

Udnævnelser

R. 1887. DM. 1898.

Bibliografi

Jul. Clausen i Berl. aften 4.6.1918. – Papirer i Kgl. Bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig