Peder Nielsen Jernskæg

Peder Nielsen Jernskæg, levede ca. 1370, lensmand. I samtidige kilder fra Valdemar Atterdags og Olufs tid forekommer flere Peder Nielsener som imidlertid ikke fører tilnavn, og hvis segl ikke er bevaret, de kan derfor kun vanskeligt skelnes fra hverandre. En af dem fremtræder dog forholdsvis klart. Om ham står det fast at han i hvert fald 1364–77 nævnes til den midtsjællandske herregård Skjoldenæs. Han havde noget gods nord for Næstved i forlening af Skovkloster; ca. 1365 stiftede han Skt. Lucii alter i Roskilde domkirke; i et senere dokument herom tillægges der ham det gådefulde tilnavn Metrom, formentlig en forvansket gengivelse af miles-ridder, selv om han 1365 kun var væbner. 1370–72 var han høvedsmand på det skånske slot Lindholm, og måske var han den første danske lensmand på Helsingborg 1361, mens den P. N. der 1363–64 var høvedsmand på Vordingborg førte Duesegl. I det politiske liv finder man ham som medlover ved Koldingforliget 1365 og ved Stralsundfreden 1370, uden at man dog deraf med sikkerhed tør slutte at han har været medlem af rigsrådet. Det er muligt at han er den N. der 1359 på kronens vegne varetog inddragelsen af Stig Andersen Hvides gods; sandsynligvis er det ham der 1377 nævnes som lensmand på Grimstrup med hele Falster og 1379 kaldes høvedsmand på Nykøbing. Da hans datter vides at have ført J.ernes våben Ibskallen må også han selv have tilhørt denne slægt. Alt i alt en sjællandsk stormand af gennemsnitstypen, men uden særlig mærkelige eller fremtrædende egenskaber.

Imidlertid er J. for eftertiden kommet til at stå i et ufortjent romantisk skær, væsentlig fordi en anden mands bedrift er blevet ham tillagt. 1358 sendte kong Valdemar en flåde mod Wismar, men togtet slog fejl, flåden gik tabt, og anføreren toges til fange. N.å. lykkedes det ham imidlertid at undslippe ved list, idet han tog en medfange på ryggen og beklagede sig over således at skulle slæbe på fordrukne folk. Denne episode må have vakt betydelig opsigt både blandt venner og fjender. Hovedpersonen kaldes i de ældre kilder Peder Dane eller Dæne, et navn som også ellers kendes fra samtiden; først hos 1500-tallets historikere, Cornelius Hamsfort (1546–1627) og Arild Huitfeldt, får han tillagt navnet J., og sidstnævnte tilføjer at han var kong Valdemar "fast kjær og behagelig". Med denne anekdote har der nu i overleveringen forbundet sig et sagn som tidligst kendes fra et af A. S. Vedel bevaret slægtebogsudtog; heri fortælles hvorledes J. ved sin hjemkomst fandt sin hustru, Maren Skave, i barselseng og, da han mistænkte hende for utroskab, krystede hende ihjel i sine panserklædte arme. Et beslægtet motiv behandles i en folkevise.