Emil Poulsen

Emil Poulsen, Christian Emil Poulsen, 9.7.1842-8.6.1911, skuespiller, sceneinstruktør. Født i Kbh. (Fødsst.), død i Villa Ørnæs ved Helsingør, begravet på Frbg. Der var små kår i hjemmet, men en velstående moster, Andrea Henckell, som var restauratør på Østergade, tog sig af P. Allerede som gymnasiast spillede han komedie, og da han 1860 var blevet student fra Metropolitanskolen deltog han ivrigt bl.a. sammen med P. Jerndorff i de akademiske forestillinger og fik gennem Studenterforeningen tilknytning til det nationalliberale parti. 1861 tog han filosofikum, og ikke langt fra filologisk embedseksamen afbrød han studiet for 16.4.1867 at debutere på Det kgl. teater der efter fru Heibergs (Johanne Luise") bortgang og Michael Wiehes død i høj grad trængte til fornyelse. Samme aften optrådte hans syv år yngre halvbror Olaf første gang. I modsætning til denne havde P. ikke fået nogen egentlig dramatisk undervisning, men han var åndeligt moden gennem udstrakt læsning af klassiske forfattere og havde gennemgået en mængde roller med sin ven, magister Clemens Petersen. P.s skikkelse var lille, men overordentlig harmonisk; ansigtet med den høje, kraftige pande beherskedes af de intelligente øjne og den mandige mund, og stemmen var velklingende, på én gang stærk og blød. Allerede i debutrollen, Erasmus Montanus, viste han sig som en akademisk karakterskuespiller af rang. Ydret var påvirket af Wilhelm Marstrands opfattelse, men spillet originalt og gennemarbejdet med stor klarhed. Erasmus blev en nærsynet bogorm, påståelig og opblæst, en selvgod formalist, der trods alt røbede følelse i oplæsningen af Lisbets brev. Karakteristisk for P. var, at han senere gjorde Erasmus til et forvirret brushoved; i klassiske roller med store psykologiske udviklingsmuligheder eksperimenterede han stadig med replikkernes betoning og forandrede masken, fx i gengivelsen af Molières Tartuffe og Shakespeares Shylock, to af hans manddoms mesterværker. De nærmeste roller efter Erasmus viste at P.s sceniske begavelse var meget omfattende: Leander i Mascarade gav han et skælvende følelsesindhold der røbede hans lyriske evne, og modsat skabte han et mageløst billede af oldingen bisp Nicolas' afmægtige lidenskab i Kongsemnerne (1871), kampen mellem viljens anspændelse og legemets forfald, en af alle beundret fantasifuld menneskeskildring der tjente ham til største ære, og inden det gamle teater blev nedrevet 1874 havde han vundet en stor populær sejr som Bertran de Born, Ernst v. der Reckes romantiske sangelsker. P. var musikalsk, og han ejede en smuk, mørk sangstemme. Allerede da havde han gennemgået skuespilkunstens hele skala, været elsker (Darnley; Romeo) og skurk (biskop Popo; sortebroder Knud), forsøgt sig som karakterkomiker (Mester Gert Westphaler; Jean de France) og selv om ikke enhver skikkelse lykkedes, røbede de alle et indtrængende studium og personlig opfattelse. Set på baggrund af fortiden savnede P. Michael Wiehes sjælfulde og hektiske glød, men overgik ham i kølig ironi og antik klarhed. På overgangen mellem to epoker i teatrets kunst stod P. som hovedaktøren, fordi han både var efterromantiker og realist.

Denne stilling bevarede P. sit kunstnerliv til ende. De digtere, hvorfra hans evner især hentede deres stof, var Shakespeare, Molière, Henrik Ibsen og Holger Drachmann, derimod ikke Adam Oehlenschläger hvis deklamatoriske ordrigdom stred imod hans klarhed og knaphed. Han var en modsætning til Wilhelm Wiehe, hvis besejrende naive patos han manglede. P. udførte i alt ca. 250 roller, og deraf hyppigst sådanne folkeyndede figurer som Chr. K. F. MolbechsAmbrosius (1878), hvortil alt var ham givet, skønhed, mandighed, moltonen af dansk natur, således at skikkelsen i historien står som et typisk billede fra vor efterromantik; endvidere Christian IV i Elverhøj, (1883) der ikke satte hans ånd i bevægelse, men hvori han talte sproget bredt og myndigt og derved i denne og lignende roller dannede en skole for modersmålets behandling som siden genfandtes bl.a. hos Aug. Liebmann, Johs. Nielsen, Adam og Johs. Poulsen. Prokonsulen i Fulvia (1881) og prinsen af Danmark i Der var engang – (1887) hørte også til P.s sprogroller; der var samhørighed mellem Drachmanns lyrik og P.s både klangfulde og gennemtænkte behandling deraf, en typisk dansk rytmik, vellydende og frodig, båret af P.s mandige personlighed der stod for digterens indre syn da han skrev sin eventyrkomedie. Fribåren stolthed kunne han fremstille som ingen anden i samtiden, karakteren der hæver sig over mængden; prins Henrik i Kong Henrik IV var nok Falstaffs drikkebror, men dog ved sin persons adel den fødte kongesøn. Prinsen af Danmark tabte ikke sin overlegenhed under prinsessens hån eller under forklædningen, og kong Erik i Drot og Marsk dårede ved sin dæmoniske magt og blev en personifikation af den danske folkevisekonge; P. viste her, længe før Vilhelm Herold, at der kan ydes karakterfuld skuespilkunst selv i en lyrisk opera hvor vægten lægges på det vokale. Men det var ikke den lyriske udfoldelse som gav P. plads blandt teatrets store kunstnere; det var hans evner som karakterskuespiller. Hos Shakespeare var det ikke Romeos elskov eller Hamlets veghed der udmærkede hans spil, men Shylocks flammende had, navnlig det stumme spil i retssalen, og Macbeths storladne sorg over at fatte svælget mellem viljen og kræfterne. I Molières Tartuffe udtrykte P. hyklerens attrå i en dristig, hvæsende diktion, og Jupiters bydende begær i Amfitryon omsatte P. i komisk belysning, da han som Arnolphe i Fruentimmerskolen fremstillede den aldrende mands sanselige betagelse. Repræsenterede alle disse skikkelser fortiden, genkaldt med fantasifuld kultur og historisk stilfølelse, skabte han hos Ibsen en række typer fra samtiden. Galleriet begyndte med den nationalliberale bedsteborger konsul Bernick i Samfundets støtter (1877) og sluttede med Johan Gabriel Borkman (1897), et billede af hvileløs græmmelse, og derimellem lå dr. Stockmann i En Folkefjende, dr. Wangel i Fruen fra Havet, Ejlert Løvborg i Hedda Gabler, bygmester Solness og Alfred Allmers i Lille Eyolf samt de betydeligste, advokat Helmer i Et Dukkehjem (1879) og Hjalmar Ekdal i Vildanden (1885). Den første var prototypen på den såkaldt dannede mand som P. genialt levendegjorde i al typisk almindelighed, og den anden var en blodig satire på manden med hjertet på læben, den æstetiske akademiker der ender som fotograf. Alle figurens egenskaber kom frem i P.s spil, det forlorne og selvgode, egoisten og pjalten, og med den sikreste smag løftede han frasehelten op fra karikaturen. Med disse typer viste P. sig som en stor forstandskunstner, en ironiens og sarkasmens mester; lyrikeren i ham selv blottedes i satirens lys; derimod erstattede han den brede naivitet, som er dr. Stockmanns og professor Tygesens særkende i En Folkefjende og Geografi og Kærlighed med elskværdig distraktion. P.s betydning for det nye norske skuespil gav sig udtryk ved gæstespil i Bergen 1880 og på Kristiania teater 1882. Året før var han blevet kgl. ansat.

Foruden disse hovedværker skabte P. en mængde skikkelser i teatrets døgnrepertoire. Hans virksomhed betegner sammen med broderens nationalscenens historie i den sidste fjerdedel af 1800-tallet. Der var spillevende typer imellem, fx den tungefærdige prokurator i Eva og darwinisten dr. Bygum i Under Snefog, advokat Berent i En Fallit, som han forlenede med sin tavse autoritet, hertugen af Septmonts i Den Fremmede, dekadent og fræk, et billede ude fra den store verden, mens fløsen Arthur i En Skandale var københavnsk betonet i sin lunerige spot over familielivet. P. havde efterhånden besejret en vis forlegenhed, når han bar sin samtids klæder, men i øvrigt støttede han sig så lidt som muligt til ydret og masken; det var rollernes indre liv, hvorpå det for ham kom an. Hans i perioder skarpe kritiker Edv. Brandes skrev engang: "Maaske kan den, der i sine egne Repliker har hørt denne Mester – thi i saa Henseende er han en Mester – forstaa og forklare Ordene, maaske kun en Forfatter vil fuldkomment paaskønne Emil Poulsens uforlignelige Diktion." Men nægtes kunne det ikke, at han i sine senere år da han (fra 1893) også havde påtaget sig sceneinstruktionen efter W. Bloch, ofte virkede træt og spillede på sin autoritet. Hans iscenesættelsessyn prægedes i modsætning til Bloch af stærk konservatisme. Røster fra disse år, i hvilke han også var lærer på elevskolen, har ensidigt skildret ham som en arrogant og magtkær mand, men ikke forstået at han var syg og i årevis kæmpede en hård kamp for at holde sig oppe. En rygmarvssygdom gjorde gangen slæbende og gav refleksionen i hans kunst magten over den skabende fantasi. Dog tiltog han sig kraft til at gennemføre Vølund Smed (marts 1898), som blev hans sidste rolle. Atter støbtes de Drachmannske vers af hans myndige personlighed, og trods den legemlige brist hævede han sig på ny, særlig i anden akt, til tragisk højhed. Men da en toårig orlov med ophold i syden ikke bragte ham helbredelse, måtte han, kun 58 år gammel, tage sin afsked. 4.11.1900 optrådte han sidste gang i brudstykker af Shylocks og Hjalmar Ekdals roller og fremsagde med den skønne klarhed, der var et særkende for hans kunst, Holger Drachmanns smukke epilog: "Hvad man om min Begrænsning end kan mene, min Stræben kan jeg være fuldt bekendt". Skønt P. – ligesom forhen Michael Rosing – i sine sidste år var henvist til at bevæge sig i rullestol, udførte han, støttet af sin hustru, et omfattende arbejde som oplæser over hele landet. 1903-04 deltog han i sceneinstruktionen på Folketeatret, og 1906-09 var han litterær konsulent ved Dagmarteatret, til hvilket han, der efter sin afgang stod skarpt over for nationalscenen, havde forberedt sine sønners debut.

A. D. Jørgensen skrev engang at P.s kunst fristede ham til misundelse, fordi den i højere grad end historieskriverens muliggjorde et fyldigt og adækvat udtryk for den dybeste forståelse af en menneskenatur. Skønt henvist til offentlig fremtræden var de roller hvori det lykkedes ham helt at skjule sig selv, dem der interesserede ham mest. Den fåmælte mand, der talte det skønneste dansk i landet, besad en mærkelig autoritet i sit tilbageholdende væsen. Han var, hvad sjældent er for en skuespiller, et naturligt led i de højeste kulturelle kredse i samfundet. Tidligt blev han standset i sit arbejde, men han havde udført sin livsgerning. Da han gik bort, efterlod han en række sceniske monumenter, præget af både inderlighed, antik klarhed, lunerig ironi og sarkasme. – Tit. professor 1900.