Poul Andersen Medelby, 30.3.1557-9.5.1632, præst, forfatter. Født i Mejlby, død i Odense, begravet sst. (Frue k.). M. var af bondeæt, men blev hjulpet frem vistnok af rigsråd Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm til hvis slægt han altid følte sig knyttet. 1585 blev han ordineret til præst antagelig som kapellan ved Skt. Nicolai kirke i Kbh., og 1593 tog han magistergraden. 1597 var han slotspræst ved Kbh.s slot, men s.å. blev han superintendant over Gotland og sognepræst i Visby. Som den heftige, ubesindige natur han synes at have været kom han snart alvorligt på kant med øens verdslige øvrighed, både med lensmanden Herman Juel og med borgmester og råd i Visby, især rådmand Jørgen Wolders. Han brugte lidet forsvarlige midler til at bekæmpe sine fjender med - snart ophidsede han almuen mod øvrigheden, snart tordnede han mod sine modstandere fra prædikestolen, snart tilskrev han dem med breve med "spodske og hanniske Gloser". Til sidst blev han for hele sin optræden anklaget for kongens retterting der 16.10.1599 afsatte ham fra hans embede. I sin nød fandt han en velynder i kansleren Arild Huitfeldt der 1602 fik ham gjort til sognepræst ved Frue kirke i Odense. I denne stilling kom hans gode egenskaber til deres ret, og til trods for at han heller ikke her undgik stridigheder vandt han sig i årenes løb et agtet navn. Hertil bidrog i høj grad hans forfatterskab. Allerede 1597 havde han udgivet en Børneforklaring over Kristi lidelseshistorie, senere kom hans Ungdommens Postil, 1614, Ungdommens gudelige Forlystning over aftensangteksterne, 1621, og over børnelærdommen 1623, desuden en samling dispositioner til ligprædikener 1631. Ikke mindst hans ungdomspostil vandt megen yndest og kom i en række oplag. Hans skrifter giver udtryk for en ortodoks kristendomsopfattelse som dog har bevaret væsentlige træk fra den ældre, mere praktisk orienterede lutherdom. Selv om hans fremstilling kan virke lidt tør er den anderledes konkret end Jesper Brochmands senere så berømte "Huspostil". M. er ikke bange for at nævne synder og dyder ved navn og placere dem i forhold til samtiden. G Ligsten (Vor Frue k., Odense).

Familie

gift Else Jørgensdatter, født ca. 1570, begr. 3.5.1642.

Bibliografi

Saml. af kongens rettertingsdomme I, 1881-83 278-85. Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam III, 1898 122f; IV, 1902 325. Kancelliets brevbøger 1588-92, 1908; 1596-1602, 1913: 1624-26, 1925; 1630-32, 1932.-J. C. Bloch: Den fynske gejstligheds hist. I, 1787 752-58 (m. bibliografi). O. W. Lemke: Visby stifts herdaminne, Orebro 1868 23f. Hans Mikkelsen i Saml. til Fyens hist. og top. V, 1871 319 414; VI, 1873 116 137 146f; VII, 1878 40 45.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig