Poul Hartling, 14.8.1914-30.4.2000, statsminister, højkommissær. Poul Hartling blev student fra Vestre Borgerdydskole 1932 og cand.teol. 1939. Han var sekretær for kristelig akademisk forening 1934–35 og for Danmarks kristelige gymnasiastbevægelse 1939–42, kaldskapellan ved Frederiksberg kirke 1941–45 og andenpræst ved Skt. Lukasstiftelsen 1945–50. Samtidig med præstegerningen underviste han på Københavns universitet og menighedshøjskolen Marthabo og var fra 1945 lærer ved N. Zahles seminarium hvis forstander, fra 1959 rektor, han var 1950–68. Poul Hartlings kristne livssyn og kirkelige interesse førte ham ind i bestyrelserne for Skt. Lukasstiftelsen, KFUMs seminarium, Den danske folkekirkes mellemkirkelige råd og Den danske folkekirkes nødhjælp og afspejles i publikationerne Sursum Corda. Nogle Blade af den kristne Studenterbevægelses Historie 1892–1942 (sammen med Johs. Muller), 1942, Kirketankens Vækst paa Missionsmarken, 1945, afsnit i statsradiofoniens Hvad er Kristendom?, 1947, Kirkelig vejledning for sygeplejersker, 1950 og redaktion af Kirke. Skole. Kultur, 1963, TheDanish church, 1964, og Den danske kirke, 1967.

Politisk var Poul Hartlings grundholdning liberal. Han sad i en årrække i bestyrelsen for Liberalt oplysningsforbund, stillede sig som venstres kandidat i Hellerupkredsen 1953, valgtes af partiet i Præstøkredsen 1957, men faldt for den lokale Holger Hansen 1960. Han overtog efter Vagn Bro Koldingkredsen som han repræsenterede 1964–78. I sin første folketingsperiode var Poul Hartling venstres ledende skolepolitiker og indgik partiets forlig med radikale og socialdemokrater om folkeskoleloven 1958. Som folketingsgruppens sekretær fra 1959 havde han nær føling med tilblivelsen af venstres og konservatives fællesprogram 4.10.1959 og tilbageviste i en dokumenterende redegørelse de 30 højskolefolks kritik af venstres handlemåde og dets forhold til Thorkil Kristensen. Under den følgende tids brydninger i venstre ved Thorkil Kristensens udtræden og dannelsen af Liberal debat var Poul Hartling formand for Det sjællandskbornholmske venstre og blev efter sit genvalg 1964 næstformand i venstres folketingsgruppe 1.4.1965. Knap to måneder senere blev han gruppens formand da Erik Eriksen pga. folketingsgruppens flertals afvisning af hans udtalelse om en sammenslutning af venstre og konservative nedlagde sit formandshverv 25.5.1965.

September samme år valgtes Poul Hartling til formand for venstres landsorganisation. Han havde da i Svanningetalen 4.8.1965 distanceret sig fra Erik Eriksens sammenslutningsvisioner og i modstrid med hans linje opfordret de radikale til forhandling om et arbejdsprogram for en liberal regering. Poul Hartling fik et imødekommende svar fra Karl Skytte, og der førtes de følgende måneder en del forhandlinger mellem venstre og radikale hvad der vakte en vis misstemning og mistro hos de konservative skønt Poul Hartling forsikrede at han også tænkte på dem i en liberal samling. Efter valget januar 1968 havde de tre partier et absolut flertal i folketinget, og Poul Hartling blev udenrigsminister i RKV-regeringen. Poul Hartling var overbevist om at Danmark burde tilsluttes EF og havde gennem 1960erne argumenteret herfor. Markedsspørgsmål og nordisk samarbejde som også havde Poul Hartlings varme interesse var imidlertid økonomiminister P. Nyboe-Andersens ressort. Poul Hartlings virke som udenrigsminister omfattede især østvest forholdet, FN, Vietnamkrigen og koloniafviklingen i Afrika der i disse år optog sindene stærkt og foranledigede en række spørgsmål og debatter i folketinget.

Udbygningen af ulandshjælpen førte Poul Hartling ud på adskillige rejser uden for Europa. Desuden måtte han som sit partis leder følge samarbejdet på de væsentligste områder mellem de tre partier. Ved regeringens afgang 11.10.1971 vendte Poul Hartling tilbage til formandsposten i venstres folketingsgruppe. Venstre havde 1970 fejret sit 100-års jubilæum (regnet fra dannelsen af det forenede venstre 1870) og vedtaget principprogrammet Frem mod år 2000 der tog sit udgangspunkt i det danske samfunds hurtige forvandling fra landbrugs- til industrisamfund, den udvikling som førte Erik Eriksen til tanken om sammenslutning af venstre og konservative. Poul Hartling havde med Svanningetalen frigjort sit parti fra denne tanke og ført det ind i et regeringsarbejde efter 15 år i opposition, men havde ikke ændret den nedadgående linje i dets vælgertilslutning. Venstre havde lidt mandattab både 1968 og 1971, og de konservative havde indtaget venstres plads som næststørste parti. Poul Hartling stod således som partileder med samme problem som før RKV-regeringens dannelse. Han talte liberalismens og et liberalt alternativs sag med varme og overbevisning. Hans form var urban og hans viden omfattende med baggrund i både dansk og europæisk kulturarv hvis stærke kristne islæt han gerne fremhævede. Hans fremtræden og sprog var præget af akademisk dannelse. Hans stemmeføring havde undertiden, navnlig i TV, en undertone af hans ungdomstids gejstlige oplæring og kunne virke næsten faderligt omsorgsfuld. Over for højttalende ideologiske forkyndere som tiden var så rig på kunne han virke veg, men de der antog ham for viljesvag tog fejl. Han vidste hvad han ville og havde evnen til at vente til tidspunktet var inde, og da var han viljestærk, udholdende og hård. Tidspunktet kom efter valget 1973 der tilføjede de fire gamle partier svære tab, fordoblede antallet af partier i folketinget og gav fremskridtspartiet og centrumdemokraterne betydelig styrke.

Poul Hartling dannede 19.12.1973 med 22 venstremandater bag sig regering ud fra den betragtning at den eneste mulighed var en smal regering der kunne manøvrere og at næppe noget parti ville fremkalde nyvalg foreløbig. Hans resolutte handlemåde skabte dog bitterhed hos de tidligere regeringspartnere konservative og radikale, men med skiftende støttepartier fik Poul Hartling finanslov og en omkostningsdæmpende ydelse til erhvervslivet igennem foråret 1974, skattelettelser efteråret 1974 og fremsatte en helhedsplan med offentlige besparelser og fastlåste lønninger og avancer for 1975 som partierne ved 1. behandling erklærede sig rede til at forhandle om. Poul Hartling skønnede dog at der ikke kunne samles et bæredygtigt flertal om gennemførelsen og udskrev 5.12.1974 nyvalg. Venstre gik frem fra 22 til 42 mandater, væsentligst på bekostning af konservative, radikale og centrumdemokrater, og Poul Hartling fortsatte som statsminister indtil en socialdemokratisk mistillidsdagsorden vedtoges 28.1.1975. Han søgte da at danne en bredere regering af venstre, konservative, centrumdemokrater og kristeligt folkeparti, men den ville kun have flertal med støtte fra fremskridtspartiet, og det stillede betingelser som de fire ikke kunne acceptere. Regeringsdannelsen overgik til socialdemokratiet.

Venstres fremgang ved 1975-valget gik tabt ved valget februar 1977. Poul Hartling genvalgtes til sit partis landsformand september, men indstilledes november til posten som FNs flygtningehøjkommissær af den danske regering med støtte fra de andre nordiske regeringer der kendte og værdsatte Poul Hartling for hans arbejde i Nordisk råd. Han godkendtes til posten af FNs generalforsamling og ophørte 31.12.1977 med sit politiske virke i Danmark. Sin politiske hovedtanke fastholdt han i et afskedsinterview med Berlingske Tidende: "Det er nødvendigt i et sundt demokratisk samfund, at der er en anden mulighed. Dvs. at socialdemokratiet ikke er det eneste parti der kan danne regering. Folk skal have noget at vælge imellem". Den internationale opgave Poul Hartling er gået ind til er i sin natur af humanitær art, men det voldsomme opsving flygtningestrømmen fra Sydøstasien har taget de seneste år har rejst enorme krav om penge, bosættelse og politisk indsats. Poul Hartling kom hurtigt og uventet ind i dette arbejde hvis resultat ikke kan opgøres endnu. En af hans nære medarbejdere fra Røde kors har sagt: "Hans hemmelighed er at han ikke skal gøre karriere. Han skal kun gøre jobbet. Og det gør han nu med sit eget engagement. Han har forbløffet mig."

Poul Hartling var FN's højkommissær for flygtninge 1978-85 og modtog i 1981 på højkommissariates vegne Nobels fredspris. Fra slutningen af 1970'erne var flygtningestrømmen stærkt stigende, så Poul Hartling stod over for store udfordringer. Efter den internationale karriere var han 1987-89 rådsformand for Det danske center for menneskerettigheder og 1990-95 formand for Demokratifonden. Han udgav 1990 biografien om sin forgænger som venstres leder: Erik Eriksen: mennesket og politikeren : en biografi. Poul Hartling tildeltes Carnegie-prisen 1985.

Familie

Poul Hartling blev født i København (Filips) og er begravet på Hørsholm kirkegård. Forældre: kommunelærer, senere skoleinspektør og undervisningsminister Mads R. Hartling (1885–1960) og kommunelærer Mathilde Helene Hedvig Nielsen (1880–1938). Gift 10.8.1940 i Juelsminde kirke med læge Elsebeth Kirkemann, født 28.4.1914 i Horsens, død 14.7.2004, d. af købmand Johannes Antonius Kirke (1886–1960) og Eugenia Kathrine Becker (1891–1973).

Udnævnelser

K. 1968. K.1 1975. S.K. 1978.

Ikonografi

Karikatur på tegn. af Bjarne Laursen, 1973–74 (Amalienborg). Mal. af Viggo Kragh-Hansen, 1977 (Folketinget). Foto.

Bibliografi

Poul Hartlings erindringer: Bladet i bogen,1980, Politisk udspil, 1981, Godt vejr og dårligt vejr, 1983 og Otte år i FN's flygtningearbejde. Erindringer 1978-85, 1985. Poul Hartling: Fra 17 år i dansk politik, 1974. Interview i Berl. tid. 9.12.1977. Poul Hartling: Bladet i bogen, 1980. – Chr. P. Fogtmann i Venstre i 100 år III, 1970. Annelise Bistrup i Berl. tid. 8.7.1979. S. Mørch: 24 statsministre, nr. 23.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig