Povl Bagge

Povl Bagge, 30.11.1902-7.12.1991, historiker. B. blev matematisk student 1920, studerede et år ved Polyteknisk læreanstalt og var en vinter på Askov. 1922 begyndte han at læse historie og tog1928 skoleembedseksamen med dansk og engelsk som bifag. 1927–29 underviste han på Rødding højskole hvis forstander var svogeren Hans Lund.

1929 blev B. medarbejder ved Aage Friis' publikationer om det nordslesvigske spørgsmål 1864–79; han var således medudgiver af aktpublikationen Europa, Danmark og Nordslesvig I-IV, 1939–59 og fuldendte efter Friis' død 1949 fremstillingen Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark IV, 1959 hvori han i et tillæg imødegik Friis' opfattelse på flere punkter. 1930–31 arbejdede han i Moskva for Den danske komité til fælles-nordisk udforskning af de russiske statsarkiver. 1931–44 var han redaktionel medarbejder ved Dansk biografisk Leksikon og omarbejdede eller skrev hertil henved 100 artikler, overvejende om personer fra 1500-tallet. 1937–50 var B. ansat i arkivvæsenet, fra 1946 som landsarkivar for Fyn. 1951 tiltrådte han det professorat i historie ved Kbh.s univ. som var blevet ledigt ved Albert Olsens død. B.s videnskabelige forfatterskab indledtes med disputatsen Studier over D. G. Monrads Statstanker, 1936. Han argumenterer her for at nøglen til forståelse af det tilsyneladende svingende i Monrads politiske standpunkter skal søges i hans ønske om fremfor alt at sikre og befæste det konstitutionelle systems levedygtighed i den vanskelige periode efter 1848. Bogen giver et væsentligt bidrag til udforskningen af de former hvorunder den konstitutionelle statsret tillempedes i Danmark.

Med de to indlæg Om Historieforskningens videnskabelige Karakter (Hist. t. 10. r. V, 1940) og Historien som Videnskab (Nordisk t. 1942) søgte B. at indlede en debat med fagfæller om historieteoretiske problemer. Den første afhandling har som udgangspunkt en indsigelse mod den påstand i Kr. Erslevs "Historieskrivning" fra 1911: at historieforskning er videnskabelig, historieskrivning ikke. B. påpeger at begge har grundtræk tilfælles med alt empirisk videnskabeligt arbejde således det "at forskeren af de enkelte iagttagne kendsgerninger med fantasiens hjælp skaber en helhed, den sammenhæng, som aldrig kan iagttages umiddelbart". Herudover foretager B. to positive bestemmelser af historievidenskabens karakter: at den i modsætning til natur- og samfundsvidenskaberne tilstræber forståelse og forklaring af det individuelle – et standpunkt han altid siden har fastholdt – og at den er principielt forskellig fra kunsten (også den litterære), som B. med et citat af B. Croce definerer som "en følelsesspænding, indesluttet i en fremstillings kreds". I afhandlingen fra 1942 peger B. særligt på historikerens valg af relevante kendsgerninger og årsager, der yderst ude beror på dennes psyke og erfaringer, som et vanskeligt punkt. Men han fastslår at opgivelse af historisk kausalforklaring er det samme som at slå historieforskningen ihjel. Standpunktet er således ikke radikalt relativistisk, men på én gang karakteriseret af en urokket fastholden ved målet: "at give et rigtigt helhedsbillede af fortiden" og en betydelig skepsis med hensyn til muligheden af at nå det.

De to indlæg burde have været danske fagfæller en kraftig brand i næsen, men førte ikke til nogen faglig debat. En avispolemik med slavisten Ad. Stender-Petersen gav kun B. anledning til den koncise formulering af sin opfattelse af historieforskningens kulturelle funktion: "at udvide menneskers horisont ved at vise dem, at tilværelsen er mere indviklet, end de tror". (Socialdemokraten maj-juli 1943). I 1952 redegjorde B. som led i en bredere kulturdebat i et afsnit af bogen Videnskab og livssyn (serien Mennesket i tiden VIII) for sit standpunkt. Endelig har han i Historien og de andre samfundsvidenskaber (Hist. t. 12. r. III, 1969) taget stilling i en strid som længe havde raset i udlandet, men aldrig rigtig var kommet til udtryk herhjemme. Afhandlingen viser at B. i sit forhold til de generaliserende samfundsvidenskaber er uden aggression hvad der nok hænger sammen med at han er uden anfægtelser. Han er åben over for samarbejde og gensidig påvirkning, men hævder bestemt historievidenskabens selvstændige opgave: "Netop ved at fremhæve det, hvori det enkelte historiske fænomen ... adskiller sig fra andre, håber vi [historikerne] at kunne vise noget om det menneskelige i dets mangfoldige udtryksformer gennem tiden, som går ud over, hvad de andre samfundsvidenskaber kan lære os" lyder det i formen beskedne, men i indholdet fordringsfulde standpunkt. Det er i overensstemmelse hermed at B. ikke af de stærke faglige strømninger i sin samtid er blevet ført mod historieforskningens mere "eksakte" discipliner, men har dyrket idéhistorien, biografien og den politiske historie. Til den første har han ydet Bidrag til den sociale menneskevurderings historie i Danmark under enevælden (Hist. t. 11. r. III, 1950), et helt originalt arbejde uden forbillede i dansk historisk litteratur. I mindeskriftet over J. N. Madvig I (1955) har han skrevet det store afsnit Levned og politisk virksomhed, et meget omhyggeligt gennemræsonneret forsøg på at komme bag om den tradition som Madvig med sine erindringer selv lagde grunden til. Som et eksperiment i den historiske biografis genre lod B. i et anhang til bogen sin nære ven, psykiateren Ib Ostenfeld give en vurdering af Madvigs psyke. Karakteristisk er det i B.s fremstilling en hovedproblemstilling om Madvig havde ret når han hævdede at han i det slesvigske spørgsmål mellem krigene havde set klarere end sine politiske kolleger. Den rigtige, og den rigtigt nuancerede historiske dom over fortidens mennesker har for B. stedse været en hovedsag. – Derfor har han ydet noget af sit bedste i de anmeldelser der er blevet til som oppositionsindlæg ved disputatser. I berigtigelsen og nuanceringen af andres vurderinger er hans ualmindelige beherskelse af litteratur og kilder, hans skarpsindighed og hans nøjeregnende omhu for det rigtige udtryk kommet til rig – og undertiden frygtindgydende udfoldelse. – I disputatsen og især i bogen om J. N. Madvig har B. givet vigtige bidrag til karakteristik af den danske nationalliberalisme. I afhandlingen Akademikerne i dansk politik i det 19. århundrede (Hist. t. 12. r. IV, 1970) har han inden for en snæver ramme øst af et livs beskæftigelse med de nationalliberale politikere. Som professor varetog B. 1951–73 undervisningen i 17- og 1800-tallets historie; især læste han over Danmarks og Nordens historie 1814–1901. Af stor betydning var de kollokvier over historieteori som han regelmæssig afholdt. Han påtog sig her at rette den fejl ved danske historikeres formelle uddannelse som han i 1942 havde påpeget: at den ikke nåede ud over den historiske teknik. B. har været den vigtigste fødselshjælper for 1960'ernes og 70'ernes voksende interesse for historieteori, også for dem blandt hans studenter der tilsluttede sig den marxistiske skole. – Mod denne har han stadig vendt sig. I en anmeldelse fra 1956 karakteriserede han klassekampteorien som en frugtbar arbejdshypotese, passende tillempet, men i sine ekstreme former udtryk for en "røver-og-soldat-psykologi". I afhandlingen om de liberale akademikere var det ham en hovedsag at vise at de ikke drev klassepolitik.

B. er blevet meget benyttet i det organisatoriske arbejde. Han var 1942–75 medlem af Den danske historiske forenings bestyrelse, 1943–66 medredaktør af Historisk Tidsskrift, var 1965–75 forstander for Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie (medlem fra 1950), 1971–77 formand for Videnskabernes selskabs humanistiske klasse (medlem af selskabet fra 1962). 1955–65 var han medlem af Statens almindelige viden-skabsfond. – Den største organisatoriske opgave har B. løst som formand for Udgiverselskab for Danmarks nyeste historie (DNH) siden dets grundlæggelse 1959. Han har her stået i spidsen for et af de største forskningsprojekter inden for de historiske videnskaber i Danmark: Udforskningen af besættelsestidens historie. Uden egentligt ønske om at præge projektet har B. stillet sin videnskabelige og administrative kapacitet til dets rådighed, har hævdet dets integritet og over for angreb forsvaret dets videnskabelige gehalt. Han redigerede for selskabet sammen med Torben Damsholt og Erik Stig Jørgensen udgaven af P. Munchs erindringer I–VIII, 1959–67. B. har som universitetslærer og forsker sat sit præg på en generation af danske historikere, men han har ikke dannet skole. Den intelligente og ironiske form hvori han har formidlet sit dobbelte standpunkt: en ubøjelig fastholden ved målet og en uovervindelig skepsis over for midlerne har virket fascinerende og inspirerende. Han har i en tid med stærk tilbøjelighed til at søge historieforskningens videnskabelighed bekræftet gennem tilknytning til de generaliserende samfundsvidenskaber eller til det marxistiske samfundssyn, været den, som med den største klarhed og konsekvens har hævdet historiens karakter af en individualiserende human videnskab.