Rasmus Christiansen (skuespiller)

Rasmus Christiansen, Rasmus Bech Christiansen, 23.5.1885-25.9.1964, skuespiller. Født i Vejlby ved Århus, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). C. begyndte sin karriere ved Århus teater som han i egenskab af smedelærling hos Frichs i Århus også havde været med til at bygge. Under Henrik Malbergs vejledning tog han sine første skridt, bl.a. som den statist der trak Plutos dragevogn ind på scenen i Orfeus i Underverdenen for 50 øre pr. aften. Sommeren 1905 debuterede han i Frederikshavn ved Carl Thomsens selskab som Sandrup i Familietvist, og fra efteråret kom han til Frederiksberg teater under Emil Wulff hvor han hurtigt gjorde sig gældende med sit tørre, lattervækkende lune i roller som den forvågede kontorist Lille Sørensen i Der er Forskel, morbroder Jakob i Thummelumsen og Johan v. Ehrenpreis i Kærlighed uden Strømper. Direktør Viggo Lindstrøm knyttede ham til Det ny teater da det åbnede 1908. 1911-14 optrådte han på Dagmarteatret, men sit egentlige gennembrud som komisk skuespiller fik han som den uheldige frier Valentin i den franske komedie Eventyret på Alexandrateatret (nu Alléscenen) hvortil han var engageret 1914-17. En lignende personlig succes opnåede han på Det ny teater som Billy med den stadigt voksende promille i den uopslidelige farce Den grønne Elevator. Musikalsk og begavet med en god sangstemme var han selvskreven til operetten og blev en meget pudsig Celestin-Floridor i Nitouche, men kom tillige i disse år, 1917-23, på scenen i Vesterbros passage til at prøve kræfter i en række klassiske roller, Vielgeschrey i Den Stundesløse og Arv i Julestuen, præstationer som gjorde det rimeligt for William Norrie 1925 at hente ham til Det kgl. teater.

Det var ikke helt nemt for C. at akklimatisere sig. Nationalscenens store scene og tilskuerrum var en stor udfordring for hans komiske begavelse der hidtil havde haft en udpræget intim karakter. Hans lune egnede sig ikke for de store karakter-komiske opgaver. På Det kgl. teater kom hans Vielgeschrey til at savne formatet; om end figuren blev rørende, druknende i den hurlumhej han selv havde fremkaldt. Men lidt efter lidt fandt han sig til rette og blev uundværlig, særlig i det klassisk danske repertoire. Hans område blev Arv i Henrik og Pernille - ubetalelig i forklædning som skytten Hasenschreck - den gamle bonde Jeppe Berg i Erasmus Montanus, Ebeltoftborgermanden og hanrejen Jeronimus i Julestuen, Mads i Kærlighed uden Strømper og den elskeligt fjottede birkedommer Krans i Eventyr paa Fodrejsen. Han begyndte som Kresten Madsen i Genboerne og endte som selve kobbersmedemesteren. Her var han helt på hjemmebane, udstrålede hygge og elskværdighed og pyntede Hostrups replikker med sin private slagfærdighed, når han fx improviserede og sagde "hengsingsmessingste" og fik latteren til at eksplodere. Bjørn Olufsen i Elverhøj blev en af hans allermorsomste roller. Figuren oste af hemmelighedskræmmeri og forborgen fiffighed. Med årene voksede han helt sammen med denne hushovmester, den var bogstavelig blevet til hans rolle som han spillede til to år før sin død. Men hans komiske genialitet viste sig også i Shakespeares skuespil, som retsbetjenten Slåenbær i Stor ståhej for ingenting, håndværkeren Fløjte (Thisbe), i En Skærsommernatsdrøm med et udseende som Elsa i Lohengrin på fjælleboden og et svedentlunt brægende mæle, og den strikkende, tandløse, mageløst morsomme hyrde Corin med sækkepiben i Som man behager. Graveren i Hamlet blev i C.s version ikke noget undermenneske. Når han skulle skildre menneskeligt forfald hævede han det ligesom op i en renere og uskyldigere sfære.

Melankolien, bitterheden, den satiriske skarphed lå ham fjernt. Han hørte til de "lyse" komikere der, selv om han på scenen trak større og ustyrligere kæferter hjem end nogen anden skuespiller i samtiden, altid formåede at give udtryk for mere sand menneskelighed i rusen end i de andres soberhed. Fuldemandsfaget blev ligefrem en slags speciale som han forstod at variere i det uendelige, fra den ravende Jens Olsen (kaldet Ølsen) i Barselstuen til den fulde karl i Det ulykkelige Skibbrud, toppende med den overdådigt perialiserede fængselsbetjent Frosch i den legendariske Reinhardtiscenesættelse af Flagermusen. Han gik aldrig ud over, hvad han kunne hente fra sit private skatkammer af lunerige indfald, understreget af replikkens jyske tonefald der afgørende bidrog til at forstærke hans popularitet. Den tidløshed han formåede at give sine klassiske roller hindrede ikke hans udfoldelse i det moderne repertoire. C.s mesterskab viste sig især i de mindre eller de helt små roller som han evnede at gøre til noget væsentligt i et stykke, undertiden give dem en betydning som ingen efter ham vil kunne. - Mens komikere ofte i privatlivet optræder som alvorsmænd var C. lige så morsom udenfor som indenfor murene. Han blev en institution i institutionen; Elith Pio karakteriserede ham som den "fjerde" kunstart på Det kgl. teater. Han optrådte sidste gang som den gamle karl Poul i syngestykket Ungdom og Galskab, en rolle han selv elskede, og som er bevaret gennem TVs udgave, forøvrigt den eneste rolle C. spillede på TV. Derimod var C. en hyppig gæst i Radioteatret. Med sin uforfalskede dialekt var han med til at levendegøre en lang række hjemstavnsskuespil. Af Holberg-roller spillede han Petronius i Den Vægelsindede, både Peer og Christoff i Jacob v. Thyboe, Jacob i Den 11. Juni, Jacob Skomager i Jeppe paa Bjerget, Sivert Posekikker i Den politiske Kandestøber, værten i Hexerei eller Blind Alarm. Bevaret på bånd er bl. a. hans Corin i Som man behager, Stefano i Stormen, den bramfri bådsmand i Sparekassen og Espen i Jean de France.

C. havde et rundt og blødt fysiognomi, et guttaperkaansigt, der fra sekund til sekund kunne "foldes" om i ny og forbavsende grimasser, ligesom han evnede at køre rundt med sine blå øjne, så han stundom lignede en genstridig tyrekalv. Intet under, at han var en meget benyttet filmkunstner. Han begyndte som makker til Fy og Bi i Vore Venners Vinler, 1923 og fortsatte gennem de næste tiår som medvirkende i bl.a. Nyhavn 17, Nøddebo Præstegaard, Den kloge Mand, Kongen bød (stavnsbåndsfilmen), Den gamle Præst, Elverhøj, Sommerglæder, Niels Pind og hans Dreng, Tordenskjold gaar i Land, Spurve under Taget, For Frihed og Ret sluttende med Bruden fra Dragstrup 1955.