Rasmus Rask, Rasmus Kristian (ved dåben Christian) Rask, 22.11.1787-14.11.1832, filolog. Rask var som barn svagelig, men i hans svage krop boede en stærk ånd. Hans far, der var begavet og for sin stand belæst og bl.a. havde ry for sine kure som "klog mand", underviste ham i læsning, skrivning og regning, og han læste på egen hånd flittigt i faderens ret store bogsamling, bl.a. af historiske værker. Denne læselyst fik moderen til at insistere på at drengen skulle i latinskole, og efter forudgående forberedelse hos sognepræsten i Brændekilde kom Rask 1801 i Odense latinskoles nederste klasse for efter kun få måneders forløb at blive rykket op i næstnederste. Skolen, som 1802 blev forsøgsskole for en ændret og bedre undervisning, havde flere fremragende lærere, og Rask gennemgik den på almindelig tid og med fine vidnesbyrd for flid, nemme, hukommelse, iagttagelsesevne og skarpsindighed. Han læste ud over skolefagene frivilligt engelsk, men brugte i øvrigt fra 1804 sin fritid til at lære sig oldislandsk efter Schönings folioudgave i tre bind af Snorres Heimskringla med dansk oversættelse, et værk som han først lånte af sin historielærer, Th. Trojel, men 1805 fik som flidspræmie i skolen. På grundlag af den islandske tekst og den danske oversættelse udarbejdede han en islandsk grammatik og en ordbog, og den sproglige interesse som hermed havde grebet ham for stedse fik ham til også at forsøge at læse angelsaksisk og gotisk. Hans lærer S.N.J. Blochs danske retskrivningslære (1805) inspirerede ham desuden til at udarbejde en dansk retskrivning indrettet efter udtalen (foruden en fynsk retskrivning), og hans besluttede at skrive sit navn Rask i stedet for Rasch.

1807 dimitteredes Rask fra Odense skole, tog 1808 anden eksamen på Københavns universitet og begyndte at studere teologi, men opgav på grund af sin ateistiske indstilling og sin optagethed af sproglige studier efter kort tids forløb teologien og koncentrerede sig om sprogene, især efter at han i 1809 havde fattet sin store plan om efter samme system at beskrive så mange sprog som muligt for at gøre dem indbyrdes sammenlignelige. Ud over sine to velyndere fra Fyn, G.L. Baden og Johan von Bülow til Sanderumgaard, fik Rask i København yderligere to: fynboen Rasmus Nyerup som skaffede ham friplads på Regensen og 1808 ansættelse som (ulønnet) volontør ved universitetsbiblioteket, og teologiprofessoren P.E. Müller som ofte kom til at gøre sin indflydelse gældende for at støtte ham.

Det emne der især optog ham i de første studieår var islandsk som han anså for identisk med oldnordisk, det gamle nordiske sprog, og den oversættelse af Snorres Edda som Nyerup udgav 1808 er egentlig Rasks værk. Han bearbejdede samtidig den islandske grammatik fra skoletiden og havde 1809 et trykmanuskript færdigt (bogen udkom 1811 som Vejledning til det Islandske eller gamle Nordiske Sprog), og han skrev 1810-11 sit første sprogsammenlignende arbejde, afhandlingen Den danske Grammatiks Endelser og Former af det Islandske Sprog forklarede (trykt 1820 i Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter); han arbejdede også på en udgave af Snorres Edda og spekulerede på at få udgivet sin islandske ordbog i revideret og forøget skikkelse, men kom i stedet til at besørge udgivelsen af Bjørn Halldórssons Lexicon Islandico-Latino-Danicum (udg. 1814). Ved siden af arbejdede han med sin store plan for grammatisk sprogsammenligning og med besvarelsen af Videnskabernes selskabs prisopgave for året 1811 om "at oplyse, af hvilken Kilde det gamle skandinaviske Sprog sikkerst kan udledes; at angive Sprogets Character og det Forhold, hvori det fra ældre Tider og igiennem Middelalderen har staaet dels til nordiske, dels til germanske Dialecter; samt nöiagtigen at bestemme de Grundsætninger, hvorpaa al Udledelse og Sammenligning i disse Tungemaal bör bygges". Han fik udsættelse med aflevering af besvarelsen og gjorde den færdig under sit ophold på Island 1814; den belønnedes 1815 med Videnskabernes selskabs guldmedalje, men trykbevilling til den fik han ikke før 1817, efter at han havde tiltrådt sin store udenlandsrejse, hvorfor udgivelsen besørgedes af Nyerup og Finn Magnusen (udg. 1818).

Sin første udenlandsrejse foretog Rask 1812 sammen med Nyerup til Sverige med offentlig understøttelse fordi det egentlige formål var at skaffe politiske efterretninger (beskrevet af Nyerup i Rejser til Stockholm i Aarene 1810 og 1812). For Rask blev det en studierejse hvor han stiftede bekendtskab med svenske lærde, lærte svensk og læste finsk hos den finskfødte digter F.M. Franzén. Ved hjemkomsten var han blevet udnævnt til amanuensis ved universitetsbiblioteket og havde dermed en fast indtægt mens han hidtil havde måttet leve kummerligt af at give undervisning (bl.a. i regning). Den næste rejse var Islandsrejsen 1813-15 hvortil han fik nogen offentlig og privat understøttelse foruden fri rejse af en islandsk købmand med et af dennes skibe. Rask var i forvejen godt kendt med islandsk talesprog fra sine islandske venner i København og benyttede rejsen til yderligere at sætte sig ind i sproget og efterhånden besøge alle dele af Island for at stifte bekendskaber og samle håndskrifter (senere afleveret til universitetsbiblioteket i København); om vinteren boede han hos vennen Árni Helgason i dennes præstegård hvor han den første vinter gjorde prisopgavebesvarelsen færdig. Hjemrejsen 1815 foregik over Skotland hvor han i Edinburgh gjorde forskellige litterære bekendtskaber.

Under sit fravær var Rask 1814 blevet udnævnt til første underbibliotekar ved universitetsbiblioteket, men utilfreds med sine arbejdsvilkår i København hvor han ønskede en universitetsansættelse, og uden udsigt til at kunne få sine arbejder trykt (prisskriftet, en angelsaksisk grammatik, en svensk grammatik, en islandsk læsebog) kunne han tænke sig, hvis det ellers var økonomisk muligt, at fortsætte prisskriftets søgen efter kilden til de nordiske sprog ved at rejse til Kaukasus for at se om der i det område fandtes beslægtede sprog. En invitation april 1816 fra hans bekendt fra Sverigesrejsen, A.A. Afzelius, til at komme til Stockholm og undervise i islandsk åbnede mulighed for at påbegynde Kaukasusrejsen hvortil han havde tilsagn om økonomisk støtte fra J. v. Bülow ved foreløbig at rejse til Stockholm; han afventede dog omhyggeligt universitetsdirektionens svar på hans anmodning om orlov fra bibliotekarembedet og hans forespørgsel om en eventuel universitetsansættelse inden han traf sin endelige beslutning om at rejse, og da svaret ikke indeholdt noget om en ansættelse, men derimod tilsagn om en ynkelig lille rejseunderstøttelse – hvad Rask ikke havde bedt om – følte han sig frit stillet til at gøre gavn hvor han kunne, og rejste november 1816 til Sverige med det forsæt at tage videre til Kaukasus senere. I Stockholm blev han i over et år og fik fem bøger i trykken (Snorres Edda, Sæmunds Edda, den angelsaksiske grammatik, en svensk bearbejdelse af den islandske grammatik og en islandsk læsebog); han underviste i islandsk og studerede finsk, russisk, persisk og arabisk, dels med henblik på den videre rejse, dels for at kunne fortsætte prisskriftets sprogsammenligning mod øst, men han afslog at modtage en stilling i Stockholm eller Uppsala til dels fordi hans udgivelse af eddaerne i Sverige og rygtet om svenskernes ønske om at beholde ham havde vakt misstemning i København.

En ekstra rejseunderstøttelse, som P.E. Müller opnåede for ham ved overrækkelsen af prisskriftet til kong Frederik VI til hvem det var dediceret, gjorde det muligt for Rask, der ved samme lejlighed havde fået tildelt professortitel, at fortsætte mod de kaukasiske egne, og i februar 1818 rejste han gennem Finland til Petersborg (Leningrad). Her fik han ad litterær vej oplysninger om sprogene i Kaukasusområdet og konstaterede at det ville være spildt møje at rejse dertil. Desuden fik han mulighed for at studere sanskrit og gik i gang med at udarbejde en sanskritgrammatik (efter samme system som den islandske) og en sanskritlæsebog; hermed havde han fundet det kildesprog han søgte, og det var hans ønske at vende tilbage til København et års tid for at udgive de to sanskritbøger og derefter drage til Indien ad søvejen for at studere pali og få fat på vedahåndskrifter og buddhisternes hellige bøger, men P.E. Müller, som i mellemtiden havde fået udvirket en udvidelse af rejseunderstøttelsen til at omfatte en rejse til Indien, afviste tanken, og da Rask langt om længe fik sendt rejsepenge forlod han Petersborg så snart han kunne få etableret rejsemulighed (juni 1819). I Finland havde han truffet finske lærde som han havde opmuntret i deres interesse for finsk sprog og folkedigtning. I Petersborg udnyttede han bekendtskabet med rigskansleren grev N.P. Rumjántsev til at få ham til at bekoste udgivelsen af en finsk ordbog med forklaring på tysk og latin ved lektor G. Renwall, som Rask havde diskuteret finsk grammatik med under sit ophold i Åbo, og som i ordbogen anvendte Rasks betegnelser for de finske kasus. Rask skrev i Petersborg sin afhandling om de finske folk og sprog og deres klassifikation (trykt i Udv. Afhandlinger II, 1932-33), han optegnede aleutisk efter et par aleutiske sømænd, og han skaffede sig ved indfødte lærere yderligere viden om persisk og arabisk samt et vist kendskab til armensk.

Fra Petersborg gik Rasks rejse, som der er mulighed for at følge i hele dens udstrækning gennem notitserne i hans (ikke udgivne) dagbog, over Moskva til Astrakan hvor han gjorde ophold for at studere bl.a. persisk og kalmukkernes sprog; selve rejsen i de lejede hestevogne udnyttedes også til studium for han rejste som i sit studerekammer, og dagbogen rummer meget lidt om de landskaber og byer han rejste igennem, ligesom de personer han træffer nærmest kun er navne der omtales i deres relation til ham som værter, kuske, ledsagere, tjenere, undervisere o.l. I Tiflis gjorde han et længere ophold og det var formodentlig her han skrev udkastet til en foreløbig fortsættelse af prisskriftet (Undersøgelse om det gamle Nordiske eller Islandske Sprogs Slægtskab med de asiatiske Tungemaal, trykt i Udv. Afh. II). Rejsen til hest gennem Persien reduceres i dagbogen nærmest til bynavne: Teheran, Isfahan, Persepolis (med kileindskrifterne), Shiraz, Bushire, hvor endelig søluften lindrer hans lidelser efter det lange ridt i den værste sommerhede. Ad søvejen nåede han Bombay august 1820, og her kom han ved den engelske statholder, den lærde M. Elphinstones hjælp i forbindelse med parserne og fik mulighed for at sætte sig ind i deres gamle hellige sprog, avestisk og pehlevi, og det lykkedes ham (i første omgang for lånte penge) at erhverve den sjældne samling af håndskrifter på disse sprog som han efter sin hjemkomst afleverede til universitetsbiblioteket. Mangel på penge på grund af forsinkelser i forsendelsen forfulgte ham i øvrigt på hele rejsen som fra Bombay gik gennem det nordlige Indien over Gwalior og Benares til Gangesfloden og derefter med båd ad floden til den danske koloni Frederiksnagor (Serampore) nord for Kalkutta, det meste af tiden i følgeskab med engelske militærmissioner. Denne del af rejsen (november 1820-april 1821) blev den hårdeste og mest anstrengende; han plagedes af bylder og feber og undertiden tillige af vrangforestillinger om forfølgelse, og han formåede ikke at læse og studere; det var først i Madras, hvortil han kom med skib fra Kalkutta juli 1821, at han igen begyndte at komme til kræfter, og her afsluttede han sin afhandling på engelsk om zendsproget (avestisk) og studerede sydindiske dravidiske sprog som han konstaterede var grundforskellige fra sanskrit. Herfra gik turen med skib over den danske koloni Trankebar til Colombo på Ceylon hvor han kom til at opholde sig 30.11.1821-19.8.1822 idet et forsøg på at rejse hjem til København med skib fra Colombo april 1822 mislykkedes fordi skibet grundstødte kort efter afsejlingen; Rask måtte, heldigvis med de fleste af sine ejendele og bøger og alle sine håndskrifter i behold, vende tilbage til Colombo. Under opholdet i Colombo havde han arbejdet med pali og singalesisk (foruden med det gamle sprog elu) og erhvervet en sjælden skat af håndskrifter på palmeblade på disse sprog, og han havde fået trykt sin singalesiske skriftlære (heri også hans system til gengivelse af indiske alfabeter med latinske bogstaver); under det forlængede ophold bistod han B. Clough med ordningen af dennes materiale til en singalesisk-engelsk og engelsk-singalesisk ordbog (udg. 1821-30) og skrev kapitlet om udtalen i Cloughs Pali Grammar (udg. 1824).

Rask var efter skibsulykken hvor han havde mistet en del af sine penge i yderste pengenød, og kun beredvillighed til at hjælpe fra det danske guvernement i Trankebar og senere det danske regeringsråd i Frederiksnagor muliggjorde hans fortsatte ophold i Colombo for at vente på skibslejlighed til Trankebar og Kalkutta og senere hans hjemrejse fra Kalkutta hvor han 1.12.1822 gik om bord på et dansk skib for – syd om Afrika – at ankomme til København 5.5.1823 efter seks og et halvt års fravær; til gengæld for den modtagne pengehjælp skænkede han efter hjemkomsten sine håndskrifter fra Ceylon til Det kgl. bibliotek. Rejsen, som havde været rig på anstrengelser og sproglige oplevelser, havde tæret så meget på hans kræfter at han ligesom ikke rigtig blev sig selv mere.

Ligesom den lærde verden ved Rasks hjemkomst fra Island havde ventet en rejsebeskrivelse, imødeså man resultater af hans Indiensrejse i form af en rejsebeskrivelse eller videnskabelige værker over asiatiske emner, men Rask rejste, som han foråret 1819 fra Petersborg havde skrevet til Nyerup, ene og alene for at studere sprogene. "Dette Arbejde pålægger mig et möjsommeligt Studium af allehånde ellers fattige og næsten utilgængelige Kilder hjemme på mit Kammer. Man måtte gå en ganske modsat vej for at samle Materialer til en god Lands- eller Rejsebeskrivelse". Han havde ikke på rejsen svigtet de europæiske sprog som han "for Tidsfordriv" jævnlig beskæftigede sig med, og han fortsatte efter hjemkomsten med at skrive grammatikker over ældre og nyere europæiske sprog. Det første han publicerede var Spansk Sproglære, 1824; så fulgte Frisisk Sproglære, 1825, Italiænsk Formlære, 1827, en dansk grammatik på engelsk (1830), Lappisk Sproglære, 1832 og Engelsk Formlære, s.å., og i manuskript foreligger udkast til grammatikker over mange andre sprog.

Han fulgte således sin ungdoms store plan op, og de mange grammatikker over asiatiske og andre sprog, som han skrev udkast til på den lange rejse skal ses i samme sammenhæng, hvis endelige mål var en stor almen grammatik. Også hans pasigrafiske manuskripter hører hjemme i den forbindelse; de er forsøg på at omskrive forskellige fremmede alfabeter til det latinske alfabet med henblik på at lette sammenligningen af sprogenes lydsystemer. I tilknytning hertil kan man også betragte hans genoptagelse af skoletidsinteressen for den danske retskrivning med Forsøg til en videnskabelig dansk Retskrivningslære, 1826 hvormed han ville simplificere gengivelsen af det talte sprog i skriften og gøre den mere entydig, dog med stor hensyntagen til skrifttraditionen og ordenes etymologi, således at det praktiske resultat langtfra svarer til det teoretiske ideal, at én lyd i talen skal gengives ved ét bogstav i skriften og altid samme bogstav for samme lyd.

Rasks retsskrivningslære blev, trods de beskedne, velbegrundede ændringer, genstand for voldsomme angreb fra skrifttraditionens konservative forsvarere og bragte ham ud i opslidende polemik til mange sider; han var måske også for stejl når han ikke ville lade noget trykke i tidsskrifter medmindre det kunne blive med hans egen retskrivning, fordi han derved afskar sig selv fra publikationsmuligheder. Han arbejdede altid i disse år om ikke med andet så med at undervise (fx i engelsk) for at supplere sin gage som underbibliotekar der dog 1823 var blevet forøget med en årlig understøttelse i tre år med løfte om forlængelse hvis han udgav noget interessant vedrørende den asiatiske litteratur. Han havde imidlertid fået "lede til alt det asiatiske", og det eneste resultat af rejsen han publicerede var en dansk omarbejdelse 1823 af den i Madras på engelsk udarbejdede afhandling Om Zendsprogets og Zendavestas Ælde og Ægthed med bl.a. vigtige bidrag til tolkningen af de persiske kileindskrifter (trykt 1826 i Skand. Litt. Selsk.s Skrifter).

1825 afslog han en kaldelse til Edinburgh som bibliotekar ved Advocates' Library og blev derefter, da han søgte om en universitetsstilling i Kbh., ved siden af sin underbibliotekarstilling udnævnt til ekstraordinær professor i litteraturhistorien, uden løn, men med bibeholdelse af den ekstra årlige understøttelse. 1826 blev professoratet i orientalske sprog ledigt ved J.L. Rasmussens død, men stillingen henstod ubesat i flere år trods Rasks ansøgning om den 1826 og 1828. 1829 blev Rask overbibliotekar ved universitetsbiblioteket efter Nyerup, og endelig december 1831 blev han udnævnt til ekstraordinær professor i orientalske sprog, men modtog udnævnelsen med bemærkningen: "Jeg frygter, det er for silde" – hvad det også var. Rask havde ved udsigten til måske at kunne få J.L. Rasmussens professorat i 1827-28 beskæftiget sig en del med hebræisk og arabisk og bl.a. tænkt på at udgive en arabisk læsebog, og efter udnævnelsen til professor holdt han forelæsninger over arabisk (ikke særlig inspirerende iflg. N.C.L. Abrahams: Medd. af mit liv (1876) 179); i sin tale til universitetets reformationsfest 1832 behandlede han hvislelydenes system, særlig i georgisk, armensk og lappisk, men denne tale, som blev trykt i universitetsfestskriftet, kom han på grund af sin sygdom ikke selv til at holde. Rask døde af tuberkulose.

Årene efter hjemkomsten fra Indien 1823 havde ikke været lyse, og Rasks lidt vanskelige og efterhånden også bitre og til tider af forfølgelsesforestillinger fordunklede sind gjorde dem endnu mørkere. Personligt havde han den glæde, selv om det også voldte ham bekymringer og udgifter, at hjælpe sin yngre halvbror, H.K. Rask, frem til studentereksamen og på vej i det teologiske studium; men han sled sig op i rastløshed i disse år for planer havde han nok af, bl.a. 1824 en plan om for Videnskabernes selskab at udgive et Etymologicum Danicum (et alfabetisk ordnet udkast findes i selskabets arkiv), fra omkring 1825 stammer en afhandling Udsigt over den ironiske, indiske og malebariske Sprogklasse (trykt i Udv. Afh. II) og fra omkring 1829 hans Udsigt over de lappiske og finniske Stammers Historie og udkastet Om Lappiskens Oprindelse (begge trykt smst.). Desuden skrev han 1828, foranlediget af en akraners besøg i Kbh., sin Vejledning til Akra-Sproget på Kysten Ginea, med et Tillæg om Akvambuisk, hans eneste arbejde om et afrikansk sprog. Foruden de mange anmeldelser fra hans hånd, også i det af ham selv 1828-29 udgivne Literaturbladet, og de mange debatindlæg i anledning af fx retskrivningslæren vidner også hans initiativer inden for den nordiske filologi om hans flid i årene efter rejsen. Han havde i 1816 stiftet det islandske litterære selskab (Hið íslenzka bókmenntafjelag); i 1825 var han med til at stifte Det kgl. nordiske oldskriftselskab hvis formand han var de to første år, og han deltog selv i udgivelsen af Fornmanna Sögur I-III, 1825-27, XI, 1828, VI, 1831 og VII, 1832; han beskæftigede sig også med runeindskrifter, og endelig vendte han tilbage til det islandske. Han udgav 1830 Lestrarkver handa heldri manna börnum (en ABC- og læsebog for bedre folks børn) af hvis retskrivningsregler for samtidens islandsk det fremgår, at han nu skelner mellem det gamle islandske sprog i håndskrifterne og det nyere islandske skrift- og talesprog, mens han tidligere havde identificeret de to sprogtrin; i konsekvens heraf kaldte han derefter det gamle sprog for oldnordisk, fx i titlerne på sine to lærebøger i oldislandsk: Kortfattet Vejledning til det oldnordiske eller gamle islandske Sprog og Oldnordisk Læsebog (begge 1832); i fortalen til den første tager han afsked med det ham "i lang Tid så kære Sprogs Studium".

Disse to bøger kom til at sætte sig spor i dansk filologi som indføring i det gamle vestnordiske sprog for flere generationer af filologer, ligesom hans forslag til retskrivningsændringer gennem hans tilhængere, først og fremmest via hans skolekammerat N.M. Petersens bearbejdelse af dem i Kortfattet dansk Retskrivningslære (1837), kom til at præge senere dansk retskrivning. Det var også N.M. Petersen der med Rasks bifald skrev den sproghistorie (udg. 1829-30) der danner forbindelsen mellem de to yderpunkter Rask sammenlignede i sin afhandling om den danske grammatiks endelser og former af det islandske sprog forklarede, og som med indføling og finfølelse skrev Rasks biografi til den udgave af afhandlinger af Rask som broderen H.K. Rask besørgede (dog ikke særlig omhyggeligt) 1834-38 under titlen Samlede tildels forhen utrykte Afhandlinger I-III. Hermed sattes der Rask et minde som gjorde det klart at hans værker ud over de publicerede bøger og afhandlinger bestod i en mængde udkast til sprogbeskrivelser som ved hans død overgik til Det kgl. bibliotek og universitetsbiblioteket; en fortegnelse på over 200 Raskmanuskripter er trykt sidst i Breve fra og til Rasmus Rask III (1968).

Rask var en sjælden, udpræget teoretisk, sproglig begavelse. Han havde en fin iagttagelsesevne over for sprog, et skarpt og klart blik for sprogs grammatiske og lydlige struktur og en stærk trang til at systematisere. Han har beskæftiget sig med utrolig mange sprog, nogle meget grundigt, andre mere overfladisk, afhængigt af det (oftest skrevne) kildemateriale der stod til hans rådighed, men bortset fra islandsk, hans første og kæreste studieobjekt, lagde han ikke vægt på at kunne tale sprogene, og bortset fra islandsk, svensk og engelsk var hans praktiske sprogbeherskelse ikke særlig omfattende. Han betragtede først og fremmest sprog som forskningsobjekter og forholdt sig til dem i detaljer og som helheder som en naturforsker til naturgenstande, fx en botaniker til planteverdenen; han ville finde frem til de enkeltheder hvorudfra der kunne bringes orden i mangfoldigheden og opstilles et system, og hans skarpe blik for sprogstrukturer bevirkede at han ofte kunne få noget rigtigt ud af selv et meget begrænset og nødtørftigt materiale.

Hans formål med at beskrive sprogene efter samme princip var at kunne sammenligne og gruppere dem, og grupperingen af dem skulle bero på strukturelle ligheder og ikke (som hidtil i meget af den etymologiske forskning) på tilfældige ligheder med hensyn til ordforråd. Grundprincippet at sammenligne strukturer var kendt før Rask, men han er den første der gennemfører det på den måde og i det omfang som fx prisskriftet og hans senere sammenlignende arbejder er udtryk for. I prisskriftet sammenligner han islandsk med de forskellige europæiske sprog og finder frem til at islandsk er beslægtet med de germanske, romanske og slaviske sprog, men ikke med fx finsk, ungarsk og grønlandsk. I græsk finder han det sprog der kan repræsentere det tabte, ældste sprog hvoraf de andre kan udledes, og han får anvist fx litauisk-lettisk den rette plads i grupperingen af indoeuropæiske sprog i Europa. Under sine videre studier i Petersborg og på rejsen får han bestemt den indoeuropæiske sprogæt som helhed med en klarhed og fuldstændighed som næppe nogen anden på den tid, om end tyskeren Franz Bopp, grundlæggeren af den sammenlignende sprogvidenskab i Tyskland, samtidig arbejdede efter samme princip.

Som vigtige resultater af Rasks sprogsammenligning uden for den indoeuropæiske sprogæt kan nævnes hans behandling af de finske sprog og de ikke-indoeuropæiske sprog i Indien. I enkeltheder gør han i sine forsøg på forklaring af, hvorpå ligheder og forskelle i de sammenlignede sprog består, mange nye og fine iagttagelser, bl.a. på lydkorrespondensernes område, men han kommer også med forklaringer som ud fra et sproggenetisk perspektiv og set med sproghistorikerens øjne opfattes som forkerte. Det skyldes at det historiske perspektiv i sammenligningen ikke primært havde hans interesse hvorfor han ikke havde nogen klar og sikker sproghistorisk metode når han kom uden for historisk begrænsede områder, fx de nordiske sprog hvor sprogsammenligning og sprogudledning takket være en viden om sprogenes historiske forbindelse i stor udstrækning måtte føre til samme resultat.

Hvis man tager Rask til indtægt for den genetiske sprogsammenligning alene yder man ham ikke fuld retfærdighed, heller ikke hvis man udelukkende betragter ham som repræsenterende den typologiske sprogsammenligning; den skelnen mellem to retninger af hvilke den første rendyrkedes i 1800-tallets komparative lingvistik, den sidste i 1900-tallets strukturalisme eksisterede ikke på Rasks tid, og elementer af begge indgår i hans sprogsammenligning.

Inden for den sammenlignende sprogforskning kom Rask til at stå i skyggen af Franz Bopp og Jacob Grimm, dels fordi hans prisskrift blev trykt sent og på dansk hvorved mange af dets resultater tidligst indirekte kom frem ved J. Grimms benyttelse af det til Deutsche Grammatik, 2. udg. 1822, dels fordi så mange af hans forskningsresultater ikke nåede ud over udkast- og manuskriptstadiet, og det i så fald var tilfældigt om enkeltheder nåede ud til en større kreds; hans bidrag til tolkningen af kileskriften i Persepolis nåede således via et brev til Nyerup fra Indien 1821 frem til biskop F. Münter og blev af denne viderebragt til Silvestre de Sacy i Paris og dermed til offentliggørelse i Journal Asiatique II, 1823. Størst betydning i samtiden fik han som grundlægger af den nordiske filologi og af nordisk sprogvidenskab, begge funderet i hans arbejde med islandsk-oldnordisk. Dernæst har hans angelsaksiske grammatik fra 1817, som kom i en revideret udgave i engelsk oversættelse 1830, haft grundlæggende betydning for studiet af oldengelsk også i England. "Bondens Søn fra Fyn", som han kalder sig selv i et brev til P.E. Müller da man var på nippet til at beskylde ham for landsforræderi i anledning af hans udgivelser i Sverige 1817-18, forblev sit fædreland og det danske sprog tro selv om han kunne være blevet mere berømt ved at skrive på fremmede sprog; også sit fynske mål har han sat et mindesmærke med samlinger til en fynsk ordbog og et udkast til en fynsk grammatik og en fynsk (fonologisk rigtig) retskrivning (udg. som De fynske Bønders Sprog, 1938). Sentensen "Sit Fædreneland skylder man alt, hvad man kan udrette" som pryder hans gravmæle, og hvormed han efter sigende skal have afslået kaldelsen som bibliotekar til Edinburgh omslutter hans liv ved at række tilbage til Peder Syvmottoet i hans første bog, den islandske grammatik 1811: "Man bør jo dog først at vide sit Fædreneland og dets Sprog nogen Ære". Rask blev 1979 mindet ved Rask-Hjelmslev-symposiet på Københavns universitet i anledning af universitetets 500 års-jubilæum; Louis Hjelmslev havde planlagt at skrive en udførlig Rask.biografi "Rasmus Rask, his life and works", men nåede det ikke inden sin død.

Familie

Født i Brændekilde ved Odense, død i København (Frue), begravet sammesteds (Assistens). Forældre: skrædder og husmand Niels Hansen Rasch (1749-1810, gift 1. gang 1778 med Gertrud Jørgensdatter, ca. 1750-79, gift 3. gang 1802 med Anne Cathrine Henriksdatter, 1768-1846, gift 2. gang 1811 med Peder Christensen (ægteskabet opløst), gift 3. gang 1825 med aftægtsmand Hans Hansen, 1773-1835, gift 1. gang med Anne Margrethe Jensdatter, ca. 1782-1814, gift 2. gang 1814 med Kirstine Marie Hansdatter, ca. 1781-1825, enke efter Peder Rasmussen) og Birthe Rasmusdatter (1752-1801). Ugift.

Ikonografi

Stik 1818, efter dette litografi og flere træsnit. Mal., formentlig forestillende Rask, tilskrevet Hans Hansen. Litografi 1844, efter dette flere litografier og træsnit. Træsnit af H.P. Hansen, 1879. Statue af A. Poulsen, 1882 (Fyns stifts mus., Odense), gengivet i træsnit, statuette af samme udst. 1887. Buste af Th. Stein, 1888, i marmor ved E.H. Bentsen, 1909 (Fr.borg) samt i bronze (univ. bibl.s 1. afd., Kbh.). Medalje af W.P. Larsen, 1936. – Frimurermedalje 1822. Gravmæle af M.G. Bindesbøll, 1841. Mindesten i Brændekilde 1887 og på Dantes plads i Kbh. 1939. Mindeplade Badstuestræde 17, Kbh.

Bibliografi

Bibliografi i Rasmus Rask: Udv. afhandl. III, 1935 337-85, suppl. i Breve fra og til Rask III, 1968 512f (jfr. Marie Bjerrum i Historiographia linguistica, Amsterdam 1980).

Udg. Udv. afhandl., udg. Louis Hjelmslev I-III, 1932– 35.

Kilder. Breve fra og til Rasmus Rask, udg. Louis Hjelmslev og Marie Bjerrum I-III, 1941-68.

Lit. N.M. Petersen i Rasmus Rask: Saml. afhandl. I, 1834 1-115 (også i Biogr. archiv I, 1841 193-274 og i N.M. Petersen: Saml. afhandl. I, 1870 217-344). L.F.A. Wimmer: Rasmus Kristian Rask, 1887. F. Rønning: Rasmus Kristian Rask, 1887. Samme: Fire fynske bøndersønner, 1898 (2. udg. 1919). Björn Magnússon Ólsen: Rasmus Kristian Rask, Reykjavik 1888 (særtryk af Tímarit hins íslenzka bókmentafélags IX, s.å.). Otto Jespersen: R. R., 1918. Holger Pedersen i Rasmus Rask: Udv. afhandl. I, 1932 I-LXIV. Poul Andersen i Fra Rask til Wimmer, 1937 7-33. Samme i Rasmus Rask: De fynske bønders sprog, 1938 = Udv. for folkemåls publ. Serie A II. Paul V. Rubow: Epistler, 1938 71-78. Louis Hjelmslev i Store danske personligheder, udg. Aage Bertelsen II, 1949 174-85. Samme: Essais linguistiques II, 1973 = Travaux du cercle linguistique de Copenhague XIV. Marie Bjerrum: Rasmus Rasks afhandl. om det danske sprog, 1959. Paul Diderichsen: Rasmus Rask og den grammatiske tradition, 1960 = Vidensk. selsk. Hist.-filos. medd. XXXVIII, 2 (tysk overs. 1976). Ove K. Nordstrand i Fund og forskn. VIII, 1961 53-78. Povl Skårup: Rasmus Rask og færøsk, 1964 = Færoensia VI. Gryt Ant Piebenga: Een studie over het werk van Rasmus Rask, Groningen 1971. T. L. Markey i Rasmus Rask: A grammar of the Icelandic or Old Norse tongue, Amsterdam 1976 = Amsterdam studies in the theory and hist. of linguistic science. Serie 1, 2. Københavns universitet 1479-1979, red. Sv. Ellehøj IX, 1979. Typology and genetics of language, 1980 = Travaux du cercle linguistique de Copenhague XX 10-36.

Papirer i Kgl. bibl. (brevreg. og håndskriftkat. i Breve fra og til Rask II, 1904 og III, 1968).

Kommentarer (2)

skrev Jens Juhl Jensen

"(Leningrad)". Denne parentes er overflødig.
Der mangler en henvisning til Kirsten Rasks bog "Rasmus Rask. Store tanker i et lille land". Gads Forlag 2002.

svarede Jacob Hald Pedersen

Denne artikel om Rasmus Rask stammer fra Dansk Biografisk Leksikon, 1979-1984. Redaktionen på lex.dk ændrer ikke i indholdet (bortset fra helt oplagte fejl i digitaliseringen). Her på sitet kan man læse - som i de trykte bøger - de originale formuleringer.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig