Richiza, Regitse, Rixa, d. før 27.10..1308, fyrstinde af Werle. R.s trolovelse med Nicolaus af Werle kom i stand i den hensigt at få ordnet nogle arvekrav han havde på gods i Danmark. Det hedder i Ernst von Kirchbergs rimkrønike at hun fire år gammel blev sendt til Mecklenburg for at opdrages i cistercienserklostret Doberan. Mere sandsynligt er det dog at hun var hos cisterciensernonnerne i Hellig kors klostret i Rostock som hendes farmor Margrete Sambiria og fyrsterne af Werle havde doteret. Doberan var et mandskloster med streng klausur. Da R. og Nicolaus var beslægtede i 4. grad fik de dispensation til deres giftermål ved bulle af 22.9.1291. 1301 og 1303 besegler hun breve, 27.10.1308 stifter Nicolaus sjælemesser for hende. – R. havde i sit ægteskab en søn Johan og en datter Sophie som 1310 blev trolovet med den svenske hertug Erik Magnussen. Denne gik imidlertid fra sit ord for at kunne gøre et politisk mere fordelagtigt parti, og Sophie blev sendt hjem fra Sverige; men Erik måtte ved en overenskomst erklære at bruddet ikke hidrørte fra nogen for hende uhæderlig grund og bøde en stor sum penge. Kort efter ægtede hun grev Gerhard af Holsten. Gennem Sophie blev R. stammoder til den oldenburgske kongeslægt.

Familie

Forældre: kong Erik Klipping (1249–86) og Agnes af Brandenburg (død 1304). Gift mellem 1291 og 1301 med fyrst Nicolaus af Werle, død 1316, s. af Johan af Werle-Parchim (død 1283) og Sophie. – Søster til Christoffer II, Erik Menved og Margrete (død 1341).

Bibliografi

Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig