Margrete Sambiria

Margrete Sambiria, d. efter 4.12.1282, dronning. Død i Rostock, begravet i Doberan. Christoffers brødre var gift med prinsesser af Sachsen og Holsten, men hvorvidt hans eget ægteskab med M. har skullet opveje eller supplere disse alliancer vides ikke. Sambor I's magtstilling var imidlertid i vækst i disse år, og da M. efter Christoffers død 1259 indtog en betydningsfuld magtstilling i Danmark optrådte ikke blot Sambor, men også en tid Albrecht af Braunschweig ved hendes side i kampen mod dem der ville styrte Christoffers slægt og give den danske krone til Abels efterkommere. M. var sjælen i denne overlevelseskamp i det mindste indtil sønnen Erik Klipping kom til skels alder. Hun søgte uden held at forhindre ægteskaberne mellem Erik Plovpennings døtre Ingeborg og Sophie og henholdsvis Magnus (Lagabøter) af Norge og Valdemar Birgersson af Sverige. De to yngste af Eriksdøtrene, Jutta og Agnes fik hun derimod til at give deres fædrenearv til det nystiftede Roskilde Agnete kloster og selv indtræde deri, selv om de senere rømte af klosteret. – Som enke arvede M. striden med ærkebiskop Jakob Erlandsen; hun blev straks tvunget til at frigive ham af det fængsel, hvori Christoffer netop havde sat ham, men det skyldes givetvis hendes og hendes embedsmænds snilde, at udgangen på processen for pavestolen blev så fordelagtig for kongemagten som den blev. I Christofferlinjens overlevelseskamp indgik også bestræbelserne på at opnå helgenkåring af Erik Plovpenning (fordi dette ville stemple Abel som brodermorder og usurpator). Disse bestræbelser var indledt i Christoffers sidste år men førtes dygtigt videre af M., skønt de aldrig kom til den endelige afslutning. M. har ligeledes i første halvdel af 1260'erne været langt i at opnå pavelig autorisation af en utraditionel tronfølgeordning i Danmark hvorved Erik Klippings kvindelinjer skulle nyde forrang for kongeslægtens øvrige mandslinjer. Efter slaget på Lohede i sommeren 1261 faldt M. i holstenernes fangenskab sammen med den unge Erik Klipping; hun løslodes året efter, ved Albrecht af Braunschweigs mellemkomst, mens kongen forblev i brandenburgernes varetægt indtil 1264. 13.5.1266 overlod Erik Klipping sin moder landene Estland og Virland på livstid, og kort efter har hun (ifølge Niels Skyum-Nielsens undersøgelser af de breve hun udstedte) etableret sig med sin egen administration på Nykøbing slot, hvorfra hun styrede disse lande, men også jævnligt deltog i rigspolitikkens førelse.