Robert Watt

Robert Watt, 28.10.1837-11.6.1894, forfatter, teaterdirektør. Født på Holmstrupgård ved Århus, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). W., hvis farfar var skotte, gik i realskolen i Århus hvor han startede sit bevægede liv som handelslærling, men tyve år gammel rejste han til Australien og tilbragte der tre udviklingsrige år i vidt forskellige erhverv, fra taskenspiller til diligencekusk. Da han kom tilbage ville han være skuespiller hvortil han havde ydret, men oplevelserne ude i det fjerne nybyggerland førte ham gennem livlige og letlæste skildringer (i Illustreret Tidende) ind på forfatterbanen, og 1862 forelå hans første bog Fra Australien der n.å. fulgtes af I Verandaen, begge under pseudonymet Bob. Han blev nu oversætter (bl.a. af W. Thackerays Snobberne, 1864 og Edgar Allan Poes Phantastiske Fortællinger, 1868, senere af Bret Harte og Mark Twain) og "flyvende korrespondent" for Dagbladet, en dengang ny form for journalistik i dansk presse; han drog ud i Europa med Paris som hovedsæde og hjemsendte sine indtryk i breve og i føljetoner til bladet. Siden samlede han artiklerne til bøger der blev meget læst, især Pariser-Fotografier, 1865 (ny række 1874) og Igjennem Europa, 1866; senere fulgte i anledning af prinsesse Dagmars bryllup Breve fra Rusland, 1867 og Fra Ægypternes Land, 1870, hvortil Peter Hansen og Henrik Ibsen var hans medrejsende, og hvori Suezkanalens åbning var hovedtemaet. Blandede skildringer er Kjøbenhavn-Melbourne-Paris, 1867, mens Mit Album, 1869 indeholder små noveller. Hjemme startede han 1866 ugebladet Figaro der to år senere blev til Dagens Nyheder, med W. som redaktør til aug. 1871. Så rejste han igen ud, urolig i sindet som han var; denne gang til USA hvor han overværede Chicagos brand. Hinsides Atlanterhavet I-III, 1872-74 blev frugten af denne rejse. W. gik ikke i dybden i sine skildringer, men svømmede stilistisk ovenpå med sin friske pen, sit hurtige hoved og gode humør. Nu forekommer hans stil overfladisk, ikke alene skabt af øjeblikket, men også for øjeblikket; han skal have virket betydeligere som mundtlig fortæller. H. C. Andersen, der 1867 tog ham til ledsager på sin anden rejse til verdensudstillingen i Paris priste i et digt hans trækfugletrang.

1876 forlod W. journalistikken og blev direktør for Folketeatret som han ud fra sit venskab med dets afdøde grundlægger H. W. Lange og sit kendskab til tilsvarende scener i udlandet havde gode betingelser for at kunne lede. Året forud havde han udgivet sine bearbejdelser af dramatiske småting under titlen Fra Scenen. Folkeskuespillet Gamle Ungkarle, farcerne Pariserliv og Niniche og operetten Flagermusen karakteriserede hans heldige otteårige styre, under hvilket han fik F. L. Høedt til at bistå ved instruktionen og ikke veg tilbage for at opføre Bjørnstjerne Bjørnsons Leonarda, men da en konkurrence var skabt ved Dagmarteatrets åbning og "stukperioden" stod for døren trak W. sig 1884 klogeligt bort fra ledelsen mod en afståelsessum på 80 000 kr. 1886 blev han direktør for Tivoli hvor hans fantasi og kendskab til forlystelseslivet i storbyerne frit kunne udfolde sig, og som han styrede til sin død. Mindre held havde han med sin ledelse af Casino i sæsonen 1890-91. W. var en livfuld, charmerende selskabsmand med en international air parret med dansk lune over sin person og megen evne til at omgås mennesker. Hans indsats repræsenterede et udviklingstrin i dansk journalistik. I sine forskellige stillinger var han den ledende i underholdningsbranchen, ikke Georg Carstensen ulig, men mere forsigtig i sine dispositioner; der lød mange gode ord til hans ære ved hans død.