Søren Svendsen, Søren Christensen Svendsen, 15.11.1859-25.2.1934, politiker. Født i Nøddelund, Gulev sg, død i Bjerringbro, begravet i Gulev. S. påvirkedes fra 14-års alderen af Lars Bjørnbaks taler og avis og var 1879–80 elev på hans højskole i Viby. Meget tidligt måtte han overtage fødegårdens drift som bestyrer. Han ejede den fra 1882 og solgte den 1906 og blev husejer i Bjerringbro. Den bjørnbakske indflydelse og en stærk påvirkning af Indre mission blev hans åndelige grundlag. Han var i provisorieårene talsmand for skattenægtelse og formand for sin egns riffelforening, men skuffedes over at venstres førere ikke lod aktiv handling følge de stærke ord mod J. B. S. Estrup. 1890 valgtes S. til folketinget i Søndervingekredsen og sluttede sig til det moderate venstre. Som tilhænger af det storpolitiske forlig 1894 faldt han ved valget 1895, men var valgt i Vinderupkredsen 1898–1906 og i Rudsvedbykredsen 1910–26. Han indtog blandt sine partifæller i venstre en vis særstilling som missionsmand og var en streng puritaner. Han talte gerne for fremme af ædrueligheden og for totalafholdenhed og var som sparepolitiker på vagt over for administrationens udgifter og bekæmpede statsstøtte til Det kgl. teater. Ved sin jævne dygtighed kunne han gøre sig gældende i en tid da venstre og landbruget havde en stærk position i rigsdagen og var medlem af landbokommissionen af 1911 og lønnings-kommissionen af 1917 og sit partis ordfører for lønningsloven 1919 og formand for lønningsudvalget 1920–24.

Familie

Forældre: gårdejer Christen Iversen (1817–71) og Dorthe Cathrine Sørensen (1826–1915). Navneforandring efter morfaderen fra Christensen, Søren Svendsen 20.8.1905. -7.10.1881 i Hjorthede med Mette Mathilde Christensen, født 22.2.1859 i Hjorthede, død 10.5.1902 i Nøddelund, d. af gårdejer Christen C. (1829–1916) og Mette Cathrine Mogensdatter (1837–1919).

Udnævnelser

R. 1927.

Ikonografi

Afbildet på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Foto.

Bibliografi

S. S. i Tiden VI, 1915 170f. – N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 432–34. J. P. Jensen i Fra Holbæk amt, 1924 124–27. Sorø amtstid. 26.2.1934. Viborgs stifts folkebl. s.d., 28.2. og 5.3. s.å. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig