Sofie Rostrup

Sofie Rostrup, 7.8.1857-25.1.1940, entomolog. Født i Sønderholm ved Nibe, død på Frbg., urne på Frbg. kgd. R. viste tidligt interesse for selvstændigt arbejde, tog kommunelærerindeeksamen 1879, studentereksamen (privat dimitteret) 1884 og 1889 magisterkonferens i naturhistorie som den første kvinde i Danmark. Hun valgte entomologien til speciale, en interesse hun havde fået gennem sit bekendtskab med J. C. Schiødte for hvem hun livet igennem bevarede en stor beundring. Vel under påvirkning også af svigerfaderen plantepatologen Emil Rostrup fik hun interesse for samspillet mellem insekter og planter og skrev efter omfattende indsamlinger en dansk gallefortegnelse 1896 og senere (1900) en behandling af de grønlandske galmider. Det blev imidlertid den side af entomologien der vender ud mod praksis hun kom til at vie sit liv. Hun blev pioner inden for arbejdet med landbrugets og havebrugets skadedyr på et tidspunkt hvor man heller ikke i udlandet i tilstrækkelig grad havde fået øjnene op for hvor mange værdier der kunne spares ved et indgående kendskab til de skade-forvoldende dyrs levevis. 1896 begyndte hun med ministeriel støtte og som hjælper for sin svigerfar i dennes konsulentvirksomhed sine livet igennem fortsatte rejser med tog og cykel rundt i landet for ved selvsyn at danne sig en oversigt over skadedyrene og deres skadelighed, foreløbig blot landbrugets; og allerede 1900 kom resultatet i form af den både righoldige og overskuelige Vort Landbrugs Skadedyr blandt Insekter og andre lavere Dyr der med lige stort udbytte lod sig benytte af praktikeren og forskeren, og som kom i fem danske og en tysk udgave, indtil mere moderne oversigter nu har afløst den. R. levede på en tid hvor kemiske bekæmpelsesmidler ikke spillede den rolle for landbruget de senere kom til, og hendes indsats er derfor endnu mere beundringsværdig fordi den hviler på en bekæmpelse baseret på et indgående kendskab til skadedyrenes biologi.

Da De samvirkende danske landboforeninger 1907 oprettede en plantepatologisk forsøgsvirksomhed, som 1913 overtoges af staten blev R. knyttet dertil som zoologisk konsulent; fra 1917 blev også havebrugets skadedyr inddraget, og 1919 blev hun leder af den da meget udvidede zoologiske afdeling af Statens plantepatologiske forsøg. Først nu kunne hun opgive den virksomhed som naturhistorielærer ved københavnske skoler hun siden 1879 havde været nødt til at have, og helt hellige sig forsøgsvirksomheden fra hvilken hun dog allerede 1927 måtte trække sig tilbage. Hun havde da opnået i sine talrige afhandlinger, oftest trykt i Tidsskrift for Planteavl, og i sine årlige skadedyrsoversigter at øge kendskabet til en lang række skadedyrs, mest insekters, biologi; hendes undersøgelser over fritfluen, brakfluen, bedelusen, "ålene" (rundorme) og mange andre er forbilledlige ved deres lykkelige forening af videnskabelig indstilling og praktisk sans. Og samtidig havde hun på sine rejser ved sin ligefremme og naturlige optræden – hun var en elskelig dame med meget lune og et stykke af en humanist – skabt den nære kontakt mellem landmanden og forsøgsinstitutionen som er den grundvold hvorpå al skadedyrsforskning må bygge. Hun var æresmedlem af de entomologiske foreninger i Stockholm (fra 1928) og Kbh. (fra 1937). Sin meget store gallesamling gav hun til Zoologisk museum.