Sophie Caroline, 31.3.1707-7.6.1764, fyrstinde af Ostfriesland. Død på Sorgenfri, begravet i Roskilde domk. Efter fyrst Georg Albrechts død 1734 kom Sophie Caroline i økonomiske vanskeligheder, og med glæde modtog hun en indbydelse fra svogeren Christian 6. til at rejse til Danmark. 1735 kom hun til landet og tog foreløbig ophold på Fredensborg; senere vendte hun en kort tid tilbage til Ostfriesland, men fra 1740 tog hun varigt ophold her og boede på Sorgenfri slot. Christian 6. viste hende stor opmærksomhed, hvilket gav anledning til mange rygter, og flere år senere hævdede en kvinde (Anna Sophie Magdalene Frederikke Ulrikke) at være en frugt af denne forbindelse. Sagen blev overgivet til en kommissions undersøgelse, og påstanden pure afvist. Med Christian 6.s interesse for fyrstindens person var forbundet et stærkt ønske om at komme til at arve i hvert fald en væsentlig del af fyrstendømmet Ostfriesland, og J.H.E. Bernstorff blev udsendt for at forhandle denne delikate sag med den hannoveranske regering. Forhandlingerne var langvarige, men resultatløse. Fyrstinden levede meget tilbagetrukkent og omtaltes af samtiden som en elskværdig og vindende personlighed.

Familie

Forældre: markgrev Christian Henrik af Brandenburg-Kulmbach (1661–1708) og rigsgrevinde Sophie Christiane af Wolfstein (1667–1737). Gift 8.12.1723 på Pretzsch med fyrst Georg Albrecht af Ostfriesland, født 13.6.1690 i Aurich, død 11.6.1734 på Sandhorst (gift 1. gang 1709 med Christine Louise af Nassau-Idstein, 1691–1723), s. af fyrst Christian Eberhard (1665–1708) og Eberhardine Sophie af Oettingen (1660–1700).

Ikonografi

Mal. (forhen Ermitage, Altes Schloss, Bayreuth). Mal. (Rosenborg). Mal. tilskrevet A. Brünniche ca. 1745 (bl.a. Fr.borg). Mal. formentlig forestillende S. C. (sst.). Min. (sst.). Stik af M. Tyroff. Fantasiportræt i træsnit 1891.

Bibliografi

Kabinetsstyrelsen i Danm. 1768–72, udg. Holger Hansen I, 1916 57f. – Tileman Dothias Wiarda: Ostfriesische Gesch. VII, Aurich 1797 500–02. L. Koch: Kong Chr. VI's hist., 1886 320f. H. L. Møller: Kong Kr. VI og grev Kr. Ernst af Stolberg-Wernigerode, 1889. Aage Friis: Bernstorfferne og Danm. I, 1903 85; II, 1919 28 286 303.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig