Svend Pallis

Svend Pallis, Svend Aage Frederik Dichmann Pallis, 15.6.1894-6.1.1972, orientalist, religionshistoriker. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). P. blev student 1912 fra Østre borgerdydskole. Ved universitetet optog han studiet af religionshistorie under Vilh. Grønbech, hvis personlighed og forskning betog ham stærkt og kom til at øve afgørende indflydelse på hans udvikling. Som speciale inden for religionshistorien valgte han semitiske religioner og kom derigennem tillige ind på studiet af forskellige semitiske sprog, hebraisk og mandæisk (under F. Buhl), syrisk (under Johs. Pedersen) og assyrisk (under O. E. Ravn). Efter magisterkonferens i sammenlignende religionshistorie 1918 var P. 1919-27 lærer i religionshistorie ved Statens lærerhøjskole, vikar ved Det kgl. bibliotek 1918-20, bibliotekar sst. 1920-42 og professor i religionshistorie ved Kbh.s univ. 1943-64. Han var formand for organisationen af fagligt uddannede tjenestemænd ved statens arkiver, biblioteker og museer 1932-36. 1919 udkom hans disputats Mandceiske Studier I hvori han brød med Wilhelm Brandts genetiske system for den mandæiske religions udvikling og afviste Mark Lidzbarskis hypotese om mandæernes vestlige oprindelse. I en indholdsmæssigt omtrent uforandret udgave udkom afhandlingen på engelsk 1926. I den engelske udgave var der ikke taget hensyn til professor Lidzbarskis anmeldelse af Mandæiske Studier I i Orientalistische Literaturzeitung XXV, 1922 sp. 52ff. Sammen med Brandt og T. Nöldeke var Lidzbarski en afgrundlæggerne af studiet af mandæisk, og en hensyntagen til denne anmeldelse havde vel været rimelig. I stedet valgte P. at tage til genmæle med et Reply to Mr. M. Lidzbarski; dette svar fremkom i Nordisk Tidsskrift for Filologi 4.rk. X (1922) 154-56, efter at redaktionen af det nævnte tyske tidsskrift havde afvist at offentliggøre P.s indlæg. I fortsættelse af disputatsen udgav P. 1933 sit Essay on Mandaean Bibliography 1560-1930, en bibliografi over omtalen og studiet af mandæerne. Her tilvejebragtes meget nyt stof fra 16- og 1700-årenes lærdomskredse. 1926 udgav P. en større undersøgelse af den babylonske nytårsfest, The Babylonian Akitu Festival (Vidensk. Selsk. Hist.-filol. Medd. XII, 1). Han anlagde her moderne religionshistoriske synspunkter ved tolkningen af et akkadisk (babylonsk-assyrisk) materiale der rummede værdifulde bidrag til forståelsen af denne kulturs religiøse tankesæt. Blandt P.s øvrige litterære arbejder bør nævnes den store og smukke bog Chronology of the Shub-Ad Culture, 1941 hvor han forsøgte en datering af de store gravfund i Ur (Sir Leonard Woolleys berømte udgravninger) og foreslog en ny babylonsk kronologi med året 2185 f.Kr. som Hammurabi-dynastiets begyndelse. Som forskningen har vist holder disse dateringer ikke stik, men på grund af udbruddet af anden verdenskrig og Danmarks besættelse var P. afskåret fra at drage nytte af de dengang nyeste undersøgelser og resultater. – Med henblik på det læsende publikum udgav han 1948 Babylonisk Kultur og 1958 Akkadisk og sumerisk; 1956 havde han udgivet The Antiquity of Iraq. A Handbook of Assyriology, et stort anlagt værk med mange nyttige oplysninger og litteraturhenvisninger. – P. var medlem af Det danske sprog- og litteraturselskab siden 1919; kasserer og sekretær i Orientalsk samfund 1920-46. 1959 modtog han Munksgaard-prisen.