Troels Troels-Lund

Troels Troels-Lund, Troels Frederik Troels-Lund, 5.9.1840-12.2.1921, historiker. Født i Kbh. (Frue), død sst., urne på Frbg. kgd. T. var ætling af en selvfølende jysk bondeslægt, der omkring 1800 bosatte sig i Kbh. Den tyngedes af en slægtsforbandelse i kraft af forgængeres ulydighed mod Gud, men æggedes også af en fælles forjættelse om en stor fremtid, svarende til den strålende fortid, hvor stamfaderen, som det hed, blev slået til ridder for tapper kamp mod tyskerne. T. fandt siden, at troen på folkets fortsatte enhed og på hans ret til at tolke dets erindring næredes af troen på denne slægt som en vigtig del af folkeånden. Denne opfattede han senromantisk som "en blanding af far og mor og alt det bedste, du har set .... og tænkt", og placerede den imellem slægtens jordbund og Gud. -Som barn fik han tre store forbilleder, alle præget af slægtsarven. Den initiativrige mor, der bandt ham hårdt og varigt til sig ved sin humørfyldte, venlige, men noget autoritære opdragelse; "onkel Wilhelm" (P. W. Lund), som lignede T.s blide, drømmende, naturglade far, men modsat denne fulgte det dragende kald mod naturstudiet og derfor i Brasiliens klippehuler blev både faderens og T.s store ideal. Endelig den børnekære, spendereglade "onkel Søren" (Kierkegaard), der siden drog T. ved sin stærke fordring til den enkelte.

T. blev som familiens yngste kælebarn både i det velbjærgede hjem på Gammeltorv der dyrkede J. P. Mynster og B. S. Ingemann og på v. Westens institut. Han forstod trods dovenskab i skolen både at behage de voksne og at følge sin egen lyst Han blev holdt ude fra de ældre søskendes og forældrenes problemer og savnede hyppigt sin mors kærlighed. Til gengæld tumlede han sig oftest alene hele sommerhalvåret i den dejlige natur omkring Gl. Bakkehus. I Søndermarken fik han sit hemmelige rige i en hule, blev ét med alt og levede, som han siden fandt, mytisk, som folket i dets sagntid. Efter en lang både beskyttet og meget fri barndom begyndte T. 1855 af egen drift pludselig intense studier og følte sig snart kaldet til ensom digter i romantisk platonisk ånd: "Den jordiske kærlighed er kun et skin, hvorved vi titte i himmelen ind" (1856). Student 1858 valgte han, snarest efter moderens ønske, at studere teologi. Han foretrak dog græsk filosofi og dansk senromantisk digtning, mens han i den Nutzhornske bande (se F.v. N.) dyrkede venskab med bl.a. Julius Lange og Georg Brandes. Efter en tid indså han det epigonagtige i sin egen digtning hvor han i tidens ånd lod sine kongelige helte fra middelalderen modsat de bagstræbende adelige arbejde for den nationale og skandinaviske samling som han lod betyde meget mere for kongerne end personlige sorger. Derefter blev han indfanget af filosofien, og året efter sin teologiske embedseksamen 1866 udgav han under pseudonym det eksistentielle essay Paa Vandring. Det viste dele af den krise, ofte i en ophedet atmosfære, der udløstes da hans problematiske tryghedsklippe, moderen, døde 1859. Den næredes ved katastrofen 1864 og hans kære bror Peter Severins fald på Als og blev først til at leve med fra begyndelsen af 1870erne da han omsider fandt sit kald som historiker. Under krisen blev han sig væsentlig bevidst gennem Kierkegaard, men tog afstand fra onkelens religiøse stadium på grund af dets isolering af troen fra den verdslige kultur. Ikke underligt blev den i barndommen så forkælede og ansvarsfrie T. varigt stikkende i J. L. Heiberg og det æstetiske stadium, siden manifesteret i en ubevidst hang til malerisk udpensling af ydre glimrende ting næsten for maleriets egen skyld.

Imidlertid vendte T. sig fra den livsfjendske og dogmefyldte kristendom og søgte tilknytning til de gamle grækere, der som harmoni mellem det sanselige og åndelige var optaget af jeg'et og nydelsen. Herfra vandrede T. til det etiske stadium og dyrkede folket og begejstringen. 1864 fik ham til at nærme sig et realistisk stade, ifølge hvilket naturen, folket og menneskets sjæl skulle undersøges videnskabeligt. Vandringen endte dog religiøst, men anti-Kierkegaardsk, ved at udtrykke gudsforholdet som panteistisk kærlighed til naturen og medmennesket. At Gud var kærlighed forstod man ikke' ved at se opad, men indad og leve i harmoni med sin daimon. Det var, hvad T. selv forsøgte og lod Sokrates gøre i sine intense Platonstudier sammen med vennen Harald Høffding. De endte i et opgør med Kierkegaards opfattelsej af Sokrates som ironikeren i disputatsen Om Sokrates' Lære og Personlighed, 1871, men viste samtidig at T. selv var havnet i en uforløst spænding mellem Platon og Kierkegaard, mellem skønhed og sandhed, kunst og videnskab, idé og virkelighed, tro og viden.

Denne spænding bidrogttil at knuse de intense helhedsbestræbelser i hans senere forfatterskab, og til at gøre hans historiesyn alt for afhængigt af hans personlige forhold. Modsat vennen Georg Brandes kunne eller turde han ikke vælge mellem modermælkens dualistiske senromantik og den frembrydende monistiske naturalisme, som han derfor fik et tvetydigt forhold til. Over for Brandes indrømmede' han da også, at hans "mening ikke (var) fuldt og klart udviklet på mange afgørende punkter", og det pinte ham at historismens udviklingslære blev til darwinisme, og at kampen mod kirkelæren hos den "frie tankes" forkæmpere udartede til ateisme. Disse viste tilmed despekt for kongemagten og borgerskabet og mødte ikke som børn af huset, men under fremmede faner, idet de sugede næring af den progressive socialt bevidste franske naturalisme fra 1830'erne. Over for onkel Wilhelm priste han sig (26.10.1872) da også lykkelig over at Danmark ikke havde en særlig stor fabriksarbejderbefolkning, og at husmændene var spredt over hele landet så Danmark forhåbentlig lettere kom over de socialistiske storme der truede den civiliserede verden.

Den manglende sammenhæng i livsanskuelsen truede T. mentalt, men han holdt sig oppe ved en skånselsløs borgerlig arbejdsdisciplin, præget af faderens eksempel. Den passede dog uden tvivl den halvkusine han ægtede 1868. Hun lignede moderen og bidrog ved sin mistænksomhed over for mennesker til at trække den ellers åbne og villet naive T. bort fra den også for ham selv efterhånden problematiske nære kontakt med omverdenen. Problemerne med livsanskuelsen gjorde det naturligt at T. forlod filosofien hvor der heller ingen stillinger var, og at han fandt sin forjættende fremtidsgerning som historiker da han 1870(–75) fik stipendium ved gehejmearkivet og blev sat til at registrere adelsbreve fra renæssancen. En tid opnåede han nemlig en art forløsning ved at flygte til den konkrete fortid, til den solfyldte ensomhed på arkivet og til en videnskab næsten for videnskabens skyld, demonstreret med stor kildekritisk skarpsindighed i afhandlinger om detailproblemer i Historisk Tidsskrift (1872-74). Men helhedstrangen stod ham fortsat i hovedet. Derfor planlagde han et stort værk om Danmarks sidste politiske storhedstid under Frederik II og Christian IVs første år, angiveligt for at trøste og modne det af 1864 og Tysklands sejr over Frankrig 1870 nedslåede danske folk. Hans fortsatte forankring i barndommen og dermed i den solbeskinnede embedsmandsklasse hindrede ham imidlertid både i at komme nær nok den illusionsfrie og strengt empiriske verdensanskuelse, der var brug for oven på nationalliberalismens fallit, og i at værdsætte behovet især for folkets politiske og sociale frigørelse. Det meste af 1870erne koncentrerede han sig da også tysk-idealistisk inspireret om de isolerede politiske begivenhedsforløb og modspillet mellem de gådefulde enere (Historiske Skitser, 1876, Mogens Heinesøn, 1877). Disses personlige udvikling bidrog han dog ikke rigtigt til at afdække, idet han ud fra en præromantisk psykologi stort set nøjedes med at vise, hvorledes de i kraft af almenmenneskelige faste egenskaber som brutalitet, kløgt og overilethed dels sejrede, dels led nederlag. Disse personer tillagde han samtidig afgørende betydning for historiens gang, således i afhandlingen om Peder Oxe der gjorde Danmark til stormagt, og hvis betænkelige karaktertræk af den grund blegnede.

Det var ikke blot kaldstanken der fik T. til at forberede sit store værk om Danmarks og Norges Historie i Slutningen af det 16de Aarhundrede (= Dagligt Liv i Norden), hvis første bind udkom 1879. Han var også præget af darwinismens "survival of the fittest" og af lysten til at blive professor. Denne intention markeredes ved forelæsninger og oppositioner ved disputatser, mens han og familien hutlede sig igennem ved informationer, foredrag og stipendier, til de blev nogenlunde økonomisk uafhængige ved arven fra faderen og siden 1880 fra onkel Wilhelm. Fra da af kunne T. derfor ved største sparsomhed nøjes med de beskedne forfatterhonorarer og sin stilling ved officersskolen hvor han var en afholdt lærer fra 1874 til 1900.

Han ville imidlertid til tops på egne betingelser, ud fra sit af organismetænkningen prægede historiesyn. Dette knyttede han til det moderne gennembruds burckhardske syn på renæssancen som den "vårfriske strømning". Denne frembragte som nutidens gennembrud en autoritets-fornægtende fri menneskeånd, der "halvt tilbedende, halvt som en satyr styrter sig ned for den unge natur" i modsætning til det af den ortodokse kirke og af lavene regelindsnørede middelaldermenneske. Det viste sig dog snart svært for T. at begå sig blandt sin egen samtids lavsfagfæller, hvad enten på Kr. Erslev- eller Johs. Steenstrup-fløjen. I pagt med det sejrrige liberalistiske systems konkurrenceånd og stigende krav om (naturvidenskabelig ekspertise i 1870'erne og -80'erne skrev de for hinanden mere end for folket og accepterede efterhånden mere kunsten i historien som stilistisk udsmykning end som eksistentielt indhold. T. derimod, der ikke så meget anså liberalismen men hovedsagelig kun naturen som frigører, ville genskabe den prækapitalistiske romantiks forening af videnskab og kunst. Målet var en folkelig syntese med det af ånden frigjorte og derfor objektive forskerjegs indlevelse (eller Verstehung) som langt vigtigere metode. Det førte til stadig hårdere konfrontationer med kollegerne. Disse anerkendte nok T.s farverigdom og anskuelige livlighed, men hældede selv mere og mere mod den lille afhandling.

Især venstrefløjen nærede mistillid til Verstehung og ophøjede den (natur)videnskabelige kildekritik som hovedmetode, ja næsten som mål for forskningen fordi den udelukkede det dæmoniserede jeg. Det var dog ikke blot derfor T. blev så miskendt, at han endog ved professorbedømmelsen 1883 ene af ansøgerne kritiseredes for mangel på videnskabelighed. Hans stigende isolation fra den ydre verden i 1870'erne gjorde det for ham som for romantikerne til en større og større overvindelse at respektere det historisk givne. Næsten som barnet overgav han sig derfor til sin sprudlende fantasi. Han indlevede sig stærkt og ukritisk i sit materiale og drog alt for vidtgående konklusioner på spinkelt grundlag, som endnu i de første bind af hovedværket Dagligt Liv i Norden, I-XIV, 1879-1901 (Med titlen Danmarks og Norges Historie i Slutningen af det 16de Aarh.). Kritikken heraf sårede den sensible T. dybt, men æggede ham til større forsigtighed og inddragelse af stadig mere litteratur og arkivmateriale (bl.a. fra N. Jacobsens samlinger), så de senere bind langt overgik de første. Samtidig fik den ham imidlertid til at trække sig endnu mere tilbage. Tiden "i ensomheden i de udstødte, forbandede fårs store golde ørken" begyndte for alvor. Den fik ham til at gøre hjemmet til sin helligdom med hustruen som den uundværlige muse. Det intimsfæredyrkende liv smittede snart af på både emnevalg og holdning i hans store værk. Den oprindelige plan om at give et helhedsbillede, inclusive den sociale og politiske sfære, som han i starten opfattede som ligeværdig med dagliglivet, fortonede sig, svarende til at han i 1880erne gjorde en dyd af nødvendigheden og lod "al egennyttig lyst til ære, magt og fordel aftvættes". Følgerigtigt ændrede han allerede i bind II hovedtitlen til Dagligt Liv og proklamerede dette liv som det ikke blot "mindst påagtede", men også "betydningsfuldeste" i folkenes historie. Derfor fortabte han sig bind efter bind i minutiøse impressionistiske udmalinger af boligernes indretning og udvikling, af folks klædedragt, af slægternes syn på naturen og især på livets hovedbegivenheder: fødsel, dåb, ægteskab og død, af alt det, der for T. betingede folkenes dannelse, digtekunst og religiøsitet. Derfor blev det daglige liv "historiens understrøm", det ydre, politiske liv blot "skumsprøjt". T. fornægtede således en stor del af sin forskning fra 70erne og udviklede sig til det tilfredsstillede borgerskabs over partierne stående og derfor tilsyneladende upolitiske historiker. Som dette stræbte han mod et fredeligt og harmonisk verdensbillede, der tilslørede virkeligheden og klassemodsætningerne ved i ideelle emner at forsone de små selv i de fattigste hjem med livet. Det skete ved at gyde "fremskridtets lys over alt" hvad der omgav dem i huset, over ruder, lamper og bohave. Som T. selv skulle også masserne lære sig at satse småborgerligt på hyggen i hjemmet. Det dybt konservative politiske mål med Dagligt Liv blev da at danne "modvægt mod massernes trængen på og utålmodighed over ikke at være blandt de forreste" (1891). Det havde de desto mindre grund til, som "jævn velstand" havde "fritaget befolkningens mængde for ... at stirre trælbundent, ufravendt på arbejdet", som da også i værket gled helt i baggrunden. Selv forsvarede T. sit mål med nødvendigheden af at styrke folkets enhed og kraft af hensyn til "den vigtigste af alle nationale opgaver: hævdelsen af (dets) ... selvstændighed". Livet i ørkenen bidrog også til i T. at indpode en noget overspændt romantisk undergangsfornemmelse på Danmarks vegne. Og i en række artikler i Vort Forsvar samt i flere vidt udbredte pjecer fra 1880erne revsede han både højres "oldenborrer" og venstres visnepolitikere for at sætte folkets fremtid på spil ved at prioritere det parlamentariske spørgsmål over selve livssagen, forsvaret, idet han i øvrigt dygtigt argumenterede for nødvendigheden af Kbh.s befæstning.

Fra begyndelsen af -90'erne kunne T. indlede sin vandring ud af ørkenen. Visnepolitikken ophørte; nyromantikken med dens krav om indlevende kunstnerisk syntese og fremhævelse af de almenmenneskelige værdier på de hidtil dominerende sociales bekostning vandt sejr over senpositivismens kildekritiske analysefiksering og foragt for ikke mindst det ubevidste kollektive sjæleliv. De radikale historikere nærmede sig den nationalliberale kulturarv, som de hidtil havde bekæmpet. Resultatet blev at kritikken fra kollegerne efterhånden blev langt mere positiv end negativ. J. A. Fridericia roste som den første Dagligt Livs originalitet. Han ankede dog over den idylliserende tendens og ansporede T. til ikke at blive hængende i folkets "ubevidste liv", som denne selv kaldte dagliglivet, men også skildre tidsalderens tanker. T. pirredes også af den idealistisk-konservative tyske historiker D. Schäfer. Denne bekæmpede kulturhistorien, fordi den svækkede folkets etos og statens handlekraft, og han så bl.a. derfor T.s værk som et "monstrum". I stedet burde statshistorien fastholdes som det egentlige felt for historikerne.

T. hørte til de store fugle der kræver medvind for at lette. Længe tavs over for kritik svarede han nu bistert igen i stridsskriftet Om Kulturhistorie, 1894. Han påpegede den ringe etik i storstaternes historie med deres evindelige magt- og krigsfanatisme, kulturhistorien derimod som den lysstribe, der viste menneskehedens materielle og åndelige fremskridt. Men i øvrigt tog han ved lære. Den tidligere idyllisering af hjemmelivet, svarende til T.s eget forhold til hans "Sigis", veg for et mere karsk syn, uden tvivl inspireret af hustruens nok selvbebrejdende, men også søgende livsholdning, der nu fik lov at komme til orde. Allerede i Ægteskab og Sædelighed, bind XII af Dagligt Liv, bebrejdede T. Luther at han ikke fulgte renæssancens frihedsfordring, idet han bl.a. indsnævrede kønslivets naturlighed og ret til ægteskabet, i stedet for som T. romantisk at forbinde tanken om harmoni mellem erotisk drift og forståelse af kærlighedens væsen som forudsætning for dets indgåelse. I øvrigt fortsatte T., som siden i den store afhandling Mand og Kvinde, Renæssance-Brydninger hos de latinske Folk, offentliggjort i Historiske Fortællinger IV, 1912, opgøret med Kierkegaard, her mod teorien om at ulykken lå hos kvinden, i familielivet og slægtsforplantningen, mens han samtidig i kåd tone nærmest overgav sig til Rabelais' humor og samfundsideal: klostret, hvis mænd og kvinder levede sammen uden løfte om kyskhed, fattigdom eller lydighed, handlende frit efter det bedste i sig.

1898 udkom så hans mest åndfulde og yndede værk Livsbelysning (bind XIII i Dagligt Liv). Ganske vist ønskede eller evnede han med sin platonisk farvede dualisme ikke at knytte trådene mellem dagliglivet og renæssancemenneskenes syn på forholdet mellem jord og himmel, ondt og godt, liv og død, men til gengæld fulgte han dette syn fra tidernes morgen til sin samtid. Han argumenterede for hvorledes livet uanset stand i renæssancen som i hedenskabet, men modsat middelalderen opfattedes som i vækst mod lyset. Mørket og lyset var grundkræfterne i T.s livssyn, accentueret af hans samvær med den mørke hustru. Hendes forankring i kristendommen dadlede han indirekte med sin af Ernest Renan inspirerede kritik af den lutherske kirkes hårde dogmatik og treenighedslære. I sin urokkelige og noget letfærdige tro på fremskridtets og lysets sejr fandt agnostikeren T., at mennesket i dag stadig var på vej mod den Gud, som ganske vist med det newtonske uendelige univers' sejr ikke længere let lod sig søge hinsides døden. "Hvad mennesket mener at vide om Gud, er ... (kun) en afspejling af det selv", hvorfor det er afhængigt af de ydre naturforhold. I en tid, der ikke blot var præget af pinagtigt stigende sociale og internationale spændinger, men også af rokket kirketro og udbredt angst for et rent verdsligt livssyn, kunne T. trøste læserne. Når Gud var uendelig som verdensrummet, måtte han også være til stede i enkeltmennesket, og deltage i dets organismeopfattede vækst fra plante (barn) til menneske (voksen) og måske, til Gud. I den identitetsrystede kultur fik han mange begejstrede tilhængere med sin forkyndelse af, at alle uanset stand og tro havde mulighed for at bevæge sig mod godheden og Gud i kraft af viljestyrken, håbet og næstekærligheden.

Imidlertid voksede den forsoning med den ydre verden og den officielle videnskab, der bl.a. manifesterede sig ved hvervet som kgl. ordenshistoriograf 1897, ved optagelsen i Videnskabernes selskab 1901 og efter successen med Livsbelysning ved det store salg især af Dagligt Liv, der omsider gjorde T. velbeslået som faderen. Anerkendelsen gav ham atter mod til at beskæftige sig med fortidens politik og personhistorie, således i Christian den Fjerdes Skib paa Skanderborg Sø I–II, 1893, en veloplagt skildring med sans for de politiske forviklinger under formynderstyret, desuden i Peder Oxe, 1906, en mere romanagtig og flimrende, tillige politisk og psykologisk lidet overbevisende konstruktion, der dog modsat ungdomsbilledet søgte at påvise en personlig udvikling. Hovedpersonen evnede romantisk at forædle sig undervejs og endte ovenikøbet uhistorisk som fortaler for den for T. så vigtige nordiske enighed. Denne søgte han med et kandestøberagtigt afsnit at agitere for i den lyriske pamflet De tre nordiske Brødrefolk, 1906, der for undrende, med alderen mere nøgterne ungdoms-bekendte demonstrerede, at T. stod på samme optimistisk skandinavistiske stade som før 1864. Samtidig støttede han under den stadig mere truende storpolitiske konjunktur forsvarssagen som formand for centralkomiteen for frivillige korps og i bestyrelsen for de sjællandske forsvarsforeninger.

T.s forsoning med omverdenen blev dog aldrig dybtgående. Derfor havde han modsat lavets folk fundamentalt behov for at skabe sit eget personlige univers på basis af egne private værdier og blev følgelig som mange af tidens litterære forfattere under nyidealismens periode, tilhænger af den værdirelativisme og subjektivisme, som ikke mindst Erslev og Steenstrup vedblev at bekæmpe i deres berettigede forsøg på at fastholde historien som en dog relativt objektiv videnskab. Med sin fortsatte følelse af at være uretfærdigt behandlet vedblev T. også at have blik for de i deres samtid forkætrede typer; således i sit delvise selvportræt af Tyge Brahe i Sundhedsbegreber i Norden i det 16. Aarhundrede, 1900, hvor han i øvrigt skildrede renæssancens forsøg på at trænge ind i naturens hemmeligheder; ligeledes i Nye Tanker i det 16. Aarhundrede, 1909 hvor han med sit begrænsede kendskab til forholdene uden for Norden trak ret vilkårlige linjer i europæisk kultur. Og det lykkedes ham hverken i de nævnte skrifter eller i Dagligt Liv at knytte trådene mellem og dermed skabe det helhedsbillede af det "ubevidste" dagligliv og det "bevidste" politiske og åndelige liv, som han endnu 1890 havde annonceret. Den beskyttede opvækst og de mange år som en fra verden isoleret og ophøjet romantiker havde sat sig for dybt. Modsat Brandes hørte han, som han selv skrev 1890, ikke "hjemme i nutidens bevægede liv", men befandt sig kun "vel mellem fortids begivenheder og fremtids fostre". Uden personlig kontakt med folket der var nøglebegreb i hans historiesyn lærte han aldrig at indse betydningen af de sociale brydninger som han havde været nødt til at skildre, hvis et sammenhængende livsnært helhedssyn skulle opstå. Med forsvarssagen rimeligt ordnet kunne han da i tiden op til første verdenskrig desto lettere forblive i rollen som fritsvævende intellektuel. Med det hvidskæggede hoved og den noble lidt bøjede skikkelse så man ham forsigtigt skride frem på ensomme vandringer i Dyrehaven, mens han fortrak ud i en aristokratisk individualisme og en dyrkelse af fortiden, naturen og sit eget sjæleliv.

Netop den svigtende sociale dimension i forbindelse med bymennesket T.s fortsatte isolation og angst for folkets fremtid gjorde da også det meste af hans forfatterskab til en lang flugt bagud mod ubevidsthedens og barndommens land. Denne vandring fuldbyrdede han med sin "længsel efter ... at synke hen ... i mig selv" det sidste tiår af sit liv, således i arbejdet mellem 1910 og 1917 på det psykologisk fine og selvafslørende erindringsportræt Et Liv. Barndom og Ungdom, udg. 1924. Heri så han sit livs paradis på barndommens solbelyste slette i Søndermarkens skov der som det eneste sted ikke efterlod noget "eftersug af savn og længsel". T. erkendte at han livet igennem ikke var blevet synderlig andet end "det yngste barn". Og han formodede ikke uden grund at den "livsbelysning" han så som barn fra det trygge stuegulv, ikke blot lå bag, men også stod over den Livsbelysning han gav som voksen, både i "ærlig klarhed, følelsens styrke, udtrykkets inderlighed". I sit had til voksenverdenens "titler, smiger, bidskhed, ondskab og tobak" fandt han det langt bedre om enhver kunne "nøjes med sin rangle og violrod". Selv om han derfor gerne som "onkel Søren" ville føle sig ét med den jævne mand, blev det modsat Kierkegaard ikke med denne som ansvarlig voksen, men som uansvarligt barn under Vorherres og forældrenes varetægt. Den elskede moderlige hustrus død 1917 blev derfor et slag for ham og fik også det liv i familien som hun i meget havde båret til at blegne. Desto mere uudholdeligt blev det for ham at tænke sig at han ikke igen skulle samles med hende og sine kære "i et større stjernetændt hjem" hvad han allerede håbede i Et Liv ... Og det viste sig uudholdeligt at fortsætte erindringernes direkte selvafsløring, nu hvor han var nået til sit første studenterår og dermed til den krise han aldrig som voksen fik levet igennem og derfor umuligt kunne skrive så ærligt om som om barndommen. Det ville have bragt ham det surrogatagtige ved livet som voksen for smerteligt nær og måske vakt tvivl om den salighed efter døden der nu mest af alt optog den snart 80-årige mand.

Derfor gik han i stedet i kast med den indirekte, skånsomme selvportrættering der tilmed åbnede muligheden for en skjult forherligelse af ham selv og hustruen. I det inciterende, omend meget subjektive og ufuldendte storværk Bakkehus og Solbjerg I–III. 1920-22 der afsluttede hans store betydningsfulde forfatterskab kom hovedpersonen, den mod manden trofaste, men alligevel i alle vennerne engagerede Kamma Rahbek nær idealbilledet af hans egen kone, mens Fr. Paludan-Müllers jaloux hustru, der til gengæld ofrede alt for manden, lignede realbilledet af hende.-I værket skildrede T. de litterære kredses syn på natur, liv og død i 1800-tallet. Han betragtede sit af Rousseau og Oehlenschläger prægede natursyns først frigørende indflydelse på Bakkehuskredsen, for hvem det skabte et alternativ til enevælden og den kristelige dogmatiks værdinormer, siden dets undergravende indflydelse. Dets opfattelse af døden som en evig søvn nedknugede, for T. at se, mennesket hvad enten det som Adam Homo – og T. i virkeligheden – ikke evnede at leve op til sine idealer, eller det som Paludan-Müller – og T. i hans egen selvforståelse -stort set var i stand til det ved hjælp af hustruen, en fast vilje og et rent sind. Lutret "i selvfordybelse og selvfornægtelse" kunne han da kaste sig "med følelsens hele umiddelbare varme" ind i folkets favn som forudsætning for den vej til Gud, der kunne opleves i glimt på jorden i menneskets evne til at føle kærlighed. Ikke uden grund følte T. sig dog særlig tiltrukket af den Ingemann hvis hele livssyn som T.s eget farvedes af længslen efter den for lidt kærlige mor (og hustru). Han kunne mere end nogen bruges til at agitere for det umiddelbare, barnet i mennesket, som det væsentligste i tilværelsen, i stand til at forsone alle sociale modsætninger: "Sol ser ind i slot og vrå". Derved blev Ingemanns religion tilmed for T. mere frisindet og almen end selv Grundtvigs glade kristendom, bl.a. fordi denne krævede kendskab til den kærlighed mellem mand og kvinde som T. næppe uden grund veg tilbage for at skildre i sit eget liv.

I dette fik T. til gengæld forløst slægtens kaldstanke idet han som stamfaderen var med til at redde sit folk fra tyskheden og tilmed blev den på godt og ondt hidtil mest indflydelsesrige historiker i befolkningen; på godt ved som den første at fremhæve dagligdagens liv og ved at betone det frigørende i enkeltmenneskets forståelse af sin naturbundethed som forudsætning for dets evne til at leve på egne mere end systemets præmisser; på ondt ved at lægge låg over folkets sociale kamp og ved den alt for høje prioritering af den ansvarsfri barnealder, af livet i intimsfæren og efter døden på bekostning af den ganske vist personligt særlig omkostningsfyldte, men vigtige udadvendte manddomsgerning. – Tit. professor 1888.