Victor Madsen, 2.5.1873-24.2.1941, bibliotekar, inkunabelforsker.

Victor Madsen blev student 1891 fra Ordrup og 1899 cand. mag. med fransk som hovedfag og 1902 translatør i samme fag. Efter at have undervist et par år ved forskellige københavnske skoler og kursus fik han ansættelse ved Det kgl. bibliotek og virkede her til sin død (assistent 1903, underbibliotekar 1907, bibliotekar 1918). Han var det meste af tiden knyttet til bibliotekets udenlandske afdeling og efter tilskyndelse af H. O. Lange førtes Victor Madsen ind på studiet af inkunabler (tryk før år 1500) og opnåede på dette felt en betydningsfuld international videnskabelig position.

1921 blev han således medlem af den tyske inkunabelkommission som grundlagde den internationale katalog over samtlige bevarede inkunabler, Gesamtkatalog der Wiegendrucke. Han deltog i stiftelsen af og var næstformand for Gesellschaft für Typenkunde des XV. Jahrh. Hans vigtigste arbejde er Katalog over Det kgl. Biblioteks Inkunabler I-II, 1931-38 som er mønstergyldig både i anlæg og udførelse. Foruden ved sin virksomhed på dette specielle område har Victor Madsen også på andre måder uden for embedsgerningen vist sin interesse for bog- og biblioteksvæsen; han var således siden 1908 medlem af bestyrelsen for Forening for Boghaandværk, fra 1922 til sin død kasserer og har deltaget i arrangementer af flere bogudstillinger såvel herhjemme som i udlandet, ligesom han tog livlig del i den internationale biblioteksforening IFLAs virksomhed. 1904-41 var Victor Madsen formand for Studenterforeningens bogudvalg og 1911-22 foreningens arkivar.

En særlig interesse viede han det gamle Karen Brahes bibliotek i sin fødeby Odense og arbejdede i mange år med en nykatalogisering af samlingerne. Katalogen over bøgerne er endnu ikke trykt, men Victor Madsens materiale vedrørende håndskriftsamlingen er anvendt i den af Anne Riising 1956 udgivne katalog. For det i Sverige udkommende Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen var han fra dets grundlæggelse 1914 dansk redaktør, og han har hertil leveret adskillige bidrag i form af recensioner og afhandlinger bl.a. om Karen Brahes bibliotek (1919), Strängnäs-dubletter i Kgl.bibl. (1924) og E. C. Werlauff og J. H. Schröder (1928). I festskriftet til den svenske inkunabelforsker Isak Collijn 1925 skrev han om bøger trykt på pergament i Det Kongelige Bibliotek, og han har endvidere forfattet afsnittet om bogtrykkerkunstens historie i Svend Dahls Haandbog i Bibliotekskundskab 1912, 1916 og 1924, Et Saxoproblem (Undersøgelse vedr. Angers-Fragmentets proveniens), 1930 og i sin egenskab af frimurer et jubilæumsskrift for den danske Store landsloge (1933). Victor Madsen og hans hustrus formue testamenteredes til Det Kongelige Bibliotek til et studie- og rejselegat.

Familie

Victor Madsen blev født i Odense, død i Gentofte, begravet samme sted. Forældre: papirgrosserer Jens Peter Adolph Madsen (1839-1904) og Christine Marie Louise Frederikke Lausen (1842-76). Gift 9.9.1921 i Charlottenlund med fysioterapeut Gudrun Pallesen, født 2.2.1879 i Præstø, død 18.7.1975 i Gentofte, datter af konsulent, skorstensfejermester Johan Christian Theodor Pallesen (1850-1923) og Anna Jørgine Jørgensen (1853-1926).

Udnævnelser

R. 1931.

Ikonografi

To tegn. 1909 (begge Kgl.bibl.), den ene udført af R. Paulli og V. J. von Holstein-Rathlou. Foto.

Bibliografi

Studenterne fra 1891, 1916 145f. I. Collijn i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XXV, Upps. 1938 63f. S[vend] D[ahl] sst. 1941 107f. E. Zahle i Bogvennen, 1942 59f. -Papirer i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig