Vilhelm Helt

Vilhelm Helt, 19.5.1652-15.1.1724, finansdeputeret, forfatter. Født i Nykøbing R, død i Kbh., begravet sst. (Helligg. k.). H. blev student 1672 fra Roskilde og antyder at han har prøvet en fattig studerendes kår, men fuldendte ingen universitetsuddannelse. 1676 var han kopist for gesandten Just Høg (1640–94) ved underhandlingerne i Nijmegen, derefter en tid sekretær hos gesandten H. Meiercrone i Paris. 1682–88 fulgte han som hofmester den unge Vincents Lerche på rejser i Tyskland, Frankrig, Italien, England og Holland. Bevarede breve til ham (Ny kgl. saml., fol. 1323) fra Lerches tilkommende svigerfar, Michael Vibe, viser at han blev behandlet med større agtelse end datidens hofmestre normalt nød, ligesom han også siden var under protektion af familien Vibe. (Michael Vibes søn Ditlev blev siden oversekretær i kancelliet). 1688–91 var H. assessor i rentekammeret, 1699–1719 maitre des requétes i Danske kancelli (en nyoprettet stilling, som alle ansøgninger skulle passere), 1719 finansdeputeret i rentekammeret. Han der i forvejen regnedes for adelig, fik 1720 tildelt våbenbrev. Trods hans heldige løbebane synes hans enke at have siddet småt i det. Af H.s bevarede forfatterskab har kun en enkelt nationaløkonomisk afhandling (Kgl.bibl.) relation til hans embedsvirksomhed. Når han endnu huskes er det for sine digte som udbredtes i afskrifter hvoraf de fleste – men langtfra alle de vigtigste – samledes efter hans død af Hans de Hofman i Hr. Wilhelm Heltis... curieuse poetiske Skrifter, hvilke ved adskillige Leyligheder af ham selv er udgivne ... (1732, optr. 1759). Ældst er formentlig fem fortællinger der (måske fra tysk) er frit fordansket efter hollænderen Jacob Cats' Trou-Ringh (ɔ: Brude-Ringen, 1637). To af disse, Grund-Ægteskab ... imellem Adam og Eva og ... Jacob faar Lea og Rachel, 1687–88 (?) var ca. 30 år før blevet oversat af Søren Terkelsen; H. behersker en mere udviklet metrisk teknik end sin forgænger, har fjernet sig endnu længere fra reformationsårhundredets folkelige trohjertighed og er stilistisk mærket af enevældens prunk. Allerede her ligger han da – trods al nederlandsk djærvhed – tæt op ad den barok hvis største samtidige repræsentant herhjemme var Kingo. Blandt hans andre Catsbearbejdelser mærkes Rhodope. Den pastorale tone over de to bibelske stykker genfindes – men mere virgiliansk stemt – i Samtale imellem en siællandsk og skaansk Bonde, 1703 hvor vornedskabets ophævelse fejres. Også til landmilits, konge og stormænd har H. præsteret poetisk hyldest i tidens obligate manér. Sine egentlige anlæg udfoldede han dog i satirer hvoraf den længste er Aut insanit, aut versus facit, 1690, en klage over den sandhedselskende satirikers upopularitet. Kompositionen er præget af vidtløftige sidespring, stilen overvejende hollandsk drøj og plump, de ofte levende kulturbilleder foregriber holbergske typer, fx Gert Westphaler, von Thybo, Rosiflengius, barselstuemadammerne (som kirkegængersker). Standssatiren, Adelens Oprindelse, 1711 (tr. 1791), som bl.a. fremkaldte et svar fra Iver Rosenkrantz (1674–1745), viser spor af Boileau og er måske delvis en oversættelse fra fransk, medens parasitsatiren Irus (tr. i Luxdorphs saml. af danske vers I, 1742) røber påvirkning fra Spectatorånd og -stil; engelsk indflydelse (fra George Wither) er også kendelig i digtet Tobaks-Aske. En mellemstation i hans litterære udvikling betegnes af hans oversættelsesprøver efter G. B. Guarinis hyrdespil Pastor fido og madame Antoinette Deshouliéres' preciøse digte. -H.s personlige digterfysiognomi, der mere end anes bag alle lånene, er råt og formløst, men fængsler ved frodig fantasi og ægte harme. – Justitsråd 1700. Etatsråd 1713. Konferensråd 1722.