Michael Wibe, Michael Vibe, 24.12.1627-1.5.1690, vicekansler. Michael Wibe, som oprindelig kaldte sig Madsen, men senere tog sin morfars for morbroderen Peder Vibe adlede efternavn, dimitteredes 1644 fra Viborg skole, studerede 1644-46 i Kbh. og derpå 1646–50 ved udenlandske universiteter, bl.a. Leiden (imm. jan. 1647), Paris, Blois og Strasbourg hvor han særlig kastede sig over rets- og statsvidenskab og historie (i Strasbourg under den berømte retslærde J. H. Boecler) og fransk. Efter hjemkomsten blev han præceptor for den unge Otte Christensen Skeel hvem han først ledsagede til Sorø akademi og siden 1651-58 til Tyskland, Frankrig, Nederlandene og Italien. 1658-62 var han i Tübingen som præceptor for den ganske unge Ditlev Rantzau, søn af statholder i hertugdømmerne grev Christian Rantzau og skal her i den grad have vundet hertugen af Württembergs yndest at denne ønskede at knytte ham til universitetet eller hoftjenesten. Efter et kvart års ophold på Breitenburg drog elev og præceptor til Nederlandene og Frankrig, men vendte tilbage til Holsten ved efterretningen om Christian Rantzaus død 1663. Ditlev Rantzau overtog nu grevskabet og udnævnte april 1664 Michael Wibe til sin råd og 1669 til grevskabets bestyrer. Michael Wibe stilede imidlertid mod statstjenesten og vidste at udnytte sit gode forhold til sin herre som fra 1669 var hertugdømmernes vicestatholder og tillige var svoger til deres statholder Frederik Ahlefeldt og til hans hustru grevinde Catharine Hedevig ("Amaryllis") gennem hvem han bragtes i venskabelig forbindelse med Peder Schumacher Griffenfeld.

Dec.1672 udnævntes han, med bibeholdelse af sit tjenesteforhold til grev Rantzau, til kancelliråd ved regeringen i Glückstadt. I denne egenskab ledsagede han 1677 den holstenske vicekansler Conrad v. Wasmer til kredsdagen i Braunschweig. Et skridt videre nåede han da han, formentlig ved storkansler Frederik Ahlefeldts mellemkomst, dec.1678 kaldtes til Kbh. som justitsråd og inspektør over den syvårige kronprins Frederik (4.)s opdragelse og undervisning. Når den velbegavede drengs undervisning blev så stærkt forsømt som tilfældet var, og tillige gaves på tysk, er det uvist hvor stor skyld henholdsvis Michael Wibe og kongen har i dette. Sandsynligvis skal hovedskylden lægges på Christian 5. som hurtigt fattede så stor godhed for Michael Wibe at han, til skade for hans præceptorpligter, 1679 udnævnte ham til etats- og kommerceråd, dec. s.å. ophøjede ham i adelstand, fra ca.1680 gav ham sæde i en række kommissioner på næsten alle områder af statsstyrelsen, senest 1682 optog ham som gehejmeråd i konseillet og endelig juni 1683 udnævnte ham til Holger Vinds efterfølger som vicekansler i danske kancelli og tillige til justitiarius i højesteret.

Da der endnu mangler en mere detaljeret videnskabeligt underbygget skildring af regeringsforholdene i Christian 5.s tid, lader Michael Wibes indsats i dansk politik sig foreløbig ikke med fuld sikkerhed bestemme. Han tilhørte den klike af borgerligfødte bureaukrater som foruden ham omfattede C.B. v. Ehrenschild, T.B. v. Jessen, H. v. Stöcken og P. Brandt, med A.L. Knuth som beskytter over for kongen, og som af modstandere kaldtes "kabalen". Fælles for dens medlemmer var magt- og pengebegær, bestikkelighed over for ind- og udland, favoritisme og en omfattende anvendelse af intriger der ramte ikke blot konseilmedlemmer som Jens Juel og Conrad Reventlow, men for hvilke heller ikke storkansler Ahlefeldt var sikker. Størst indflydelse på kongen havde efter flere vidnesbyrd Michael Wibe, om hvem den svenske gesandt P J. Coyet 1683 skriver: "Han ved, på hvad sæt han skal være kongen tilpas; er der noget, han vil have ført igennem, ved han stedse at forberede eller præoccupere kongens tanker i den retning, han vil have dem ledet hen i". Om han tillige, som v. Stöcken, ejede virkelig dygtighed lader sig på forskningens nuværende stade næppe afgøre. Han var som vicekansler den faktisk ledende personlighed i danske kancelli og medlem af en række kommissioner, bl.a. de to sidste kommissioner til revision af danske lov (1680-82), kommissionen af sept. 1681 til overvejelse af økonomiske reformer, rentekammerkommissionen s.å. til revision af uafgjorte rentekammerregnskaber, kommissionen af dec. 1682 til afskaffelse af de små latinskoler og rentekammerkommissionen af marts 1683 til forberedelse af matrikuleringsarbejdet i Jylland – men hans andel i de 1679-85 gennemførte reformer på en række områder lader sig ikke afgøre, og han evnede ikke at bøde på den almindelige svaghed som præger forvaltningen i stagnationsperioden 1685-90. Den voksende demoralisation ved embedsbesættelser o.a. må sandsynligvis også for en ikke ringe del lægges ham til last.

I udenrigspolitikken hvor hans indflydelse var betydelig hørte Michael Wibe til kabalens mere forsigtige fløj som 1684 tilrådede kun at inddrage det gottorpske Slesvig, men han synes i almindelighed her at have rettet sig efter kongens ønsker. Mod Christian Siegfried v. Plessens ønsker om tilslutning til England sluttede han sig til de andre kabalemedlemmers franskvenlige politik. Fremmede diplomater omtaler ham som bestikkelig, og han drog personlig fordel af Slesvigs inddragelse ved at kongen 1684 tildelte ham Schwabstedt amt med fritagelse for forretningerne, og skænkede ham M. Wedderkops inddragne gods Søgård på Pelworm med andre ejendomme i hertugdømmet. Da disse efter Altonaforliget 1689 måtte tilbagegives fik han som erstatninger det inddigede terræn Altenhoven i Oldenburg som frit adeligt gods under navnet Freienfelde. Ifølge englænderen Robert Molesworth næredes der ikke almindelig tillid til hans upartiskhed i højesteret og i retsplejen i øvrigt, og det kan ikke absolut afvises at han, som det sagdes, lod sin holdning i sagen mod Oluf Rosenkrantz påvirke af personlige motiver. Hans langvarige universitetsstudier havde gjort ham til en lærd mand i flere humanistiske fag, og han pristes efter sin død af Árni Magnússon som "Fautor literatorum".

Familie

Michael Wibe blev født i Lund, død i Kbh., begravet sst. (Petri k.). Forældre: biskop Mads Jensen Medelfar (1579-1637) og Mette Vibe (død 1654). Gift 21.6.1667 på Breitenburg med Margaretha Catharina Reimer, født 30.3.1643 i Krempe, død 9.1.1683 i Kbh., begr. sst. (Petri k.), d. af krigskommissær, senere inspektør over grev Chr. Rantzaus godser i Jylland Heinrich Reimer og Anna Hannemann. – Far til Ditlev Wibe.

Udnævnelser

Hv.R. 1684.

Ikonografi

Stik af Hubert Schaten efter mal. af Peder Andersen.

Bibliografi

Danske saml. 2.r.IV, 1874-76 172 174 175 185 187-89. Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen VI-IX, 1923-33. – Fr. Thaarup i Geneal. og biogr. archiv, 1840-49 73-104 (om slægten). [Hans Mule:] Progr. fun. univ. Hafn. over M. W., 1690. Rob. Molesworth: An account of Denmark, London 1694 (fot. optr. 1976) 264. J. Moller: Cimbria lit. II, 1744 910. Sophus Vedel: Den da.-no. højesterets hist., 1888. Wilh. Lassen: Biskop i Lund dr. Mats Jenssøn Medelfars agnatiske descendenter, Kria. 1901 71-90. Carl Christiansen: Bidrag til da. statshusholdn.s hist. II, 1922. L. Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925. Fr. v. Jessen: En slesvigsk statsmand I, 1930. Højesteret 1661-1961 I–II. 1961.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig