Willich Westhoff

Willich Westhoff, Willichius Westhovius de Westhofen, 1577-.senest i begyndelsen af 1647, rektor, latindigter. Født i Bosau ved Pløn. W. blev student fra Lübeck, studerede i Rostock, Frankfurt a.d.O., Leipzig o.fl.st., færdedes rundt i Europa, bl.a. i Italien hvor han blev poeta laureatus. 1598-99 var han alumne ved jesuiterskolen i Braunsberg. Efter en rejse til Bergen hvor hans far imidlertid 1598 var blevet præst ved en af de tyske kirker studerede W. en tid i Kbh. og blev derpå antaget til hofmester for fætrene Gregers og Ove Juel hvem han ledsagede til universiteter i Tyskland, bl.a. Frankfurt a.d.O. (Juelerne immatrikulerede 1602) og Leipzig (imm. 1603). I slutningen af året 1603 vendte W. tilbage til Kbh. hvor han åbenbart forstod af skaffe sig formående velyndere, muligvis gennem Juelerne, for 1604 blev han af Arild Huitfeldt som skoleherre kaldet til rektor på Herlufsholm; af ukendte grunde, men tilsyneladende ikke efter eget ønske, opgav han allerede 1608 igen embedet. 1607 havde han udgivet 1. bind af sine latinske digte, tilegnet kongen; og digtekunsten, først og fremmest i form af latinske hyldestdigte til konger, helte, adelige og andre store navne blev herefter hans hovedbeskæftigelse. Hans første hustru havde medbragt nogen formue, og i de nærmest følgende år finder vi W. bosat i Næstved, hvorfra han aflægger flittige besøg på sin gamle skole. I året 1613 er han at træffe ved rigsdagen i Regensburg hvor han overrakte kejser Matthias en trykt latinsk lykønskning; til belønning blev han optaget i adelstanden, slået til ridder og hædret med titlen comes palatinus (hof-pfalzgreve).

W. havde den praktiske fordel af sine udmærkelser at han også hjemme nød godt af adelens særrettigheder. 1615 satte kongen, Christian IV, W. til hofmester for sin søstersøn hertug Christian af Braunschweig der opdroges i Danmark indtil udgangen af 1616, hvorefter W. atter tog ophold i Næstved, indtil han 1618 fik et kanonikat og et vikarie ved Lunds domkapitel med forpligtelse til at flytte dertil, n.å. tillige et vikarie i Roskilde. I Lund kunne han, så vidt hans stridbare og noget selvbevidste sind tillod ham det, i resten af sine levedage føre et nogenlunde behageligt liv viet litterære sysler, i omgang med herremænd og præster, blandt disse især Bertel Knudsen Aquilonius; desuden stod han i brevlig forbindelse med flere af tidens lærde. Ved sit andet ægteskab blev han ejer af herregården Lyngerum (V. Gjønge hrd.), men indvikledes for øvrigt ved dette giftermål i ubehagelige forhold, idet familien talte flere sorte får. Ved svenskernes indfald i Skåne 1643 søgte også W. tilflugt i Malmø, og uroen sammen med økonomiske bekymringer gjorde hans sidste år trange. Det er som frugtbar latindigter med hyldest og ofte søgt eller lånt vid som speciale at W. vandt sin lærde samtids beundring. Eftertiden har svært ved at dele denne, og senere forfattere har da også dadlet hans sprog. Også som historisk forfatter forsøgte W. sig uden dog at få noget af det udgivet.