Wm. Rung

Wm. Rung, William Rung, 10.6.1873-13.11.1939, elektrotekniker. Født i Kbh. (Holmens), død i Gentofte, begravet i Kbh. (Garn.). R. tog almindelig forberedelseseksamen 1889 og gennemgik 1890–94 kadetskolen. Da afgangsre-sultatet herfra ikke var tilfredsstillende, ønskede han ikke at fortsætte med uddannelsen til søofficer men rejste til Schweiz for at uddanne sig til ingeniør. 1894–98 gennemgik han Eidgenossisches Polytechnikum i Zürich og aflagde prøve som diplomingeniør her. Efter eksamen fik han ansættelse hos det endnu ret unge, men snart efter verdensberømte firma Brown Boveri & Cie. i den lille by Baden i Schweiz der havde været med i udviklingen af den elektriske højspændingsteknik fra dens første begyndelse. R. ansattes på konstruktionsafdelingen og avancerede i løbet af noget over et år til chef for apparatafdelingen. Da G. A. Hagemann 1903 havde fået indført en elektroteknisk studieretning ved Polyteknisk læreanstalt skulle man til docent i projekteringsteknik bruge en ingeniør der var skolet i et af de store verderisfirmaers tjeneste. Der var tale om flere unge skandinaver foruden R., bl.a. J. L. la Cour og nordmanden O. S. Bragstad der senere blev professor i Trondhjem, men valget faldt på R. Det var en meget betydelig stofmængde R. hjembragte og tilrettelagde i de forelæsninger han holdt over konstruktion og beregning af elektriske maskiner, projektering af elektriske kraftstationer, deres fordelingsanlæg og ledningsnet samt projektering af elektriske sporveje og jernbaner. 1906 omdannedes docenturet til et professorat.

Det var i en grødetid for elektronikken R. påbegyndte sin lærergerning. Man var klar over at de jævnstrømselektricitetsvaerker der fra lidt ind i 1890erne var bygget i Kbh. og de større provinsbyer kun var en foreløbig løsning, idet man ret hurtigt nåede en grænse for de energimængder der kunne distribueres ad denne vej, og anvendelsen af højspændt vekselstrøm med sine langt større muligheder, men også med sine ikke helt simple fysiske og tekniske problemer fik stadig mere og mere praktisk interesse efter at man flere steder i de store lande havde ledet udviklingen ind i denne retning. R. blev hurtigt en meget anvendt kraft. Han var et meget virksomt medlem af den 1904 nedsatte kommission til forberedelse af en dansk stærkstrømsldv, og efter dennes vedtagelse 1907 blev han medlem af den i henhold hertil nedsatte elektricitetskommission. Også af forskellige projekter blev R. optaget; han blev 1906 af generaldirektør C. Ambt anmodet om at udarbejde projekt til elektrificering af den kbh.ske nærtrafik og af fjerntrafikken gennem boulevardtunnelen, han blev hørt angående projektet til bygning af et elektricitetsværk i Åmosen, baseret på tørvedrift, og ved forhandlingerne angående bygning af en elektrisk jernbane fra Århus til Randers som omkring 1910 var meget på tale blev der ligeledes lagt stærkt beslag på R.s indsigt. Det samme var tilfældet ved en del elektricitetsværker der i disse år udvidedes med anlæg til fremstilling af højspændt vekselstrøm, fx Fåborg, Kolding og Frbg. elektricitetsværker; for det sidste byggede R. sammen med professor H. Bache den nye Finsens-vejcentral. Endvidere projekterede R. 1919 den elektriske central for vandkraftanlægget ved Harte. Da der 1914 fra S. A. Faber m.fl. fremkom andragende om koncession på anlæg og drift af et kraftanlæg ved Gudenå var R. den der inden for elektricitetskommissionen særlig kom til at vejlede ministeriet for offentlige arbejder i denne sag. De stærke interesser af forskellig art der blev berørt af dette spørgsmål gav senere, da dette anlæg bragtes til udførelse, anledning til nogle angreb på R. fra ingeniør P. A. Pedersen, angreb som indankedes for et af Dansk ingeniørforening 1919 nedsat nævn hvis kendelse var meget omstridt og angrebes i en pjece af Faber. 1920 blev R. medlem af det af ministeriet for offentlige arbejder nedsatte udvalg vedrørende udførelse af nye vandkraftanlæg, 1914–32 var han medlem af patentkommissionen, 1921 blev han sammen med A. R. Angelo medlem af kommissionen angående kraftoverføring fra Norge til Danmark og s.å. medlem af et udvalg angående anlæg af et elektricitetsværk i Store Vildmose. 1917 blev R. aflastet for en del af undervisningsarbejdet ved oprettelsen af et særligt professorat i elektriske maskiner. 1925–26 var R. medlem af kommissionen angående statens overtagelse af radiofonien, og da Radiorådet oprettedes 1926 var R. til 1930 medlem af dette som repræsentant for radiobranchen. 1928 blev han formand for elektricitetskommissionen og medlem af udvalget angående fremtidige retningslinjer for økonomisk fremskaffelse og fordeling af elektriciteten. Efter elektricitetskommissionens omdannelse til elektricitetsrådet i henhold til loven af 1935 fortsatte R. af helbredshensyn kun et år som formand og blev derefter kommitteret. Jævnsides med sit store undervisningsarbejde skrev R. en række lærebøger. 1912–15 kom Generatorer, Motorer og Transformatorer for Vekselstrøm I–II, og 1915 Planer og Tegninger til Forelæsninger over elektriske Centraler, 1924 Elektriske Ledninger for Stærkstrøm, 1929 Planer til Beregning af Vekselstrømsledninger og 1931 Tafeln zur Berechnung von Hochspannungsleitungen bis 1000 km. Länge nebst kurzer Theorie. 1938 trak R. sig tilbage og levede stille, trykket af mindre godt helbred og af private sorger. Ved stiftelsen 1937 blev R. medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber.

Familie

Forældre: løjtnant, senere kaptajn, meteorolog Georg Adolph R. (1845–1903) og Hanne Christiane Berg (1851–1912). Gift 23.4.1900 i Luzern med Marie Antoinette Gruter, født 25.5.1876 i Baden i Schweiz, død 20.10.1950 i Glostrup, d. af sektionschef Alfred G. (død 1900) og Elise Tschopp (død 1937). Ægteskabet opløst. -Bror til Otto R.

Udnævnelser

R. 1919. DM. 1924. K.2 1936.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Sv. Aage Faber: Gudenåsagen, 1919. Povl Vinding i Berl. tid. 10.6.1933. V. Faaborg-Andersen i Elektroteknikeren XXXIV, 1938 271–73. E. Rager sst. XXXV, 1939 581 f. V. Faaborg-Andersen i Ingeniøren XLVII, 1939, afd. elektroteknik 124. A. K. Aubeck i Medd. fra akad. for de tekn. vidensk., 1940 nr. 1 74–79. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig