Adam Friedrich Werner

Adam Friedrich Werner, ca. 1600-22.4.1672, notarius publicus, hofpoet. Født i Saalfeld, Østpreussen, død i Kbh. (Petri k.). W. var student fra Königsberg, søgte under trediveårskrigen først til det neutrale Danzig (Gdansk), kom derfra 1642 til Kbh. og immatrikuleredes her ved universitetet 1645. I mellemtiden havde han bl.a. været huslærer hos notarius publicus i Kbh., Valentin Suhm, ved hvis død 1654 han overtog dennes embede. Et "Lobgedicht" til Christian IV efter søslagene 1644 i Listerdyb og på Kolbergheide havde (senest 1646) skaffet ham ansættelse som hofdigter; bestallingen fornyedes både af Frederik III og Christian V, og især på W.s gamle dage da han ikke kunne leve af notarialindtægterne holdt de 300 rdl. som han havde årlig fra kongen ham oppe økonomisk. Til brug for hoffet har han skrevet flere tekster (i alt fald 1650, 1655 og 1663) til udstyrsstykker i den yndede festspilsgenre der står på overgangen mellem opera, ballet og tableau (Ballet de cour). I en af de senere udgaver af Regum Daniæ Icones (udkommet henimod 1657) er han mester for de tyske vers der står jævnsides med J. J. Venusinus' latinske og Søren Terkelsens danske. W. har udgivet tre bind med tyske og latinske digte, nemlig Deutsche Poemata, 1647, Carminum libellus I, 1657 og Libellus II Carminum, 1670, den første overvejende på tysk, de to sidste overvejende på latin, men med flere gengangere fra den første. Deutsche Poemata består af Poetische Wälder (af blandet indhold, dog mest lejlighedsdigte) og to særlige afdelinger med Hochzeitsgedichte og Traurgedichte. Foruden til fyrstelige og adelige personer er hans lejlighedspoesi henvendt til folk af hans egen kreds hvortil hører mænd som Bartholinerne, Simon Paulli, Otto Sperling, P. H. Resen, Vitus Bering og Karel van Mander fra hvis hånd der i Deutsche Poemata findes et gemytligt hollandsk vers der priser vennens poetiske evner. Foruden lejlighedsdigtene har W. skrevet bindebreve og løsebreve samt hyrdepoesi, altsammen på tysk; hans erotiske digte er skrevet i samme enkle stil som karakteriserer Konigsberg-digterkredsens førstemand Simon Dach; i øvrigt er han påvirket af Opitz-eleven, Rostock-professoren Andreas Tscherning. W.s talent var kun beskedent; i den tyske litteraturhistorie har han først fundet plads efter at man fra dansk side har gjort opmærksom på ham (J. Paludan, L. Bobé), og han har ikke haft nogen indflydelse på dansk litteratur.