Karel van Mander 3.

Karel van Mander 3., ca. 1609-6.4.1670, maler. Karel van Mander 3. var ca. 14 år gammel, da faderen døde 1623 og moderen drog til Danmark med sin børne-flok. Han kan altså have medbragt stærke indtryk fra Delft, og han var hele sit liv nært knyttet til Holland gennem familie og bekendtskaber.

Sin egentlige uddannelse til maler må han have fået i Danmark. Måske startede den i Helsingør hos Pieter Isaacsz der døde 1625, det år Karel van Mander 3. angav han kom til København. Her blev han nok optaget i et værksted der malede for kongen; der var flere, for allerede 1630 gjorde han det selv. Af betydning for hans ydre skæbne var moderens forhold. Fra begyndelsen af 1630'erne er der sikre vidnesbyrd om, at hun drev en betydelig forretning, leverede bl.a. krydderier til hoffet, og i 40erne ejede hun en ejendom ved stranden, byens bedste forretningssted; sønnen Raphael havde bod på Børsen.

Man må antage, at Karel van Mander 3. blev gift ca. 1630. Senest 1641 fik han egen bolig ved lejemål i Læderstræde. Han holdt huslærer til sønnen Carel van Mander den unge som året efter Cornelias død 1654 blev indskrevet i købmandslavet. Omkring 1650 erhvervede van Mander en stor gård på Østergade (hvor nu nr. 15 ligger) som han i løbet af kort tid gjorde til et berømt sted. Under svenskekrigene 1658-60 blev den gæstegård, vel den fornemste i byen. Hugues de Terlon boede her altid, når han var i København, og Karel van Mander oplevede den triumf, at admiral J. Opdam fik anvist kvarter her, da han ankom med hjælpeflåden. Efter krigen nævnes mange gesandter som gæster og endog fyrstelige personer. Dette må nævnes, fordi van Mander ikke blot drev forretningen. Han omgikkes gæsterne, flere af gesandterne var hans venner, det var kendt af alle; det mest forbløffende er, at han stod på en fortrolig fod med en mand som Hannibal Sehested. Hvorom alting er, alene som ejendomsbesidder og ved virksomheden som gæstgiver hørte Karel van Mander 3. socialt til Københavns højeste borgerlige lag, var omgangs-fælle med købmænd og storhåndværkere, digtere og universitetsprofessorer.

Af kildematerialet, som ganske vist ingenlunde er dækkende, får man det bestemte indtryk, at Karel van Mander 3. straks fra 1630 trådte frem foran de ældre, ikke ubetydelige malere Remmert Petersen, Reinhold Thim, Morten Steenwinckel o.a., som den der malede kongens portræt som andre fik at kopiere. Kongen havde et værelse hvor han "plejede" at sidde for van Mander. Da ingen malerier med sikkerhed kan tilskrives van Mander i denne periode har man forsøgt at ræsonnere sig frem. Der optræder netop omkring 1630 en ny portrættype af Christian 4. der fortrænger andre maleres; den bliver benyttet af David Bailly, Adriaen Muiltjes og Remmert Petersen. Intet ville være naturligere, end at den var skabt af Karel van Mander 3.; gennemslagskraften har skyldtes et rigere talent. Et halvfigurs-portræt af Christian 4. på Gavnø kan være et eksempel på hans arbejde. Et helfigursportræt af den udvalgte prins, han leverede til Malmøhus, synes bevaret gennem en kopi som Andreas Kieldsen udførte 1654 til byens rådhus hvor den endnu hænger, og et portræt af ægtefællen Magdalena Sibylla fra disse år (Rosenborg) er formentlig også malet af van Mander. Ved det store bilager 1634 stod han, i samarbejde med Simon de Pas for udsmykningen af balletterne. Ved andre lejligheder synes han at have samarbejdet med Morten Steenwinckel. Han var endnu ung, des mere lovende, så Christian 4. tilstod ham understøttelse til en udenlandsrejse for uddannelsens skyld. Den slags forekom sjældent. Rejsen blev skelsættende. Han var i udlandet to-tre år, 1636-38 eller 39, besøgte Holland, hvor han må have opholdt sig i Rembrandts atelier, og Italien. Mere kan man ikke sige med sikkerhed. Resten af sit liv levede han på indtrykkene fra denne rejse; det sandsynligste er, at han ikke mere kom til udlandet.

Hjemkomsten skete på et tidspunkt hvor store ting var i gære for kunsten i Danmark. 1639 forhandlede Simon de Pas i Nederlandene om formidable bestillinger til den danske konge, fortrinsvis med Gerrit Honthorst. To hollandske malere søgte ved denne tid til Danmark, van Manders morbror Engel Rooswijck og Abraham Wuchters, og begge kom i arbejde for kongen. Det viste sig, at Karel van Mander 3. ved sin hjemkomst var selvskreven til en førerstilling. 1640 leverede han tre store helfigursbilleder af kongen, det ene hænger nu på Hampton Court.

Karel van Mander havde et smittende humør, var frodig i sit arbejde, selvstændig og selvsikker og fuld af initiativ. Han har haft med Albert Haelwegh at gøre lige fra dennes komme til Danmark ca. 1643, for de syv første plader han stak her, et års arbejde, måske to, tilhørte siden van Mander. De må være stukket for hans regning og han har derved sikret den fremragende kobberstikkers etablering; van Mander har formodentlig skaffet ham hertil, og han blev hans mest trofaste arbejdsfælle. Karel van Mander har derfor givetvis også kendt Abraham Wuchters, Haelweghs svoger, ven og samarbejdspartner gennem mange år. At netop dette kunstnermiljø, disse tre mænds samkvem og samarbejde er forholdsvis vidtløftigt bevidnet er interessant, fordi de også kunstnerisk indtager en særstilling i datidens Danmark. Da Karel van Mander 3. døde, var det Wuchters der tog vare på hans minde ved at udsende hans kobberstukne portræt. Han erhvervede van Manders ufuldførte lærreder, og senere ægtede han den unges enke.

De første år af 1640erne udførte Karel van Mander 3. flere helfigursportrætter af Christian 4.,dels i den nævnte, kraftige, militære type (Fr.borg), dels en civil, hofmandsmæssig (Amalienborg). Begge udformedes tillige i ovale brystbilleder til stik af Haelwegh (mal. bl.a. Gavnø). Hovedindsatsen er det store rytterbillede, 1643 (brændt på Christiansborg 1794) og replikker af det (Eutin, Fr.borg), særpræget både i komposition og stemning. Hesten er taget fra et maleri der tilskrives Morten Steenwinckel og som van Mander formentlig har været med til at male i sin ungdom. Dens profilstilling er næsten hieratisk. Det dragne sværd virker mere håndfast krigerisk end vanligt inden for denne genre, som den var gjort moderne af Rubens. Karel van Mander 3. udformede også en civil udgave af rytterbilledet til et stik af Haelwegh hvor sværdet er erstattet af en skødesløst holdt ridepisk. Hans rytterkomposition blev efterlignet af flere tyske fyrster. Af en anden art er nogle mindre gruppebilleder med kongen til hest (Rosenborg; forhen Orebygård). Efter 1644 lod Christian 4. sig male i profil, stilmæssigt en drastisk måde til at skjule, eller om man vil, fremhæve, det ødelagte øje. van Mander malede flittigt den udvalgte prins og gemalinde, bl.a. det store dobbeltportræt 1643 (Fr.borg) hvor ægtefællerne er opstillet med fyrstelig distance mellem sig, og ovale brystbilleder (Rosenborg) til stik af Haelwegh. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina anvendte ham meget. Han underviste kongedatteren i tegning 1642-43 og malede da et stort portræt af hende med den tamme ulv (Fr.borg), et af hans pragtstykker. Disse de tre højeste herskaber i landet lagde næsten helt beslag på hans tid, men andre blev også malet. Et ubekendt ægtepar, som står mere naturligt end prinsen og prinsessen ved siden af hinanden, hører dog til i et højt socialt lag (Fr.borg), hvad jo ret beset også gælder den søde Ide Grubbe (Ledreborg). Hertug Frederik og Sophie Amalie har også skullet males i stort. I hvert fald findes parret blandt nogle småbilleder der ligner udkast til store.

Kongeskiftet blev heller ikke til skade for Karel van Mander 3. Under ingen af kongerne var der tale om ansættelse, forholdet var ganske frit. Van Mander 3. fik til opgave at udsmykke æresporten ved kroningen med billedlige fremstillinger og fik endnu mere at bestille for den nye konge, end han til sidst havde haft for den gamle. Frederik 3. blev portrætteret af mange forskellige kunstnere. Men van Mander blev den faste leverandør af kongelige portrætter til repræsentative formål og til gaver, helfigursbilleder (Fr.borg) i stor og lille størrelse såvel som ovale brystbilleder (Rosenborg, Statens museum for kunst, Fr.borg), og portrættet af kongen blev udsendt i kobberstik af Haelwegh. Omkring 1650 malede han et stort billede af den lille prins Christian (Rosenborg) som blev beundret; Wuchters tog det senere som forbillede. I 1650erne malede van Mander endvidere for en række højadelige slægter, helfigursbilleder af Flemming og Lars Ulfeldt og af Jørgen Bielke, ovale brystbilleder af Henrik Bielke (de nævnte på Fr.borg) og af Hannibal Sehested og hans hustru, kongedatteren Christiane (Wedellsborg) samt et stort gruppebillede med dette par (Gavnø). Krigen afbrød på ingen måde Karel van Manders arbejde. I hast måtte han levere tre miniaturer af kongen til gæsterne ved festen på Frederiksborg efter Roskildefreden. Det helt lille format var yndet af den alsidige kunstner (Rosenborg, Fr.borg). 1658 afsluttede han et storstilet projekt med 24 store hoftestykker af fremmede landes udsendinge til Danmark, fra den tartariske gesandt 1655 til et par svenske 1658. Serien blev ophængt på Frederiksborg og var et pragtfuldt skue. Krigen splittede den. En rest brændte på Frederiksborg 1859. Tilbage er fem hollandske admiraler der hænger på Skokloster som en del af K. G. Wrangels krigsbytte.

Enevældens indførelse betød en social omvæltning der afspejler sig i Karel van Manders kunst. Prins Jørgen blev malet (Fr.borg) i heroisk teaterkostume med en Rubensk løve, hentet fra en allegori af Pieter Isaacsz. Halvbroderen U. F Gyldenløve lod sig male både i oval og i hoftestykke som gesandterne (Statens museum, Fr.borg). Den store hele figur blev anvendt til Eiler Holck og hustru (Holckenhavn) og til den borgerlige generalpostmester Poul Klingenberg og hustru (centralpostbygningen) som alt for meget efterligner kongen og dronningen; regalierne er her papir og posthorn. Mere borgerlige at se til er den Gamborgske familiegruppe (Fr.borg), dog i selvfølende stort format og med draperi som baggrund. Samme opstilling benyttede Karel van Mander til sin egen familie med selvportræt (Statens museum). - Portrætterne er på flere måder den vigtigste del af van Manders kunstneriske indsats, måske dog især fordi hans maleri i andre genrer aldrig har været genstand for undersøgelse. Han malede hele sit liv andre ting. Hans ældste daterbare billeder er allegorier på syn og hørelse i form af karakterhoveder, 1639 (Statens museum). 1641 malede han et stort maleri til Frederiksborg slotskirke og en akvarel af en papegøje til Leonora Christina. 1643 en skitse til den hellige treenighed (Trinitatis), og det store Prins Svends lig findes, efter Tasso (Statens museum): ved samme tid en festklædt, glansfuld neger (Ovesholm). 1653 skænkede han Petri kirke Hagar og englen. 1655 malede han en stor gruppe af det tartariske gesandtskab (Statens museum) og tegnede et skib til medaljen Tandem af guld fra Guinea. 1665 leverede han to store billeder af Holger Danske og Dronning Clare til dansesalen på Københavns slot og om ved samme tid Abraham og Melchisedek til Frederiksborg. En stor serie malerier som illustrerer kærlighedsromanen Heliodorus (Kassel), de fire elementer (Gavnø) og en række loftsmalerier (Amalienborg, Gavnø, Holsteinborg) tilskrives ham, formentlig med rette. En del tegninger af ham er bevaret (kobberstiksamlingen).

Karel van Mander 3.s virke betød en fuldstændig fornyelse af malerkunsten i Danmark. Han repræsenterer den flamske hofkunst som Rubens og hans efterfølgere Joost Sustermans, Anthon van Dyck og G. V. Honthorst førte ud over Europa. Honthorst har van Mander formentlig kendt, og meget i hans stil kan forklares ved ham. Der er paralleller af mindre betydning som Wijbrandt de Geest i Leeuwarden, Mathias Czwiczek i Brandenburg og Frans Luyckx i Wien som han næppe har kendt, men som udviser ikonografiske og stilmæssige ligheder. Hans ytringsform fik sit præg på udenlandsrejsen 1636-38, hovedsagelig i Nederlandene. Hos Rembrandt søgte han den flamske side, og mon han ikke har besøgt Rubens, den maler hans fremtidige kunder især beundrede. Endnu mere interessant er det, at han med flid gjorde sig til en del af det danske miljø. Han studerede de billeder, han forefandt i kongens samlinger, og benyttede dem. I de store portrætter bæres den barokke fylde og den udadvendte pågåenhed af en stramhed, der stammer fra Jacob van Doordt. Hans mest personlige særkende er de ovale billeder med blå baggrund. De er miniaturer i overstørrelse som en overdreven luksus, på én gang skarpt set og gengivet og derfor med et register så stort som klientellet, fra det milde til det dramatiske, Valdemar Christian, Rebolledo, Gabelog Frederik Günther (alle Fr.borg).

Til sidst fangede samlingerne ham helt. Dokumentation var tidens løsen. Han kom i forbindelse med Thomas Bartholin og påtog sig at skabe grundlaget for de storartede anatomiske tavler, hvormed han ville forny den videnskabelige litteratur, fik et lig udleveret til at male efter og tegnede under dissektionerne. Der kom ikke det ud deraf som Bartholin havde fablet om, men Karel van Mander ofrede megen kraft derpå og udførte mange anatomiske billeder. Nogle interessante stik blev udført. Karel van Mander var her med i en frontlinje, Bartholin var blandt Europas ypperste på sit felt. Van Mander har portrætteret ham og andre af sine lærde venner, Simon Paulli (Rostock universitet), juristen Henrik Ernst (Fr.borg) og Ole Worm, ikke med blå, men med mørke baggrunde. I øvrigt havde de lærde mest brug for kobberstik til deres bøger og til at sende til korrespondenter. Enkelte andre borgerlige og gejstlige blev portrætteret på samme måde.

Allerede i begyndelsen af 1640erne plejede Karel van Mander fælles interesser med dansk museumsvæsens nestor Ole Worm. Van Mander blev selv en foregangsmand som privat samler; så tidligt som 1654 var hans samling alment kendt og nævnt i litteraturen som tilgængelig for interesserede i gården på Østergade. I 1660erne fik han flere opgaver for det kgl. kunstkammer, blev tilkaldt som sagkyndig fx ved udtagelse af ting dertil i Roskilde domkirke 1665. Kort for sin død blev han udnævnt til inspektør. Der er nogle få vidnesbyrd om hans virke; det var ham der ophængte Cort Adelers tyrkiske trofæer. Karel van Mander 3. var musikalsk, og han skrev vers, hvoraf nogle blev trykt, endog i Holland. Blandt hans digtervenner var de to store hollandske digtere Joost van den Vondel og Jan Vos, der begge har omtalt ham i deres værker. Det samme gjorde hans spanske ven, digteren og diplomaten Rebolledo. I samtidens kunstlitteratur, Cornelis de Bie og Joachim Sandrart, blev han omtalt med fynd. Men hans eftermæle led en krank skæbne på grund af sammenfaldet i navn med faderen og farfaderen. Bunden blev nået ved en grov fejlplacering og tilintetgørelse i et moderne standardværk (Sandrart-udgaven 1925). Herhjemme blev han naturligvis aldrig glemt på den måde. Men man må sige, at forskningen endnu ikke har viet ham den interesse, hans kunstneriske niveau og betydning har krav på.