Aksel E. Christensen

Aksel E. Christensen, Aksel Erhardt Christensen, 11.9.1906-15.12.1981, historiker. Født i Bernstorffsminde, Brahetrolleborg sg, død i Birkerød, begravet Ordrup kgd. C. var professor i historie ved Kbh.s univ. fra 1948 til 1976 og varetog her undervisningen i middelalderens historie og i disciplinen historisk metode og kildekritik. Arven fra forgængeren Erik Arup og fra den svenske økonomiske historiker Eli F. Heckscher blev bestemmende for hans udvikling som historiker, men både i emnevalg og fremgangsmåde markerede han sig selvstændigt i forhold til læremestrene. Disputatsen Dutch Trade to the Baltic about 1600, 1941 er inspireret af Heckscher, men udgør ved sin kvantitative analyse en pionerindsats, og C.s første hovedværk i middelalderens historie Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk Statsopfattelse indtil Unionstiden, 1945 er en kritisk analyse af centrale kildekomplekser i Årups kontroversielle Danmarkshistorie.

Som student havde C. vundet universitetets guldmedalje 1931 for en afhandling om det nordiske gildevæsen i senmiddelalderen der indgående behandlede spørgsmålet om gildernes nordiske eller udenlandske oprindelse, og kom til at danne grundlag eller udgangspunkt for flere af C.s senere arbejder.

Efter skoleembedseksamen i historie og dansk 1932 deltog han tre måneder.s.å. i Eli Heck-schers baltiske seminar og forelagde her nogle problemer i forbindelse med studiet af Øresundstoldregnskaberne (afhandlingen Der handelsgeschichtliche Wert der Sundzollregister, udgivet 1934 i Hansische Geschichtsblatter).

C.s vej til den videnskabelige løbebane havde været trang. Som barn i den stråtækte Ludvigsminde skole havde han snart slugt al foreliggende historisk og naturvidenskabelig litteratur; stedets præst og andenlærer forsynede ham med yderligere læsning og tilskyndede til et studium. Skønt hjemmets støtte efter faderens død måtte være beskeden kom både C. og en ældre bror til at studere. 1926 dimitteredes C. fra Odense katedralskole til universitetet i København, og her blev det hans økonomiske redning at få kommunitetet og komme til at bo på Regensen. Som kandidat måtte han leve af tilfældigt forefaldende arbejde, deriblandt dog udarbejdelsen af registret til anden række af Repertoriet over danske Breve fra Middelalderen hvad der gav ham anledning til selvstændige studier i social og administrativ historie. 1938 knyttedes han til Kbh.s univ. som undervisningsassistent, og 1943 fik han et af de netop oprettede stipendier som universitetsadjunkt hvad der foruden forskning indebar forpligtelse til forelæsninger. Det var disse adjunktforelæsninger der to år senere udgaves i bogen Kongemagt og Aristokrati. Efter tidligt at være erklæret kompetent til et professorat i historie udnævntes han 1948 til Årups efterfølger som professor ved Kbh.s univ.

En tilbøjelighed til stammen hæmmede oprindelig C.s undervisning, men han overvandt den ved en stædig og energisk indsats og blev i sine manddomsår en glimrende forelæser der holdt store auditorier i ånde, jævnligt ud over det forordnede tidsrum. Han indførte årlige ekskursioner som et integreret led i det historiske studium og samarbejdede her med Nationalmuseet. Selv hår C. ofte engageret sig i emner på grænsen mellem historieforskningen og arkæologien, tidvis i polemisk ærinde.

Som historiker er C. syntetikeren, oversigtsfremstillingen eller forelæsningen hans foretrukne form hvor ganske vist kildestudiets enkeltheder ikke tabes af syne, men hvor de bringes i forhold til nogle kraftigt optrukne hovedlinjer. Ligesom Kongemagt og Aristokrati er også Vikingetidens Danmark på oldhistorisk baggrund, 1969, oprindelig holdt som forelæsninger. Afslutningen på hans professorgerning 1976 markeredes med fire dobbeltforelæsninger, hvoraf de tre behandlede emnet Ret og magt i dansk middelalder, medens den fjerde udgjorde erindringer fra halvtreds år ved universitetet (udgivet 1978). Disputatsen 1941 om hollændernes stilling i Østersøhandelen omkring 1600 hviler på statistisk behandling af et stort arkivmateriale og har sit metodiske særpræg ved at de enkelte serier af oplysninger om handel og trafik hidrørende fra en bestemt kildegruppe søges konfronteret med andre kildegruppers oplysninger om samme handel og trafik i andre faser af forløbet. Et hovedpunkt var sammenligningen af de hollandske arkivers oplysninger med Øresundstoldregnskabernes, og formålet var at nå til en objektiv bestemmelse af sådanne kvantitative kilders udsagnskraft med hensyn til handelshistorien. Bogen repræsenterer i denne henseende et nybrud, og dens resultater vedr. handelsteknikken og indretningen af den danske sundtoldsadministration i disse år vil utvivlsomt blive stående. Med sin lidt ældre samtidige Astrid Friis der angreb disputatsen skarpt måtte C. i de følgende år føre en bitter polemik i Historisk Tidsskrift.

Krigsårene forhindrede C. i at foretage yderligere arkivstudier i udlandet, men han forlod ikke handelshistorien. 1953 skrev han til en fransk publikation om middelalderligt markedsvæsen en magistral fremstilling af Skånemarkedets historie, og 1957 var han dansk rapportør til Det nordiske historikermøde i Århus hvis emne var "Det nordiske syn på forbindelsen mellem Hansestæderne og Norden". C.s rapport er et skarpt opgør med de teser om tysk dominans i den tidlige middelalders Østersøhandel som skyldtes den lybske historiker Fritz Rörig (og før ham Adolf Hofmeister), og som også havde tilhold i dele af svensk historieforskning. C. hævder i rapporten og i afhandlingen Scandinavia and the Advance of the Hanseatics, 1957, at disse teser hviler på uberettiget tilbageslutning fra byen Lübecks ubestridte magtstilling i sidste halvdel af 1200-tallet og sætter i stedet en tese om at det i tiden før 1200 var de nordiske købmænd der var toneangivende i Østersøhandelen i kraft af højere udviklet handelsteknik, skibsbygningskunst og organisation. Det var synspunkter som C. havde udviklet på grundlag af sine egne ældre gildestudier, men også i tilslutning til den svenske historiker Sture Bolins undersøgelser over vikingetidens nordiske handelsforbindelser. C. har siden 1957 bekæmpet alle forekomster af tesen om den tyske tidlige dominans i Østersøhandelen, og hans arbejder herom har markeret sig ved en stadig stærkere afstandtagen fra Årups evolutionistiske syn, der fx indebar at friserne i den tidlige middelalder skulle have spillet en vigtig formidlende rolle (Birka uden frisere, 1966).

En anden del af forfatterskabet belyser den sociale struktur i senmiddelalderens Danmark som C. også behandlede i øvelsesform i universitetsundervisningen. Han fortsatte her ikke blot Årups, men også Johannes Steenstrups og Kristian Erslevs undersøgelser af bøndernes, især fæstebøndernes økonomiske og sociale vilkår (Senmiddelalderlige fæsteformer som forudsætning for forordningen om livsfæste af 1523, 1946, Store og små og mange slags fynske bønder, 1954, 1976). Og han anlagde et undersøgelsesprogram om Adel og hovedgårde i dansk senmiddelalder, 1949 (trykt 1976) som siden er videreudviklet af hans elever Troels Dahlerup, Erling Ladewig Petersen og Erik Ulsig. Således som C. tidligt havde skabt et grundlag for vurdering af den danske befolkningsudvikling i middelalderen (Nordisk Kultur II, 1938) skrev han senere hovedtræk af det danske stændersamfunds historie (foruden Kongemagt og Aristokrati, 1945 især afhandlingen Det danske stændersamfunds epoker, 1963), udførte et stort arbejde i forbindelse med Landbohistorisk selskabs udgivelse af nogle af vore ældste tingbøger og udgav selv sammen med Troels Dahlerup Aasum Herreds tingbog 1640-45, 1955-62.

Som politisk historiker har C. en forkærlighed for vendepunkter: De nordiske kongeskifter 1319. 1968, De nordiske kongevalg 1448, 1973. Han fængsles af den dynamiske personlighed på en skillevej: statsmanden Knud den Store i Vikingetidens Danmark, 1969, Janusskikkelsen Sven Estridsen i afhandlingen Mellem vikingetid og Valdemarstid, 1966, Ærkebiskop Asser som nordisk kirkeleder indenfor europæisk politik og kullur, 1976, unionskongen stillet over for oprøret i Erik af Pommerns danske kongemagt, 1952. Anliggendet er at nå til en mere retfærdig vurdering af personen eller en mere præcis situationsbeskrivelse end den hidtil foreliggende; fagfællers afvigende meninger udfordres gerne. Epoke er et nøgleord i forfatterskabet. Fantasien er ikke bandlyst. Men hvor Arup måske digtede over kendsgerningerne kan C. snarere siges at digte over kilderne eller digte omkring kildernes ophavssituation. Sikre holdepunkter kombineres med hypotetiske til en stærkt leddelt situationsbeskrivelse hvad der formentlig er en bevidst reaktion på Årups mere autoritative form. Arbejdsmetode og fremstillingsform indgår her en nøje forbindelse med hinanden, således som det særlig kendetegner C.s to hovedværker fra de senere år Vikingetidens Danmark på oldhistorisk baggrund, 1969 der indeholder socialhistorisk stillingtagen til flere af den forhistoriske arkæologis nyere resultater, og fremstillingen Tiden 1042-1241 i (Gyldendals) Danmarks Historie I, 1977 hvor kildediskussionen er inddraget i alle faser af fremstillingen. C. er tillige en af dette værks redaktører.

1964-70 var C. forstander for Kbh.s univ.s historiske institut, 1960-69 medlem af konsistorium og 1961-72 efor for Den arnamagnæanske stiftelse. Han var således den ene af universitetets to repræsentanter i stiftelsens ledelse under sagen om de islandske håndskrifters udlevering, og han lagde ikke skjul på sin harme over hvad han fandt var danske politikeres og embedsmænds ligegyldighed og ringeagt over for klenodier der af private var givet i universitetets varetægt og her hæget om i århundreder.

Det faglige samarbejde mellem de humanistiske videnskaber har haft C.s store interesse. Han har nedlagt mange kræfter i Dansk selskab for oldtids- og middelalderforskning hvis formand han var 1950-52 og 1955-58, i Landbohistorisk selskab (formand 1957-66), i Den danske komité for historikernes internationale samarbejde og i Nordisk forening for økonomisk og social historie hvis danske afdeling han var formand for 1952-67. Han var formand for Historisk samfund 1948-64 og for Den danske historiske forening 1964-78. I efterkrigstiden har han været en af de danske hovedkræfter i det nordiske samarbejde mellem historikerne, og 1971 var han præsident for Det nordiske historikermøde i København. Han er blandt initiativtagerne til The Scandinavian Journal of History der siden 1976 formidler nordiske forskningsresultater i afhandlingsform på de europæiske hovedsprog.

På sin tresårsdag 1966 modtog C. festskriftet Middelalderstudier skrevet af elever og medarbejdere. På halvfjerdsårsdagen udgav det historiske institut ved Kbh.s univ. en samling af C.s afhandlinger under titlen Danmark, Norden og Østersøen med en fortegnelse over hans forfatterskab.

Medlem af Det kongelige danske selskab for fædrelandets historie 1950, af Vetenskapssocieteten i Lund 1950, af Det kongelige danske videnskabernes selskab 1968 og af Historiska societetet i Åbo 1972.