Joh. Steenstrup, Johannes Christoffer Hagemann Reinhardt Steenstrup, 5.12.1844-3.8.1935, historiker. Født i Sorø, død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). S. indfangedes som barn og ung i to mænds tryllekreds som han aldrig slap ud af. Den ene var den alsidige, filisterhadende, men kongetro far som præget af H. C. Ørsteds naturfilosofi så med ringeagt på de blotte empirikere der var uden anelse om den i den organiske natur iboende fornuft. Faderen overførte sin egen fars venlige, men autoritære opdragelse på sønnen der da også fik lige så flossede nerver som denne og livet igennem led under skyhed og stammen. Desuden overtog han væsentlige dele af faderens livsholdning og historiesyn. Den anden var S.s "kære, faderlige ven, gamle (brygger J. C.) Jacobsen" hvis selvlærte succes i det frit konkurrerende erhvervsliv S. blev duperet af fordi den parredes med åndeligt format, romantisk krav om selvudvikling og alsidighed samt idealistisk tro på samfundsfølelsen hos statens borgere.

Student fra Metropolitanskolen 1863 oplevede S. som rus katastrofen 1864 der dog ikke gjorde ham til historiker. Skønt som faderen stærkt optaget af Danmarks oldtid turde han med sin tvivl om egne evner kun vælge brødstudiet jura. Dog kunne han ikke dy sig for at besvare en prisopgave om panterettens historie som han 1867 opmuntrende nok fik accessit for. Med sin ibsenske trang til selvrealisering blev juraen derfor nu mere og mere slidsom, og han bevægede sig i studiet "fra fortrøstning gennem følelsesløshed og sløvhed til fortvivlelse og tilbage igen" (brev 19.5.1868) til han fik eksamen 1869 og ansattes i overformynderiets sekretariat hvor han sad fire år. Opmuntret af den nære, livslange ven C. F. Bricka kastede S. sig ud i historiske undersøgelser, især af ældre danske landbrugsforhold, og da C. Paludan-Müller karakteriserede kong Valdemars jordebog som en øvelsesbog i skønskrivning opponerede S. Ud fra et helhedssyn gav han i en stor afhandling 1873–74 en kritisk tolkning af håndskriftets kameralistiske dele samt en indtrængende analyse af væsentlige dele af samfundsforholdene og forvaltningen i 1200-tallet. Den unge S.s tone var dog udfordrende og førte til en hidsig polemik med Paludan-Müller der viste S.s mod og "kraftig(e) konstitution" (Bricka 19.7.1874). Som ung slog S. sig da også i tøjret over for sin konservative baggrund, besjælet af en stadig mere levende "overbevisning om frihedens store og uendelige goder" (brev 17.5.1867). "At rejse er at bøje sig, at forme sig ... at gå med åbne øjne, at prøve alt og vælge" skrev den søgende S. (juli 1877) der på den for ham uundværlige dannelsesrejse 1873–75 fandt det "at opgive at se Italien (at) være ligesom Gudsbespottelse efter mit sværmeriske gemyts mytologi" (brev 6.10.1874). Desuden hjemsøgte S. på natur-, menneske- og arkivstudier Sverige, England, Frankrig og Tyskland, og var endnu så favnende at han kom personlig godt ud af det med Ernst Sars fra den nynorske skole: "Vi har fælles opfattelse af historieforskningen" (brev 4.10.1873). Også den stærkt positivistiske Th. Buckle læste naturforskerens søn med stor interesse: "han har haft øje og tanke med sig overalt". Det var ikke hans induktive, statistiske metode, men kun hans filosofi som var forkastelig. For S. ville ikke gøre historien til en lovmæssig naturvidenskab og udradere den menneskelige individualitet og frie vilje. Da Sars imidlertid ved bondevenlig hjælp blev professor forduftede S.s sympati for denne "positivist af det skrappeste lud ... At han, der er en idealist af yderste højre (i åndens verden) kan finde sig i at gå i spænd med bondekreaturer, er gådefuldt" (brev okt.1874).

S., der fra 1873 slog sig igennem ved stipendier og skoleundervisning, bevægede sig i løbet af 1870erne bort fra liberalismen ligesom forbilledet "onkel Jacobsen", og sluttede snart tæt op om højre i skuffelse over venstres klasseegoisme og folkets svigtende samfundsfølelse. Den tiltagende politiske nationalisme smittede også af på S.s historieforskning, således på hans store hovedværk i fire bind Normannerne, 1876–82. Heraf gav det fjerde, Danelagen, S. den juridiske doktorgrad og viste at de skandinaviske erobrere satte dybe spor i Nordøstenglands samfunds- og retsforhold. I øvrigt var den personcentrerede kritisk fortællende politiske historie dominerende i værket på bekostning af den i samtiden frembrydende kulturhistorie der var inspireret af demokratiseringen og naturalismen. Svarende hertil betragtede S. stedse med Hegel statshistorien som historiens ramme. Forskningsdebatten om vikingetiden var national, og danskeren S. satte sig for at gøre op med H. Brunners opfattelse at Normandiets ret ene hvilede på frankisk ret, pointerende den store "indflydelse i nordisk ånd" som de danske vikinger udøvede på de betvungne folk, tillige fremhævende ikke den norske, men den danske dominans i modsætning til norske forfattere som Gustav Storm og Sars der ifølge S. behandlede historien som gjaldt det "et nutidigt politisk spørgsmål". I sin stadige kamp for fremhævelsen af sagnenes betydning for den folkelige danske identitet optrådte S. som nationalromantiker. Folkets sagnhistorie var dets morgendrømme, derfor vital for dets senere og nutidige liv. S. forsvarede da også kontinuitetens betydning og dreves til sine studier for at imødegå den herskende opfattelse at normannerne hastigt glemte deres nordiske rødder i de nye omgivelser. Med Bismarcks mægtige Tyskland som nabo var det særlig vigtigt at en handlekraftig, fædrelandskærlig mentalitet ved påpegningen af traditionens magt genopstod i folket så det ikke skulle gå under. S.s danske vikinger blev derfor trods deres blodige fremfærd ikke barbarer, men skønne, legemsstærke, åndeligt modne mennesker med ypperlig levemåde og en hær med en organisation som i en kristen stat. Med deres "nordiske frihedsfølelse" og heroiske dyder, som også Saxo priste, blev det psykologisk umuligt for den ellers kildekritisk skarpsindige S. ikke at bygge fundamentalt på Saxos beretninger og siden forholde sig "antikritisk" til Georg Waitz' og Kr. Erslevs pietetsløse Saxo-angreb fra 1887 og 1892.

S. der 1882 fik fast økonomisk grund under fødderne ved sin udnævnelse til professor undgik med nød og næppe selv den yderliggående carlyleske hero-worshipping, som han anklagede Sars for i skriftet Radikalisme og Historieskrivning, 1883. Det skyldtes ikke mindst hans faste af Grundtvig og Martensen inspirerede tro på Gud som skaberen af mennesket og dermed af ikke blot dettes guddommelige adelskab, men også dets begrænsning. Bl.a. derfor var S. ude af stand til at se at såvel ateisten Georg Brandes' som Sars' kompromisløse humanisme og moralske fordomsfrihed var en protest mod det kapitalistiske borgerskabs udbytning og mentale undertrykkelse af "folket". Derfor angreb S. det radikale "åndsdespoti, øvet af en gudebåren" og valgt af mængden "der nu en gang (vil) bedrages", og han plæderede i stedet for et borgerligt aristokrati som "nationen" anså for bedst. Det var alt for folket, men intet med folket – doktrinen i levende live. Med sin færden i rigmandskredse og ret platoniske forhold til det brede folk fandt S. også den sarske teori om den uhyre kløft der adskilte den dannede fra bonden og embedsmanden fra folket for uhistorisk. Og i sin første forelæsningsrække som professor, siden udmøntet i afhandlinger som Vornedsskabet hos den danske Bonde, 1886 samt i den æggende folkebog Den danske Bonde og Friheden, 1888 var S. ude på at vise at det samme gjaldt den tilsvarende kløft mellem de højere stænder og den ofte undertrykte bondestand som betonedes af C. F. Allen og radikale brandesianere, især J. A. Fridericia. Modsat S.s personlige og faglige rival Kr. Erslev var Fridericia ifølge S. i det spørgsmål "stærkt... under tendenspåvirkning" (brev 26.3.1888). Ude afstand til at opgive den indpodede barnlige tro på at klasserne kunne forsones vedblev S. at nære den illusion at patriarkalsk-filantropiske følelser fra kapitalisternes side og tålmodig offervillig adfærd fra den arbejdende befolkning skulle kunne sikre social fred. Derfor fandt S. da også forholdet mellem de danske stænder gennem tiden baseret på ret meget mere end magtmisbrug. Betoningen heraf må ses på baggrund af den samtidige hårde forfatningskamp der for S. truede den folkelige enhed: "vi må ... protestere mod (venstres) ... usalige visnen af alt fremskridtet ... Vi historikere, der idelig bedømme fortiden ... har en særegen forpligtelse til også at tage et standpunkt i den (nuværende) krise" (brev 26.1.1887). S.s standpunkt var den truede konservative ideologi der i Dickens' ånd blot ville tillade folket at dyrke hjertets følelse, krævende at det skulle overlade videnskaben til de lærde, stoltheden og luksusen til de formuende. Derfor dyrkede han også maksimen at historien omend via historikerens nutidsengagement skulle dyrkes ene for fortidens skyld. Og uden at ville se det harmoniserende og dermed tendentiøse i sit eget historiesyn beklagede han dybt at "vi (overhovedet) har fået venstre- og højrehistorikere" (brev 8.12.1889). Vendt mod den ideologiske radikalisme med dens rod i oplysningstiden hævdede han af samme grund at "det lærerige ... ikke (er) gunstigt for ... en filosofisk totalopfattelse af verdens udvikling".

Trods sit elevskab til den franske romantismes historikere og sin sans for Am. Thierrys opfattelse af historikeren som tidernes maler kunne han heller ikke identificere historien med poesien, men fandt at kunsten blot, om muligt, skulle fungere som videnskabens tjener. Præget af borgerskabets dyrkelse af den objektive naturvidenskab i erhvervslivets tjeneste ønskede han nemlig at historikeren først og sidst skulle nå sandheden, som Erslev endnu i 1892, og det sandheden i niebuhrsk ånd som moralsk princip. Derved kompenserede S. for den æstetiserende og nihilistiske tendens der lå i videnskaben for videnskabens skyld og i den samtidige øjebliksfikserede impressionismes l'art pour l'art. Denne smittede ganske vist uundgåeligt af på det nervøse bymenneske S., der dog samtidig bekæmpede den ved sit krav til kunstneren om at genoptage det romantiske historiemaleri. S.s holdning var da tvetydig. Skønt han så en fare for objektiviteten i dyrkelsen af Det skønne og Det gode, som han ved siden af Det sande romantisk så som kunstens mål, agiterede han alligevel ivrigt for kunstens og filosofiens inddragelse i historieskrivningen, således i sit fine og tankevækkende værk Historieskrivningen i Danmark i det 19. Aarhundrede, 1889, hvori han som Georg Brandes da også flere steder forbandt tolkningen af forfatterskaberne snævert med forfatterkarakteristikkerne. Værket vendte sig, som en debat 1891 med Erslev i Dagbladet hvor S. var mangeårig medarbejder, skarpt mod de seneste årtiers kildekritisk fikserede forskning med opdyrkelsen af enkeltheder næsten for disses og ekspertisens egen skyld. Værket havde da også som hovedperson den Grundtvig der for S. var den filosofiske sammenhængs påpeger. Og det viste hvor inspireret S. var af den tidlige romantiks syn på historien. Ironiserende over rationalismens "forstandsretning" og naive mekaniske fremskridtstro fremhævede S. den grænsesprængende organismetænkning. "At tænke og føle (er) det fuldkomne" lød det med den beundrede Joh. v. Muller der rostes for ikke at svigte humanitetens sag og for at bruge indfølingen til at nå en hidtil ofte glemt "historisk retfærdighed". Som Steffens så S. i konsekvens heraf anelsen som det dybt bevægende princip i sin forskning, hvis filosofiske opgave var at genkende fornuftens frihed i naturens nødvendighed og denne nødvendighed i historien.

Som S. var med til at få Erslev til at indse nødvendigheden af ikke for kildekritikken at forsømme syntesen og sjælelivet, der i så fald ville udtørres, irettesatte han Grundtvig for svigtende sans for sjæleplejen og mindre interesse for de enkelte personligheder end for massen og folkeånden. Som det tilfredsstillede borgerskabs historiker sympatiserede han ikke med den revolutionære grundtvigske romantiks medrevne forsker: "ingen sand historiker viser had, dertil har han for ophøjet et stade; han virker ikke selv med i den verden, hvor menneskene af lidenskaberne drives mod hinanden". Dermed fornyede S. den gamle lære om videnskabens interesseløshed, ansporet ikke blot af den med industrialismen følgende tendens til objektiv specialisering, men også af sit eget hidtidige livsforløb.

Dette tog S. nemlig op til nærmere overvejelse i en biografi over digteren og videnskabsmanden Christian Olufsen, trykt i den fortryllende og alsidige essaysamling Fra Fortid og Nutid, 1892. Heri nærmede S. sig mere end noget andet sted den romantiske kunsts åbne bekendelse, dens "document humain". Et uforløst, aldrig overvundet kærlighedsforhold i sin egen ungdom skildrede S. i Olufsens forhold til fru Pram, illustrerende hvorledes man i den dydige forsagelse og venskabet med den elskede bliver produktiv. Olufsens eget senere ægteskab nævntes da også karakteristisk nok kun lige akkurat af ungkarlen S. der med sin dybe afhængighed af borgerfamiliens solide, renvaskede og tæppebelagte ro selv mere og mere savnede familie og hjem. Derfor skrev han også stadig mere som romantiker, ud fra hjemve, yderligere tilskyndet af den opblussende nyromantik fra slutningen af 1880erne. Derfor havde han så stærk en trang til at føle sig hjemme alle vegne; ikke blot i historiens danske oldtid og middelalder, men også i digtningen, myten, sagaen, folkevisen, som fx i den idérige Vore Folkeviser, 1891, der i øvrigt kritisk dygtigt og vendt mod A. D. Jørgensen søgte at skelne mellem det oprindelige og det senere i overleveringen; desuden i naturen, dels på sine idelige gå- og cykleture rundt i Danmark og på hyppige rejser i den helst forrevne, bjergrige og mennesketomme udenlandske natur; dels i sin forskning på baggrund af en forelæsningsrække fra 1905 om forandringerne i Danmarks natur og udnyttelsen af den gennem tiden, der udmøntedes i en række småafhandlinger, alle dele af en helhed. Den ensomme bybo S. kom nemlig til at leve i længslen ikke blot efter kvinden og naturen som "en blå blomst", men tillige efter historien. Også denne skulle nemlig på sin vis forblive uopnåelig for ham fordi han romantiserede den, idet han ikke turde gøre den virkelighedsnær nok ved at skabe en fundamental forbindelse mellem fortid og nutid i kraft af den bevidste inddragelse af sit eget livssyn i forskningsprocessen. Længslen svarede til hans lidelse ved at være afsondret fra det fællesskab med mennesker som han savnede, men samtidig udfordrede, så de ikke skulle komme for tæt på.

S. bekæmpede dog som Olufsen mandigt den i denne situation nærliggende selvspejling og livsfjerne drømmeri som han da også tog stærk afstand fra i den degenererede tyske romantik og i den danske romantisme, fx hos C. Molbech. Det skete ved at han klamrede sig til den klassisk-præromantiske psykologi der som Olufsens ikke mindst var rettet mod praktiske mål: i naturen således ved agitationen for dyrkelse af egeskoven på bøgens bekostning; i historien ved en naturalistisk optagethed også af de ydre forhold, sociale (hos bønderne), klimamæssige, geografiske, naturgivne; mentalhygiejnisk ved troen på menneskets mulighed for at beherske sine lidenskaber i den sociale og mentale stræben opad. I samme retning virkede også S.s udpræget borgerlige arbejdsomhed der så et kriterium på videnskabelig værdi i den håndværksmæssigt omhyggelige udførelse der da også kendetegnede S.s produktion.

Samtidig var S. imidlertid stærkt præget af sin samtids, især det kvindelige borgerskabs viktoriansk-puritanske spiritualisme. Den gav ham en sans og interesse for mystiske karakterer, for religiøse og digteriske emner og for kvindens psyke, der skinner igennem i hans forfatterskab, således i den for tiden enestående og engagerede Den danske Kvindes Historie fra Holbergs Tid til vor I–II, 1917 (reproudg. 1983). S. var som de fleste viktorianere ikke blot idealist og moralist, bebrejdende sine ellers elskede vikinger deres slappe sæder, betragtende den deraf følgende overbefolkning som en hovedårsag til deres emigration. Men han var også en skræmt erotiker hvis sensualisme bl.a. kom til udtryk i den livgivende detaljerede skildring, således af de "hæslige" ungarer fra omkr. 900 der modsat de danske vikinger drak "varmt blod som vilde dyr".

Fra omkring 1890 afløste de fremrykkende socialister venstre som den onde trussel mod S.s harmoniserende borgerunivers: "Nu ved vi, at venstre i og for sig ikke kan opstille større magt, det er socialismen, der kommanderer" (brev 23.1.1890). Det var med til at åbne vej for et samarbejde med de hidtil bekæmpede radikale historikere, ikke mindst den Erslev som S. nu oven i købet 1892 (17.6.) kunne karakterisere som sin meget gode ven, om end "ikke let som kollega". Samarbejdet skyldtes også de radikales tilnærmelse til de nyromantiske strømninger der prioriterede sjælelivet, fædrelandet og syntesen højt. Og det resulterede i den storslåede Danmarks Riges Historie I-VI hvor S. med sønlig pietet mod faderens antikverede arkæologiske opfattelser skildrede oldtiden samt middelalderen til 1241. Værkets formål var ikke mindst at gengive det danske folk den tabte selvtillid og handlekraft ansigt til ansigt med den truende eksistenskamp mod Tyskland der efterhånden blev en større fare for S. end de trods alt mere og mere reformistiske socialister. I sin nationalromantiske opfattelse af den danske oldkultur som højtstående og dermed forbilledlig kunne S. dog ikke vinde bifald hos de radikale der for S. at se var bidt af udviklingstanken og derfor så vor kultur som en sildefødning. Denne "klynkende" opfattelse var imidlertid hverken videnskabelig endsige til nytte for fædrelandet fandt S., der dog op mod første verdenskrig kunne glæde sig over at forsvarssagen trods alt vandt frem, og at staten ikke faldt sammen trods venstres og radikales magtovertagelse. Med etableringen af den nationale front mod Tyskland blev der overskud for S. til at foretage et lignende nybrud inden for den nordiske stednavneforskning som tidligere inden for vikingeforskningen. Det skete med ypperlige nøgternt analyserende afhandlinger fra 1894 og 1896 hvor S. påviste sammenhængen mellem vore landsbyers navneform og deres jordtilliggenders størrelse ved en kameralistisk-statistisk metode der siden fulgtes af svensk forskning, og hvor han tolkede navnegrupper i stedet for den hidtidige vilkårlige tolkning navn for navn. Denne forskning fortsatte S. i tiåret efter 1900.

Utvivlsomt inspireret af den accept denne grundforskning samt dele af hans historiesyn mødte op mod krigen, desuden ved sit mangeårige fortjenstfulde arbejde i konsistorium på universitetet, hvis rektor han blev 1899–1900, dukkede S. hyppigere op fra sit asketiske studerekammerliv. Dette gav ham i øvrigt en særlig evne til at indleve sig i munketilværelsen, således i den "fine, følsomme" Ansgar af hvem han i Danmarks Riges Historie gjorde et lille "selvportræt", pointerende hvorledes han var for sund og flittig til at de for ham livsnødvendige drømme og syner slappede ham så "ligevægten tabtes og det jordiske fodfæste gled bort". Ansgarskildringen blev en af de mange gode biografier som S. især forfattede til Brickas Dansk biografisk Lexicon til hvis skabelse han med sit nære forhold til Jacobsen-familien blev en vigtig initiativtager. Selv så S. tidligt faren for at cellelivet kunne "blive et rent fængsel, hvor sjælen hentørrede" hvis ikke munken modtog indtryk af det sollys der farvede alt i naturen "med en tindren, der trænger til hjertet" (brev juli 1877). Naturdyrkelsen kunne dog kun delvis kompensere for savnet af den borgerlige virkelighed, selv om han som Thomas Mann vidste at det normale livs veje ikke stod åbne for ham, og at menneskets spontane, varme følelser dybest set ikke kunne forløses i hans videnskab eller kunst. Desto vigtigere blev hans få forbindelser til dette liv; til faderen og søstrene mere end moderen; til vennen Bricka som han forgæves søgte at få ud af bogburet; til den virkelighedsnære Erslev som han havde et had-kærlighedsforhold til og med alderen meget gerne ville komme i møde; og efterhånden mest af alt til sine studenter. Ikke de unge, hvis niveau han ikke kunne sætte sig ned på og hvis trang til den af ham foragtede "skolemæssighed" bedre forløstes af den pædagogisk håndfaste Erslev, men derimod de ældre der i personlige samtaler og øvelser, præget af den juridiske tradition, lærte meget. S. stillede de strengeste krav til dem. Han opdrog dem til at "studse" over det usædvanlige og se netop så fordomsfrit på fortiden som kun en "benediktinermunk" som han selv kunne gøre det fordi han med så uoprykkelig en rod i sin samtids solide borgerlige "kloster" og med så fast en tro på Gud, konge og fædreland ikke havde behov for at omskabe fortiden i en fremtidig utopis tjeneste sådan som de med deres eget samfund længe utilfredse radikale historikere. Modsat den for historiens nytte ivrende historieskriver Erslev der i tiden op mod verdenskrigen som Dilthey anfægtedes dybt af den europæiske værdikrise og af spørgsmålet om historikerens inddragelse i forskningsprocessen og den deraf følgende risiko for at historien blev uvidenskabelig, forblev S. i hovedsagen på et før-nyidealistisk stade. Han så ikke forskerens nutidsbundethed og bl.a. derfor heller ikke indlevelsen og intuitionen som alvorlige problemer for objektiviteten. Det skyldtes dog også at han ikke ville gøre historien til en lovsøgende (natur)videnskab, hvor "kun én opfattelse kan være den rette", men fandt at mange forskellige opfattelser af et begivenhedsforløb var mulige, og at alle kunne indeholde sandheden hver fra deres standpunkt. Det fremgår af hans Historieskrivningen i det nittende Aarhundrede, 1921, og især af det dygtige arbejde Historieskrivningen. Dens Udvikling gennem Tiden, dens Væsen og Formaal, 1915 der kan opfattes som den aldrende S.s svar på Erslevs Historisk Teknik og Historieskrivning fra 1911. Modsat den af positivismen fortsat influerede Erslev behøvede S. ikke nogen polemisk skelnen mellem en mere videnskabelig historieforskning og en mere subjektiv historieskrivning fordi han ikke som Erslev så følelsen, men snarere som sit forbillede Guizot den strenge logik som et problem. Dyrkelsen af den kunne føre til en rent abstrakt opfattelse af menneskene hvis sjæleliv efterhånden for S. som for Erslev blev historieforskningens centrum. Objektivitetsproblemet blev desto mindre for S. fordi han nu modsat Erslev og mindre end tidligere så behovet, endsige nødvendigheden af at identificere historieskrivningen med kunsten for at gøre historien eksistentiel. Udviklingen var jo gået i den af S. ønskede nationale, folkelige retning, og socialismen ville næppe blive en alvorlig trussel mod fædrelandenes Midt- og Vesteuropa, endsige da i Danmark. Hertil kom at idealisten S. modsat den af naturalismens æstetik prægede Erslev fortsat så kunstens mål som skildringen af Det gode og Det skønne, der imidlertid, som S. blev mere og mere klar over, ikke altid kunne forenes med Det sande. Denne forening foretrak S. dog meget fremfor en historieskrivning der som den hidtil toneangivende preussiske skildrede Det stærke der som Livets lov tilintetgjorde Det svage.

De to værker var led i en imponerende alder-domsproduktion hvoraf kan fremhæves Normannerne V, 1925, Carl Jacobsen og hans Fader, 1921 og Carl Jacobsens Liv og Gerning, 1922 samt en række retshistoriske afhandlinger i S.s allersidste år. De viste hvorledes S. næsten honorerede den grundtvigsk-romantiske opfattelse at følelsen som manddommens tid afløstes af forstanden som alderdommens. Den tidligere lidenskabelige modsigelseslyst veg for en forsoning med og stigende forståelse for anderledes tænkende tider og personer, således for den førhen mere revsede rationalisme, desuden for en historiker som Sars, der nu skildredes meget positivt, Joh. v. Muller til gengæld mere nøgternt. I pagt hermed blev hans forklaringer stadig mere nuancerede og mangesidede, præget af hans efterhånden enestående polyhistoriske viden. Hans mangeårige kamp med stilen satte sig desuden spor i et mere og mere ligefremt, gennemsigtigt og ofte poetisk sprog, så man stundom som S. skrev om Victor Hugo "føler sig greben ... som når man ... oppe i snebjergenes højder betages af de umådelige vidders storhed og stilhed og føler sig så tæt under stjernerne".

S. udviklede sig da også til dansk historieforsknings længe oversete Zeusskikkelse; mest alsidig, mest belæst, mest producerende og mest kritisk fantasifuld af alle siden P. F. Suhm. Med sin hellige ørn i stand til at leve op til sit krav til historikeren om "at hæve sig som en fugl højt op over alle forstudier, alle bøger, al viden og lærdom" (brev 12.5.1890). Stædigt værnende sin samtids natur mod menneskelige overgreb, nok videnskabeligt hægende om sandheden i historien og om de svages og kvindens rettigheder, men på det etableredes præmisser; romantisk dyrkende traditionen, det varige venskab og den afholdende kærlighed; tugtende sit legeme ved vinterbadning og kraftspring, ilter og nøjeregnende, men også betænksom og retsindig; længe skiftevis mild og oversanselig streng i sine domme; evnende med jernhård disciplin at gøre sig til sin egen skæbnes herre, til gengæld ude af stand til at ændre en udvikling der i hans samtid næsten uundgåeligt gav den erslevske kildekritiske radikalisme sejren skubbende ham op i de uvidenskabelige særlinges uskadelige overdrev så man først nu for alvor begynder at få øje for hans format. – Medlem af Videnskabernes selskab 1882. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse. Æresdoktor ved universitetet i Lund 1900 og Caen 1932. Medlem af talrige udenlandske videnskabelige selskaber.

Familie

Forældre: lektor, senere professor Japetus S. (1813–97) og Ida M. Kaarsberg (1811–82). Ugift.

Udnævnelser

R. 1890. DM. 1898. K.2 1907. K.1 1924. S.K. 1934.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers mal. af selskab i Ny Carlsberg glyptotek, 1888 (Carlsberg mus.) og på tegn. dertil. Mal. af A. Helsted, 1893. Afbildet på Krøyers mal. af møde i Videnskabernes selskab, 1897 (Vidensk. selskab; Hirschsprung). Mal. af H. Vedel, 1925 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1882 53–56 og i Inbjudning till den hogtidlighet, varmed filosofie doktorspromotion av filos. fakulteten i Lund anstalles, 1900 XIIIf. Interview i Berl.tid. 26.12.1916. J. S.: Nogle omrids af min virksomhed som universitetslærer, 1934 (heri bibliografi). A. D. Jørgensen: Breve, udg. Harald Jørgensen, 1939. Marcus Rubin: Brevveksl., udg. L. Rerup I-IV, 1963.

Lit. J. P. Jacobsen i Tilskueren, 1907 201–16. Povl Engelstoft i Den ny lit. II, 1924 129–33. Kn. Fabricius i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1935 115–21. Jørgen Olrik i Nord.t. för vetenskap, konst och industri ny ser. XI, Sth. 1935 393–407. Aage Friis i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1935–36 103–20. C. O. Bøggild-Andersen i Hist.t. 10.r.V, 1939–41 64–153. Kn. Fabricius sst. 385–411. Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943. Vilh. la Cour: To livslinier, 1954 13–17. Jens Henrik Tiemroth: Erslev – Arup – Christensen, 1978. Leo Tandrup: Ravn I–II, 1979. Kai Hørby i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj X, 1980.

Papirer i Kgl.bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig