Albert Høeberg, Albert Alexander Høeberg, 26.4.1879-21.7.1949, operasanger. Som en naturlig følge af slægtstradition (han var barnebarn af H.C. Lumbye) og anlæg slog Albert Høeberg tidligt ind på den musikalske kunstnerbane. Med sin malmfulde, mandigt og sonort klingende baryton og sin medfødte naturlige sans for dramatisk fremstilling valgte han operascenen som sit selvfølgelige mål. Sit store stemmemateriale fik han uddannet af lærere som den svenske operasanger Algot Lange der fra 1884 havde tilhørt Det kgl. teater, professor Julius Hey i Berlin og den kendte sangpædagog baronesse Lona Gyldenkrone. 8.4.1904 debuterede han i Eugen d'Alberts Kain, og denne løfterige debut blev indledningen til en lang og smuk kunstnerisk livsgerning ved vor opera hvor Albert Høeberg hurtigt kom frem i de førendes rækker. Han blev på mange områder den naturlige arvtager efter N.J. Simonsen.

Også uden for operaen ydede han en betydningsfuld indsats i dansk musikliv, både som romancesanger og først og fremmest som fortolker af de lyriske barytonpartier i vor romantisknationale litteratur af korværker, hvor han ikke mindst i et parti som Oluf i N.W. Gades Elverskud på en sjælfuld måde levendegjorde ånden i dansk romantisk tonekunst.

Både i kunstnersind og i røstens varme lød og lyriske charme var der noget typisk dansk over Albert Høeberg. Hans styrke som dramatisk sanger var nøje knyttet til hele hans naturel, menneskeligt og kunstnerisk. Sit ypperste nåede han i skikkelser som i deres tragiske vælde kalder på den varmhjertede medfølelse der altid hos denne sanger var ægte og stærk. Dette kom ikke mindst klart frem i udformningen af wagnerske skikkelser som hollænderen i Den flyvende Hollænder, Amfortas i Parsifal, vandreren i Siegfried og Telramund i Lohengrin, ligesom dette drag gjorde Albert Høeberg til en ypperlig fortolker af partier som Golaud i Debussys Pelléas og Mélisande og Boris i Mussorgskys Boris Godunov. Den storlinede side i hans musikalskdramatiske fremstilling gjorde marsken i Heises Drot og Marsk og Saul i Carl Nielsens Saul og David til store indsatser i dansk dramatisk kunst.

Et karaktertræk, der ofte uddybede Albert Høebergs kunst, og som sikkert også bundede i hans danske naturel, var hans udtryk for humor der enkelte gange kunne hæve sig op til en skarpt karikeret og løssluppen komik som fx i hans ypperlige og uimodståelige udformning af intriganten Don Bazilio i Rossinis Barberen i Sevilla.

Albert Høebergs ældste bror Andreas Christian Vilhelm Ernst Høeberg, født 14.11.1871, død 27.2.1926, studerede 1888–90 ved konservatoriet og uddannedes videre som cellist hos F. Neruda og H. Becker i Frankfurt a.M. 1892 ansattes han i det kgl. kapel hvor han 1899 blev solocellist, fra 1919 kgl. koncertmester. Kgl. kammermusikus 1914. R. 1922.

En anden bror Valdemar Høeberg, født 27.7.1877, død 10.2.1920, blev konservatorieuddannet i København 1903–05, virkede som pianist og komponerede en del kammer- og scenemusik samt sange. Han var i en årrække bosat i USA, derefter i Århus hvor han virkede til sin død.

Albert Høebergs datter Esther Høeberg, født 20.7.1901, død 22.9.1969, blev sanguddannet herhjemme og i udlandet og sang bl.a. flere Wagnerpartier på Det kgl. teater, optrådte på mange koncerter og var i de senere år ansat som operasuffløse på Det kgl. teater.

Familie

Albert Høeberg blev født i København (Garn.), død samme sted (Skt. Lukas), begravet samme sted (Bispebjerg).

Forældre: brændevinsbrænder Peter Petersen Høeberg (1843–1918) og Amalie Augusta Lumbye (1846–1923). Gift 17.6.1905 i København (Simeons) med Astrid Hansine Terkelsen, født 17.11.1873 i København (Frederiksberg), død 22.2.1947 i Gentofte, datter af bødker Frederik Julius Terkelsen (1843– 1907) og Kirsten Abelone Olsen (1844–1907).

Bror til Georg Høeberg.

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1929.

Ikonografi

Maleri af Max Müller, 1918. Buste af S. Wagner, 1925 (Teatermus.) og af Grethe Gyde, 1926 (samme sted). Silhouet af Kirsten Wiwel, 1927 (Kgl. bibl.). Maleri af Axel Bredsdorff, 1929. Tegning af Ragna Nordstrand, 1930. Maleri af W. Meinhard, 1931, og af J. Aabye, 1936 (Teatermus.). Tegning af Gamst (samme sted). Statuette af A. Locher (samme sted). Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. tid. 8.4.1844. – Masken, 1911–12 221; 1912–13 149f. Teatret, 1928–29 112. Tippe Lumbye i Socialdemokraten 24.4.1949. Kai Flor i Berl. tid. 22.7.1949. Axel Kjerulf i Politiken s.d. Aage Fönss i Det kgl. teaters progr., sept. 1949. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig