E.W. Klein

E.W. Klein, Ernst Wilhelm Klein, 10.9.1830-.tidligst 1879, redaktør, agitator. Født i Kaub i Nassau. Efter at Louis Pios Internationale aug. 1873 var blevet forbudt og Den demokratiske arbejderforening smuldret hen efter Sophus Pihls fængsling dannede "de frie fagforeninger" i Kbh. maj 1874 en centralbestyrelse som indtil 1876 fungerede også som hovedbestyrelse for socialdemokratiet. Til dens formand valgtes K. Han var en vidtberejst tysker som i 1850erne var kommet til Kbh. og havde stiftet familie der. Først i 60erne nedsatte han sig som barber i Ballerup. Han var en både begavet, belæst og veltalende mand som tidligt var blevet socialist. Det synes som om han 1867 har været medlem af en "international klub", en af Internationales forløbere. Fra 1872 optrådte han som medarbejder ved "Socialisten" (under mærket Vengeur), og herved og ved nogle møder i begyndelsen af 1874 vandt han så megen anseelse at det i forbindelse med hans sprogfærdighed gav ham fortrinnet fremfor V. T. Holst og A. Mundberg. Han gik meget energisk op i organisationsarbejdet, holdt talrige møder og knyttede ved sin personlige allestedsnærværelse fagforeningerne sammen og til centralbestyrelsen. Juni 1874 drog han på en agitations-turné til provinsen og gæstede bl.a. Århus, Horsens og Fredericia. Han støttede ligeledes landarbejderforeningerne på Sjælland. Selv om han i sine stærkt citatspækkede taler kunne være svulstig og rødglødende var han egentlig en klartseende og nøgternt tænkende mand med et praktisk greb på tingene der ikke blev træt af at fremhæve "at det kun er ved oplysning, ved dannelse, ved besindig rolig fremadskriden ad den lovlige vej, ved mindelige overenskomster med arbejdsgiverne at arbejderne kan høste nogen frugt af deres bestræbelser". Som mål for den organisatoriske udvikling forudså og bebudede han i forbindelse med provinsagitationen dannelsen af samvirkende fagforbund og et socialdemokratisk forbund. Hans betydning for socialismens og fagbevægelsens vækst i Danmark har hidtil være underkendt, men den er utvivlsomt meget betydelig. Hans "fortsættere", P. Holm, Chr. Hørdum og C. C. Andersen har gennem samarbejdet i centralbestyrelsen modtaget adskillig påvirkning af ham således at de blev klart reformistiske. Efter "førernes", Pios, Harald Brix' og Paul Geleffs, løsladelse af fængslet april 1875 blev og følte K. sig sat i skygge, og der udviklede sig et spændt forhold mellem ham og Pio. Denne overtog i aug. formandsposten for centralbestyrelsen, og K. blev sekretær. I okt. blev K. også ansvarshavende redaktør af Social-Demokraten. Men hans kritiske indstilling over for førerne og den personkultus der udfoldedes om dem drev ham så langt ud i opposition og rænkespil at han maj 1876 blev afskediget både som redaktør og sekretær. Han deltog i Gimlekongressen i juni som en af førerne for Pios modstandere, og senere på året udgav han kampskriftet Socialismen og dens Ledere, en ikke blot kritisk, men hadefuld belysning af førernes personlige være- og levemåde og en stærkt tendentiøs opstilling af partiets pengemæssige forhold. Nogle måneder 1877 var K. redaktør af "Flyvebladet", et organ for en gruppe utilfredse – muligvis støttet af politiet – og da det gik ind gled K. også ud af sagaen. Han vendte tilbage til sin gamle næringsvej og indrettede en barberstue på Nørrevoldgade, men synes kort efter at være forsvundet fra Kbh., formodentlig til udlandet.