E. Tesdorpf

E. Tesdorpf, Edward Tesdorpf, 27.9.1817-2.5.1889, landmand. Født i Hamburg, død på Ourupgård, begravet i Idestrup. T. udgik fra en hanseatisk patricierfamilie. Oprindelig hjemmehørende i Lübeck bosatte faderen sig 1800 i Hamburg hvor han 1810 grundlagde et handelshus der efterhånden fik en anset position. T. gik i gymnasiet Johanneum efter en grundig forudgående undervisning hjemme, og 17 år gammel kom han i landbrugslære i tre år på tre større gårde i Holsten. 1837 ansattes han som forvalter hos den holstenske forpagter Wibe, Gammelgård på Lolland. I efteråret 1839 blev det forsømte gods, Ourupgård på Falster, stillet til salg af ejeren baron de Selby, Haag, og T. erhvervede ejendommen i jan. n.å., støttet af familiens betydelige finansielle ressourcer. T. overtog Ourupgård, Kringelborg og Fanggården med tilhørende bøndergods og arealet Bøtø Fang for 330 000 rdl. 1847 købte han yderligere Gedsergård, Nøjsomhed og Frisenfeld på Falster, og videre erhvervede han den ved anlægget af Kastrup lufthavn sløjfede Petersdal på Amager, godserne Ludvigsgave og Pandebjerg på Falster og Sæddingegård på Lolland, således at han til slut var besidder af ti fortrinsvis store ejendomme med omkr. 2300 ha af landets bedste agerjord, et stort fra havet inddæmmet areal samt betydelige skovstrækninger, huse m.m. T. var blevet en af landets største jordbesiddere der med bopæl på Ourupgård, som han i 1860erne lod ombygge i tysk nygotik (nedrevet 1940), personlig forestod driften af det store antal ejendomme med undtagelse af et par mindre gårde.

T. var kun 22 år da han etablerede sig som godsejer, men allerede få år efter havde han utvetydigt markeret sig som en af de mænd inden for dansk landbrug hvis indsats pegede fremefter. T. skulle gennem fyrre år stå som en meget central, om ikke den centrale skikkelse i dansk landbrugs udvikling. Til forståelse af denne position som næppe nogen enkelt landbruger har indtaget før eller siden må man ikke overse det forhold at T. i sin familie havde et økonomisk rygstød få af hans standsfæller kunne opvise. T. kunne sætte aktiviteter i værk der krævede kapitaludlæg i en størrelsesorden der gjorde noget tilsvarende urealistisk for de fleste andre landbrugere. Men hans investeringer viste sig i det store og hele rentable, og T. gentog i skrift og tale nødvendigheden af i det moderne landbrug -med hans egne ord – det fremadskridende agerbrug – at operere med en driftskapital. Når T. og hans samtidige talte om det fremadskridende landbrug forstod man hermed det agerbrug der var markedsrettet i sin produktion og i den forstand at man vurderede Danmarks særlige betingelser og muligheder i et samspil med den generelle udvikling i Europa og den ny verden. Man forstod hermed et rationelt arbejdende landbrug med en udviklet regnskabsføring, med anvendelse af teknologiens og landbrugsvidenskabens landvindinger og med en erkendelse af at landmandens forhold til sin bedrift, jord og besætning måtte være bestemt af rationelle overvejelser, af en kalkulatorisk holdning og en erkendelse af, at produktionsapparatet i videste forstand krævede tilførsel for at kunne fortsætte med at afgive. Til produktionsapparatet regnede T. også medarbejderne fra de højere funktionærer til de betydelige grupper arbejdere. Også her gjorde han sig til talsmand for at kravet om en arbejdsydelse måtte modsvares af betingelser for at denne ydelse kunne præsteres og helst øges. Ourupgård var som gods betragtet ved T.s overtagelse i ringe stand med et efter samtidens dom ringe fæstegods. T. lod 1842 hoveriet afløse af en pengeafgift og 1847 tilbød han sine bønder deres gårde til arvefæste hvilket de dog ikke modtog, og først 1874 frasolgtes gårdene til selveje. Med en blanding af human velvilje og bestemt styring inden for mulighedernes rammer og hjulpet af de gode konjunkturer bragtes bøndergodset hurtigt på fode. I den diskussion omkring husmandsbefolkningens vilkår der rejstes i 1840erne tog T. til orde i en retning der for miljøet og tiden må betragtes som progressiv, og han anskuede da, som senere i 1860erne, de sociale problemer på landet først og fremmest som et spørgsmål om at skaffe tilstrækkeligt arbejde til den forhåndenværende arbejdskraft.

T. var ikke teoretisk uddannet, men gennem omfattende rejser i udlandet – 1844 opholdt han sig næsten et år i Storbritannien – og ved et flittigt studium af tidens inden- og udenlandske landbrugslitteratur formåede han at holde sig på højde med udviklingen i det meste af sin levetid. Et stort antal af de innovationer der vandt indpas i dansk landbrug fra 1840erne og frem til begyndelsen af 1880erne, hidrørte enten direkte fra T. eller blev formidlet gennem ham, altid efter nøje praktisk afprøvning på hans egne ejendomme. T. omplantede til danske forhold det holstenske landbrug med dets vægt på såvel kornavl og dyrkning af foderplanter som grundlag for en højtydende kvægbesætning og et udviklet mejeri. Han gennemførte en omhyggelig brakbehandling, afvandede og fra 1853 drænede jorderne som en af de første herhjemme. T. havde fra begyndelsen forståelsen for gødningens rolle og det forhold, at tidens udprægede korndyrkning stillede krav om tilførsel af næring til erstatning for den der fratoges jorden ved hver afgrøde. Han øgede tilførslen af naturlig gødning gennem et øget og bedre fodret kreaturhold, og tidligt og i et for samtiden usædvanligt omfang tog han kunstgødningen i brug. I kvægholdet står han som en af skaberne af den røde danske malkerace, idet han straks efter overtagelsen af Ourupgård indførte anglerkvæg. Den stamme der blev opbygget på gården fik frem til århundredskiftet meget stor indflydelse på kvægholdet i Danmark, ikke mindst naturligvis på de sydlige øer. T. indførte en stærkere fodring af malkekvæget end hidtil almindelig anvendt, bl.a. med korn, og i en årrække kunne udviklingen på Ourupgård og T.s øvrige ejendomme opstilles som retningsgivende for det intensive landbrug i Danmark med den stærkere vægt på den animalske produktion. Også selve mejeriet blev styrket, først på basis af de holstenske traditioner, siden i takt med de teknologiske landvindinger herhjemme. Overalt på T.s gårde blev avlsbygningerne successivt fornyede, så de mest rationelt kunne tjene de funktioner de skulle udfylde. Også med hensyn til at udnytte tidens landvindinger inden for den teknologiske udvikling var T. en foregangsmand. Han var den første herhjemme der anskaffede et flytteligt damptærskeværk med lokomobil, og han var en af de første der tog mejemaskiner i anvendelse.

T.s gårde fik snart ry for at være fortrinlige læresteder, og mange af den kommende generations ledende mænd, særlig inden for det større landbrug, havde været lærlinge hos T. Han krævede meget af sine lærlinge, men han var også selv meget optaget af sin opgave som læremester. Adskillige af disse lærlinge fortsatte senere som hans betroede medarbejdere. T.s landbrug, særlig Ourupgård, kom snart til at stå i samtidens bevidsthed som mønsterbedrifter, og de blev gæstet af talrige besøgende, både fra ind- og udland. Det var også i T.s udadvendte virke hans styrke at han til stadighed kunne vise nye metoders og nye synspunkters fordele ud fra egne erfaringer i praksis. T. formåede ved siden af ledelsen af sine omfattende besiddelser at yde en overordentlig betydningsfuld offentlig indsats. Han var i mange år sin hjemkommunes på en gang velvillige og effektive sogneforstanderskabs- og senere sognerådsformand, og det smertede ham dybt at han pga. tidens politiske modsætninger omsider blev væltet. T. var initiativtageren til udtørringen af Bøtø nor. Som den største lodsejer fik han 1860 stiftet et aktieselskab til norets udtørring, og arbejdet gik i gang n.å. Stormfloden 1872 tilintetgjorde de hidtidige bestræbelser, og selv T. skal have været ved at opgive, men arbejdet kom i gang på ny med omfattende digeanlæg til beskyttelse af Falsters sydspids, plantninger og fra 1876 en begyndende udskiftning af det da tørlagte areal. Den endelige indvinding af nyt land skete dog først efter T.s død.

T. var endvidere hovedmanden bag oprettelsen af andelssukkerfabrikken i Nykøbing 1884. Han havde allerede 1876 gjort sig til talsmand for, at man i en dansk sukkerroeproduktion skulle få flest muligt med og at den industrielle forarbejdning skulle ske på landmandsejede virksomheder. Han kom her i et modsætningsforhold til C. F. Tietgen og De danske Sukkerfabrikker der 1880 var blevet eneproducenter af dansk roesukker. Fabrikken i Nykøbing blev for ca. 50%s vedkommende finansieret af T., ligesom han besad godt 35% af andelene ved afslutningen af det første årsregnskab 1886. I Maribo amts økonomiske selskab havde T. været den drivende kraft længe inden han 1867 valgtes til dets formand, men sin afgørende indsats ydede han 1860–88 som præsident for landhusholdningsselskabet. Dette selskabs prestige og betydning havde i årene forinden været svækket, men T. fik, ikke mindst i et godt samarbejde med B. S. Jørgensen, landbohøjskolen og fra 1875 med J. C. la Cour, selskabets almene placering styrket og ikke mindst bragt i et frugtbart samspil med udviklingen i landbruget. T. var hyppigt foredragsholder i selskabet, fremmede dets mødevirksomhed og stod bag dets initiativ 1865 der førte til oprettelsen af en dampskibsforbindelse til Storbritannien til udførsel af levende kreaturer. 1877 deltog han på selskabets vegne i forhandlinger i London for at modvirke et truende stop for denne eksport. T. var ligeledes levende engageret i selskabets begyndende konsulent- og forsøgsvirksomhed, og på sine egne gårde stillede han sig til rådighed for den første generation af egentlige landbrugsvidenskabsmænd som Th. R. Segelcke, N. J. Fjord og P. Nielsen, Tystofte. Formelt var T. i ledelsen af landhusholdningsselskabet sideordnet med to andre præsidenter, men der var ingen tvivl om hans ubestridt ledende stilling i samarbejdet.

T. var i besiddelse af en usædvanlig arbejdsevne som han bevarede til sine allerseneste år, og indtrådte 1888 i administrationen af baroniet Knuthenborg. Hertil kom en konkret målrettethed over for de foreliggende opgaver, en naturlig begavelse der gennem årene blev skolet ved mange rejser i ind- og udland og ved stadig medleven i den landøkonomiske og landbrugsvidenskabelige debat der tog fart i T.s levetid og som han selv fremmede ved at støtte iværksættelsen af udgivelsen af Ugeskrift for Landmænd fra 1855. T. forenede på en mærkelig måde en udpræget fremskridtstro og en instinktiv forståelse af samfundsudviklingen – fx at landbrugets videre fremskridt måtte bero på bønderne – med en konservatisme i almindelig politik og en fremmedhed over for ikke-materielle sider af tilværelsen. T., der loyalt knyttede sig til Danmark fra sin etablering som godsejer, kom 1848 og igen 1861 ud for nationalt betonede angreb. I sidste tilfælde havde han i en artikel i Berlingske Tidende karakteriseret den danske sprogpolitik i Mellemslesvig som uklog, hvad der afstedkom megen polemik der sårede T. dybt. Han var en alvorligt troende mand af nærmest pietistisk retning der i videst muligt omfang overholdt søndagsfreden på sine ejendomme. Han knyttede forbindelse til J. C. Lindberg i Tingsted, tog del i kristelige møder, og man skal utvivlsomt i hans omfattende godgørenhed og hans initiativer i social-filantropisk retning – brugsforening, sygekasse, begravel seskasse, svendehjem i Nykøbing F. – se udslag af hans religiøse overbevisning. Han stod uden for sine standsfællers sociale og selskabelige liv, levede efter sine muligheder beskedent og tilbagetrukkent, hvad der også har haft baggrund i hustruens mangeårige svagelighed. Han var ikke nogen smidig natur men fordrede sin uafviselige indsigt og omfattende uegennyttige indsats respekteret og anerkendt. Ved sit 25-års jubilæum som præsident for landhusholdningsselskabet og ved sit udtræden af præsidiet 1888 stod han ubetinget som sin tids ledende skikkelse i dansk landbrug. Igennem mere end 40 år havde T. stået midt i udviklingen og i mange tilfælde været den der havde vist vejen fremefter. Som praktisk landmand, som præsident for landhusholdningsselskabet og som igangsætter havde han et format der rakte ud over hans samtidiges, og når dansk landbrug i sidste halvdel af forrige århundrede gennemgik en dybtgående moderniseringsproces, så må T.s virke nævnes som en afgørende forudsætning herfor. – Etatsråd 1860. Konferensråd 1885. Gehejmekonferensråd 1888. – En søn, Edward Frederik (Friederich) Jakob Tesdorpf, født 3.12.1854, død 23.5.1937, overtog 1880 forpagtningen af Sæddingegård og arvede senere Ourupgård efter faderen. I 1890'erne deltog han i agitationen for toldbeskyttelse af landbrugsproduktionen og blev 1897 formand for foreningen herfor. 1902 blev han valgt af højre i landstinget hvor han sluttede sig til de frikonservative. Hans politiske indflydelse var ringe og 1910 udtrådte han. T. var en kyndig hippolog og medlem af statshingsteskuekommissionen. Han var formand for bestyrelsen af den Tesdorpfske sukkerfabrik i Nykøbing F. og medlem af Maribo amts økonomiske selskab. Kammerjunker 1879. Hofjægermester 1890. Kammerherre 1909. R. 1900. DM. 1923. K2. 1934.

Familie

Forældre: købmand, Oberalter Friedrich Jacob T. (1781–1862) og Dorothea Rücker (1789–1844). Gift 10.7 1845 i Hamburg med Mary Busch, født 12.10.1820 på Frederikshuld ved Schenefeld, død 14.6.1875 i Berlin, d. af købmand Ernst B. (1775–1824) og Jane (Jenni) Smith (1786–1832). – Far til Ad. T.

Udnævnelser

R. 1854. DM. 1866. K2. 1872. K1. 1887.

Ikonografi

Træsnit 1880 og efter dette træsnit bl.a. 1889. Træsnit af H. P. Hansen. Mal. af H. Chr. Jensen 1885 (landhusholdningsselskabet), 1889 (Sanderumgård) og 1890. Litografi af I. W. Tegner, 1889, efter foto, efter samme træsnit af bl.a. G. Pauli, 1889. Et par andre træsnit s.å., bl.a. af H. P. Hansen. Buste af Th. Stein, 1891 (Fr.borg). Statuette af samme s.å. (Maribo mus.), udkast til statue (landhusholdningsselskabet). Buste på mindestøtte (ved Nykøbing k.). Foto.

Bibliografi

Oscar L. Tesdorph: Mitteil. über das Tesdorphsche Geschlecht, Hamb. 1887. Ugeskr. for landmænd 6.r.XVII, 1889 239–43. Vort landbrug VIII, s.å. 323–27. A. la Cour i Tidsskr. for landøkonomi 5.r.VIII, s.å. 617–63. Niels Anton Hansen i Danskeren II, s.å. 193–207. Landmandsblade XXII, s.å. 312–16. Ludv. Koch: En gammel præsts erindr., 1912 107–11. Hans Hertel: Det kgl. da. landhusholdningsselsk.s hist. I–II, 1919–20. C. Pedersen: Sukkerfabrikken "Nykøbing", 1923. P. P. Sveistrup og Rich. Willerslev: Den danske sukkerhandels og sukkerproduktions hist., 1945. Hans Mikael Holt i Erhvervshist. årbog XIX, 1968 49–82. Niels Gnaur i Lolland-Falsters hist. samf.s årbog, 1973 42–86.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig