Edvard Gotfredsen

Edvard Gotfredsen, Edvard Julius Hansen Gotfredsen, 14.2.1899-8.1.1963, læge, medicinalhistoriker. Født i Kbh, død sst., begravet Solbjerg kgd. Privat dimitteret som student blev G. medicinsk kandidat fra Kbh.s univ. 1927. Efter nogle års hospitalstjeneste i provinsen nedsatte G. sig 1930 i Ejstrupholm, 1931 i Egtved og 1937-39 i Hvalsø. Men arbejdet med patienter fik G. til at fordybe sig i tidligere århundreders forståelse af diagnostik og terapi. Han følte sig inspireret af en lang række tidligere medicinalhistorikere som Johann Clemens Tode, Julius Petersen, Theodor Puschmann (1844-99) og Karl Sudhoff (1853-1938) der alle var begyndt som praktici. Det vakte da også opsigt da G. 1939 solgte sin glimrende praksis i Hvalsø for at hellige sig medicinalhistoriske studier samtidig med at han varetog stillinger ved Herstedvester psykopatanstalt og statsfængslet i Vridsløselille. Efter studierejser til Berlin og Leipzig i årene 1936-37 og i 1940 udnævntes han 1943 til universitetsadjunkt i medicinhistorie ved Kbh.s univ. hvor han skulle føre traditionerne fra 1600-tallet videre, genskabt som de var ved Julius Petersen og Vilhelm Maars inspirerende virke. Maar havde på grund af svagelighed trukket sig tilbage, men havde da skabt mulighederne for fagets fremgang ved at få indrettet lokaler i Kirurgisk akademi i Bredgade. Smålig kollegatankegang udelukkede på det tidspunkt Axel Hansen fra at føre det ekstraordinære professorat videre efter Maars afgang, men G. tog arbejdet op med største energi og alt tegnede sig lyst indtil en medbejler inden for emnet ved en hetzkampagne søgte at ødelægge G.s fremtidige virke (Ugeskr. f. læger 1946: 108 350-51). Den urimelige forfølgelse kom gennem de følgende år til at forårsage en række af hjerteblodproptilfælde som svækkede den før så livsglade og energiske forsker, og medvirkede til at G. ikke opnåede pensionsalder som ekstraordinær professor fra 1949.

1942 forsvarede G. et stort anlagt kompilatorisk arbejde om Oldtidens Lære om Hjerte, Kar og Puls for den medicinske doktorgrad hvor professorerne Hartvig Frisch og Erik Warburg udtalte sig anerkendende om arbejdets lærdhed, mens medbejleren V. Møller-Christensen kritiserede det. Lykkeligvis fortsatte G. et udstrakt forfatterskab de følgende årtier. 1945 kom den charmerende locosa et seria ex historia remediorum deprompta (sammen med K. Roholm) og 1950 den af skandinaviske læger meget ansete og uundværlige Medicinens Historie. Det var en velskrevet og bredt fortællende håndbog der kom i ny revideret udgave 1964 og 1973.

Foruden talrige artikler i det af både læger og lægehustruer værdsatte Medicinsk Forum som G. startede sammen med Erik Jacobsen 1947 og var redaktør af til 1958 publicerede G. en række bøger: N. Steensens hjerneanatomi, A dissertation on the anatomy of ihe brain. Read in the assembly held in M. Thevenot's house in the year 1665, 1950, Det kongelige Frederiks hospital, 1957, Harvey's lære og dens modtagelse i Danmark, s.å., John Snow, 1958 og Rigshospitalets tilblivelse, 1960. Der blev tid også til en lærebog om Medicinens historie for sygeplejersker (sammen med E. Snorrason) 1958 (genudg. revideret 1962 og 1969). Yderligere nåede G. at være medarbejder ved Kaj Birket-Smiths Lægekunsten gennem Tiderne (I–IV, 1945-46), Den nye Salmonsen, Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, Håndbog for danske lokalhistorikere samt medredaktion af "Centaurus". Samtidig med sin forsken ydede G. en betydelig indsats for universitetets medicinskhistoriske museum. Det blev nu en søgt institution, billed- og bogsamling voksede, og gaver strømmede til og udstilledes efter omhyggelig katalogisering ligesom der publiceredes en række værdifulde årsberetninger. Kontaktsøgende og udadvendt modtog G. gennem årene en lang række tillidsposter, 1956 som præsident i Københavns medicinske selskab, 1950-63 som formand for Dansk medicinskhistorisk selskab (hvor han var sekretær fra 1940-48) og 1955-62 for Selskabet for dansk kulturhistorie. 1938-41 var han medlem af Den alm. danske lægeforenings overvoldgiftsret.