Julius Petersen (læge)

Julius Petersen, Jacob Julius Petersen, 25.12.1840-28.5.1912, læge, medicinalhistoriker. Født i Rønne, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). P. stammer fra to kendte bornholmske slægter; han gik først i borgerskolen, derefter i Rønne højere realskole og til sidst fire år i Metropolitanskolen hvor han var klassekammerat med sin ven for livet, Harald Høffding, og 1861 tog studentereksamen. Det medicinske studium afsluttedes 1865 på rekordtid. Efter en kort udenlandsrejse og en toårig kandidattjeneste på kommunehospitalet blev han konst. distriktslæge på Nørrebro i Kbh. og siden kommunelæge i samme by, hvor han – kun afbrudt af et kort ophold 1879 som stiftslæge i Vallø – blev boende næsten hele livet som praktiserende læge, elsket af sit for størstepartens vedkommende fattige klientel. Hurtigt efter embedseksamen kastede han sig ind i eksakt, videnskabeligt arbejde med eksperimentelle dyreforsøg hvorom hans disputats Lungesvindsotens og Tuberculosens omtvistede Contagiøsitet og Inoculabilitet fra 1869 handler. Den var baseret på de da nyeste metoder og teorier af Jean Antoine Villemin (1827-92) og Rudolf Virchow (1821-1902), med hensyn til begreberne infektion og kontagiositet fulgte han den sidstes opfattelse. Men P.s "uroligt bevægede Sind", som hans lærer og senere ven K. Arentzen udtrykker sig, lod ham ikke fastholde den påbegyndte retningslinje. Allerede i disputatsen var han inde på en ret grundig, original medicinskhistorisk undersøgelse om tuberkulosens smitsomhed, vistnok inciteret af C. Lange. Den hos mange dengang herskende terapeutiske nihilisme slog han sig ikke roligt til tåls med, og han kunne heller ikke nøjes med, skriver han, "det lykkeligt ureflekterede Standpunkt" som så mange andre. For derfor fastere at orientere sig og finde overblik over tidens forskelligartede strømninger inden for medicinen søgte han råd i historien.

1874 holdt P. som privatdocent de forelæsninger over Hovedmomenter i den medicinske Lægekunsts historiske Udvikling der udkom 1876 og n.å. forelå i tysk oversættelse. Bogen vakte stor opmærksomhed hjemme og ude og lagde grunden til hans anseelse som medicinalhistoriker. Ikke desto mindre forblev han derefter næsten fuldstændig uproduktiv i fjorten år, i hvilken tid han ofrede meget arbejde på standsinteresser i forskellige lægeforeninger, særlig Den alm. danske lægeforening hvor han i to perioder var bestyrelsesmedlem og 1877-79 formand. Endvidere var han 1886-91 formand for Lægeforeningen for Kbh. og omegn og medredaktør af Ugeskrift for Læger 1893-95. – Først 1888 holdt han atter forelæsninger ved universitetet, og disse udkom 1889 under titlen Hovedmomenter i den medicinske Kliniks ældre Historie, særlig omhandlende de sidste 2-300 år. Også denne bog oversattes straks n.å. til tysk og fæstnede i høj grad hans anseelse. 1889 blev han som den første herhjemme ansat som docent i medicinens historie, midlertidig docent hed det, og med meget lille gage. 1893 udnævntes han til ekstraordinær professor i faget. Allerede 1887 var han blevet medarbejder ved Dansk biografisk Lexikon (1. udg.) hvortil han skrev så mange artikler om læger, at de tilsammen ville fylde over et halvt bind af værket. På grund af mangelfulde forarbejder blev mange af disse lægebiografier i høj grad baseret på førstehånds studier, og arbejdet hermed tvang P. til at vende sig mod den danske medicins historie, hvor han særligt nybearbejdede 1700- og første halvdel af 1800-tallet, idet 1600-tallet var bedre undersøgt; særlig bør fremhæves den store afhandling (i Hist.Tidsskr. 1891-92) om Chr. J. Berger og Den danske Lægevidenskab 1700-1750, 1893. Af andre større værker kan nævnes Koleraepidemierne med særligt Hensyn til Danmark, 1892 og Kopper og Koppeindpodning, 1896. Af kortere afhandlinger blev foredraget om hippokratismen holdt 1889 på kongressen for intern medicin i Wiesbaden af særlig interesse til forståelse af hans evne til at vurdere samtiden på historisk basis, og det bidrog til at det netop blev P. og ikke en tysker der skrev den historiske indledning til Handbuch der Ernährungstherapie und Diätetik (1897).

Som dyrker af medicinens historie har han behandlet fælleseuropæiske emner fra alle tider og lande – mindst har middelalderen interesseret ham – og ydet idéhistorisk forskning over udenlandske skoler og systemer som en af de første europæiske medicinhistorikere. Den danske medicin skildrede han altid på baggrund af de udenlandske tilstande og strømninger. Allerbetydeligst var han måske, når han lod sit store overblik gøre sig gældende og placerede den medicinske situation i forhold til den almindelige kulturelle. Imidlertid var hans evne til at karakterisere enkeltpersoner mindre betydelig. Arkivundersøgelser gav han sig i for ringe grad af med. Hans mål var at skrive for den praktiserende læge således, at overdreven skepsis eller optimisme dæmpedes, og forståelse af den aktuelle situation underbyggedes, overbevist som han var om, at man kunne lære af historiens vidnesbyrd. Derved vakte han interesse for medicinens historie i vide kredse og fik 1889 den ekstraordinære lærestol i faget oprettet som med intervaller bestod til 1973. Hans retorik var ikke stor, men hans forelæsninger var klart opbyggede; hans tilhørerskare var som regel lille. Den lykkeligste og mest produktive periode i hans liv var slutningen af 80erne og i 90erne; hans sidste år formørkedes ved personlige sorger og svagelighed. Han hædredes med det første danske medicinhistoriske festskrift, udg. af Dansk Klinik 1910.