Ejnar Dyggve

Ejnar Dyggve, Ejnar Aksel Petersen Dyggve, 17.10.1887-6.8.1961, arkitekt, arkæolog. Født i Libau, død i Kbh., urne på Bispebjerg kgd. (fællesgrav). D. voksede op i den lille finske by Nystad og blev student fra Helsingfors 1906 hvorefter han kom til Danmark. Her gennemgik han Teknisk skole og kunstakademiets arkitektskole. Fra 1918 virkede D. som arkitekt og tegnede bl.a. villaer, sommerhuse og møbler; gennem byplanlægning kom han ind på fredningsarbejdet som han hele livet nærede dyb interesse for. D.s indsats som arkitekt blev både tidligt og senere værdsat (han opnåede 1921 guldmedalje på en arkitektudstilling i Gent. 1950 tildeltes han C. F. Hansen-medaljen og 1957 Akademisk arkitektforenings æresmedalje).

Gennem sine mange kunstneriske og humanistiske interesser kom D. et par gange i kontakt med bygningshistoriske opgaver, men først 1922 fik han ved et tilfælde lejlighed til en arkæologisk opgave da han blev knyttet til en dansk-jugoslavisk ekspedition som arkitekt. Sammen med bl.a. arkæologen JohannesBrøndsted og kunsthistorikeren Fr. Weilbach udforskede han det antikke Salona, især dets amfiteater og en old-kristen basilika. I den store publikation står D. ikke blot for tegnearbejde, men beskriver væsentlige dele, især byplanen og teatret (Recherches à Salone I–II. 1928-33). Ekspeditionen resulterede i tilbud om flere arkæologiske opgaver, men D. afslog de fleste. Først efter nye henvendelser udefra opgav D. 1928 sin danske arkitektvirksomhed og gik midlertidigt i jugoslavisk tjeneste. Fra nu af beskæftigede han sig alene med arkæologiske opgaver og gennemførte snart som leder og snart i samarbejde med danske eller fremmede kolleger gennem de næste ca. 30 år omfattende undersøgelser i Jugoslavien, Grækenland, Italien og – i krigsårene – tillige i Danmark. Ud fra de arkæologiske udgravninger voksede en stor videnskabelig produktion frem der snart gjorde D. til en førende forsker inden for senantik og oldkristelig arkæologi. Samtidig påtog D. sig klassisk-græske opgaver i tilknytning til danske ekspeditioner i Grækenland og på Rhodos.

Gennem de fortsatte, af D. ledede udgravninger i Marucinac (uden for Salonas mure) undersøgtes oldkristne grav- og kultbygninger som danner udgangspunkt for D.s vigtige studier over martyr- og gravkult (publiceret i 3. del af Salona-værket i samarbejde med R. Egger (Wien 1939)). – I det græske Thessaloniki – næst Konstantinopel det byzantinske kejserdømmes vigtigste by – udgravede D. det kejserlige paladskvarter og kom herved ind på vidtrækkende undersøgelser over den byzantinske kejserkult og traditioner herfra i tidlig-kristne skikke. – 1 nært samarbejde med norske forskere var D. senere beskæftiget med centrale undersøgelser i Norditalien, hvis emne er longobardiske monumenter fra 700-tallet, dvs. en yngre fase inden for kristelig arkæologi. – De to store dansk-indledte foretagender bragte D. længere tilbage i tid. Først de dansk-græske kampagner i Kalydon (Aitolia) hvor et tempelområde og en gravhelligdom – et heroon – udforskedes med Frederik Poulsen 1926 og 1928, mens D.s fortsatte gravning afslutter undersøgelsen. (Das Heroon von Kalydon, 1934 og Das Laphrion. Der Tempelbezirk von Kalydon, 1948). – Dernæst det berømte Athena-tempel i Lindos på Rhodos, udgravet 1902-05, men ikke publiceret på grund af ledernes (Chr. Blinkenbergs og K. F. Kinchs) bortgang. Efter kontrolgravninger 1952 kunne D. fremlægge de ældre og sine egne resultater i endnu et monumentalt arbejde (Lindos III, 1960). – Sidstnævnte opgave blev pålagt D. af Carlsbergfondets direktion og kom indirekte til at hindre publikationen af D.s store nordiske projekt, Jelling. Ved sin død var D. lige gået i gang med forberedelserne til denne bog. – Da krigen afbrød D.s udgravninger i det fremmede, påtog han sig for Nationalmuseet at lede en undersøgelse af Jelling-monumenterne; 1941-42 gennemførtes den omfattende udgravning af de to vældige gravhøje og D. fulgte arbejdet op med gravninger omkring og i kirken, så vidt det dengang var muligt. D.s udgravninger var som altid mønstergyldige og fik forøvrigt rent teknisk stor betydning for den hjemlige danske arkæologi. D.s mere teoretiske tolkninger omkring Gorms og Haralds monumenter kender vi kun i hans foreløbige, ofte vel dristigt fremsatte form; men hans tanker har ligesom inden for de centrale problemer i senantik og oldkristen arkæologi sat frugtbare diskussioner i gang og afgørende fremmet forskningen. (Se Olaf Olsen: Hørg, hov og kirke, 1966). Som arkæolog og kunsthistoriker forenede D. på sjælden måde en fremragende og omhyggelig udgravningsteknik med vilje og evne til at fuldføre arbejdet gennem store, tidtagende publikationer. Hertil kom hans vidtrækkende, af og til ret hypotetiske, men altid inspirerende tolkninger af undersøgelserne hvad enten emnet var klassisk græsk tempelarkitektur, byzantinsk kejserkult, oldkristen kirkearkitektur og martyrkult eller nordisk vikingetid. – Trods spændvidden af sin forskning kunne D. også finde tid til både i tale, skrift og praktisk virke at dyrke andre humanistisk prægede områder, udadvendt og kontaktsøgende som han hele sit liv var. – D. opnåede -eller søgte – ikke nogen fast ansættelse herhjemme inden for sit nye fag, bortset fra et docentur ved Ny Carlsberg glyptoteket 1936, men påtog sig andre opgaver; således var han et virksomt og kyndigt medlem af Ny Carlsbergfondets direktion (1946-57). D.s virksomhed blev efter fortjeneste påskønnet i det fremmede: dr.phil.h.c. ved universiteterne i Oslo og Beograd, æresmedlem, virkeligt eller korresponderende medlem af mere end 20 akademier og videnskabelige selskaber, æresborger i Solin (Salona) og Misolongi i Jugoslavien samt Cividale i Italien. – Herhjemme: medlem af Videnskabernes selskab og æresmedlem af Akademisk arkitektforening.