Erik Husfeldt

Erik Husfeldt, 20.12.1901-11.11.1984, læge. Født på Sumatra, begravet på Hellerup kgd. Navneforandring 1927. H. blev student 1919 fra Plockross' skole og 1927 læge ved Kbh.s univ. Under sin uddannelse på kirurgiske afdelinger i Kbh. inspirerede overkirurgen Harald Abrahamsen (1885–1955) på Bispebjerg hospital 1931 H. til at tage moderne brysthulekirurgi op; England, USA og Frankrig havde da taget operationer for bylder og svulster i lungerne op med heldige resultater. Det var et vanskeligt nyt speciale før penicillinets fremkomst, men 1941 kunne H. publicere et arbejde om 20 opererede tilfælde af putride lungeabscesser. I de følgende år som reservelæge på københavnske afdelinger og 1935–38 på Odense amts og bys sygehus udviklede han sin operationsteknik under stadig hensyntagen til den lidet ideelle bedøvelse med æter på åben maske, hvilket fik H. til senere at udføre et betydningsfuldt virke for anæstesiologiens udvikling i Danmark. Han publicerede indtil 1939 arbejder om fjernelse af lungelapper (Nord. Medicin) og hele lunger (Bibi. for læger), og nåede endelig n.å. under studierejse til London at se andre gennemføre brysthulekirurgi. 1932 havde H. disputeret om Undersøgelser over proteolytiske Enzymer i Leucocyter, udarbejdet på Carlsberglaboratoriet. 1943 udnævntes H., der 1938 havde været prosector chirurgiae og 1941–43 lektor i kirurgi ved Kbh.s univ. til professor i kirurgi og chef for Rigshospitalets kirurgiske poliklinik og dennes stationære afdeling (2 senge). Professor E. Dahl-Iversen overlod H. 25 senge til lungeoperationer på afd. D samt en operationsstue – af betydning blev her også professor E. Warburgs virke for patienter med hjertefejl og deres følgetilstande. Ganske naturligt førtes dermed H.s kirurgiske virke ham til også at interessere sig for hjerteoperationer. I USA var man i 30erne begyndt operationer for hovedpulsåreforsnævringer lige ved hjertet, og omkring 1945 havde Alfred Blalock (1899–1964) og medarbejdere i Baltimore opereret de første 500 "blå børn" med misdannelser i hjerte- og karsystemet. Allerede 1942 opererede H. sin første hjertefejlspatient, men hans arbejde blev afbrudt under besættelsen. 1948 kunne han efter studierejse bl.a. til Blalock operere det første "blå barn" og allerede året efter berette om 38 opererede tilfælde (Ugeskr. for læger). Ved overtagelsen af S. Kjærgaards professorat 1953–68 fik H. mulighed for at udvikle hjerte- og lungekirurgien til selvstændigt speciale i Danmark samtidig med at narkosen forbedredes væsentligt også ved H.s indsats. 1959 kunne H. og medarbejdere publicere om operationer for hjerteskillevægsdefekt og året efter for hjerteklapfejl. Af betydning blev her samarbejdet med H. C. Engell (f. 1920), F. Therkelsen (1906–76), Tyge Søndergaard (f. 1914) og Inge Rygg hvis hjertelungemaskine muliggjorde operationer under ekstrakorporal blodkredsløbsforsyning, så hjertet var blodtomt under indgrebene.

H.s nationalfølelse og frihedssind drog ham under anden verdenskrig tidligt ind i modstandsbevægelsen og som arkitekt "Jensen" blev han medlem af modstandsbevægelsen og frihedsrådet. Han formidlede flygtningetransporter over Øresund, og under et ophold i Stockholm hvor han skulle indkøbe våben gav han interview i sit eget navn, så besættelsesmagten opfattede ham som fastboende i Sverige. "Jensen" vendte imidlertid tilbage og knyttede her nær kontakt til Intelligence Service og blev redaktør af et af modstandsbladene. 1945 hædredes H. ved sammen med Hartvig Frisch og ambassadør H. Kauffmann at deltage i undertegnelsen af United Nations charter i San Francisco. Ved hjemkomsten opfordredes H. til at virke politisk for socialdemokratiet, indvilligede også, men gav op efter kort tid. Til gengæld optog arbejdet som formand for hovedbestyrelsen for De danske hjemmeværnsforeninger, for repræsentantskabet for dagbladet Information, for bestyrelsen for Selskabet for kulturel frihed og af styrelsen for Teknisk samarbejde med udviklingslandene meget af hans tid de følgende år. Hans interesse for undervisning gav sig udslag i deltagelse i danske lægeundervisningshold under WHO til Tyrkiet (1950), Indien, Burma, Ceylon (1952), Indien (1953), Ægypten (1955), Iran (1957). De følgende år blev H. udsendt af WHO som regeringsrådgiver til Ceylon og Indien, 1956 leder af Dansk røde kors ambulance ved Ungarnopstanden hvor han sikrede at alt medbragt materiel forblev i Ungarn. Alligevel svigtede han ikke sine kollegiale forpligtelser; i Dansk kirurgisk selskab var han 1935–37 medlem af bestyrelsen, 1961–63 formand, 1939–56 sekretær og fra 1956 medlem af bestyrelsen af Nordisk kirurgisk forening, 1951–66 sundhedsstyrelsens konsulent i kirurgi, 1965–72 medlem og næstformand af retslægerådet. 1968–76 var han præsident for Dansk røde kors (hvorefter æresmedlem) og fra 1948 formand i bestyrelsen for universitetskollegiet Studentergården. Ganske naturligt er H. blevet æresmedlem af en række udenlandske videnskabelige selskaber og æresdoktor ved Glasgow universitetet (1958), Geneves universitet (1961). 1958 modtog H. generalkonsul Ernst Carlsens hæderspris, 1961 grosserer Holger Petersens legat og 1970 Pfizerprisen.