Erik Ottesen Rosenkrantz, til Bjørnholm, 1427-7.1.1503, hofmester. Erik Ottesen Rosenkrantz nævnes tidligst i en pavebulle 1449 og var da ridder. Faderens magtstilling banede vejen for ham; 1452 var han allerede rigsråd og lensmand på Skanderborg slot. I medgift fik han i forening med svogeren Knud Henriksen Gyldenstierne Møgelkær. En anden af hans hovedbesiddelser var den nu forsvundne Skjern gård, midtvejs mellem Randers og Viborg hvortil han skrives 1464 og ofte siden, ikke mindst i sine senere år. Ca. 1468 overtog han Bjørnholm efter faderen. Hans jordegods synes at have været i stadig vækst. På grundlag af et skiftebrev 1499 har man beregnet at han da ejede ca. 800 bøndergårde; han var dermed sandsynligvis landets rigeste godsejer næst efter Poul Laxmand. Dertil kom forleningerne; foruden Skanderborg som han beholdt i hvert fald til 1488 havde han i det mindste 1467–94 fogediet i Randers; Middelsom, Slet, Sønderlyng og Rinds herreder havde han gennem mange år i pant, ligeledes (efter faderen) Hassens og måske Stensmark samt på samme egn det såkaldte "Ranes gods".

At han blev marsk under Christoffer af Bayern, er overleveret i flere kilder fra 1500-tallet, men næppe rigtigt. Derimod er det sikkert nok at han 1456 overtog det samme høje embede som faderen få år før havde afgivet, hofmesterens, og det beholdt han lige til Christian 1.s død. At det ikke var nogen tom titel vidner den lange række af vigtige akter hvori hans medvirken nævnes tilstrækkeligt om. Ikke mindst spillede han en betydelig rolle i den ydre politik. Eksempelvis kan anføres at han allerede 1456 deltog i forhandlingerne om Ølands overgivelse og n.å. fulgte kongen til Sverige; 1460 medbeseglede han det berømte Ribeprivilegium, 1462 og 1469 ledede han i København forhandlinger med hansestæderne, 1464 et gesandtskab til Preussen; n.å. var han i Hamburg med til at afslutte en traktat med England og modtog i den anledning en personlig takkeskrivelse fra Edvard 4. Med de svenske råder forhandlede han atter og atter, således 1468 i Halmstad, n.å. i Lübeck, 1472, 1473, 1474 og 1476 i Kalmar. 1477 var han i Dresden for at afslutte ægteskabskontrakten mellem den senere kong Hans og Christine af Sachsen.

Også i den indre styrelse havde han betydelig andel; således sendte kongen ham 1464 til Jylland for at forhandle med de jyske råder, 1471 fik han samme vidtgående beføjelse til at oppebære fredkøb i Jylland som i sin tid faderen havde haft. Da Christian 1. 1474 drog ud på sin Romerrejse bad han i et brev Erik Ottesen Rosenkrantz "at I udi vor Fraværelse vil ramme vort, vor kære Husfrues og Børns Bedste og Bestand". Men er således hofmesterens indflydelse i sig selv utvivlsom er det på den anden side ret vanskeligt at afgøre hvilken linje han har fulgt i sin politik. Der savnes dog ikke træk der tyder på at han væsentlig har virket i mæglende og beroligende retning, tydeligst under kongens mellemværende med Eggert Frille, men også ved andre lejligheder, bl.a. over for svenskerne.

Ved Christian 1.s død måtte Erik Ottesen Rosenkrantz vige pladsen for tronfølgerens hofmester. Unåde var der ikke tale om; han bevarede sin indflydelse, deltog 1482– 83 i de vigtige møder med svenskerne om unionens genoprettelse og var n.å. på ny ordfører ved forhandlinger med hansestædernes udsendinge i København; 1491 sendtes han selv som gesandt til Lübeck, og 1494 medbeseglede han udelelighedsbrevet.

Helt op til århundredskiftet findes han nævnt som deltager i rigsrådets møder. Han var dog nu en gammel mand og synes mest at have været optaget af sin store formues fordeling mellem de talrige børn og svigerbørn. Dertil kom at han ganske som sin far var en oprigtig from mand der følte sig stærkt knyttet til Mariager kloster som han gennem årene havde skænket mange rige gaver, og i hvis nonnesamfund to af hans døtre efter hans vilje indtrådte allerede som børn. På en grund i dets nærhed som Birgittinerne 1467 havde overdraget faderen og ham lod han opføre et hus hvor han tilbragte sin sidste levetid.

Om åndelige interesser vidner også det træk at han 1476 lod en endnu bevaret Saxobearbejdelse afskrive; foran i håndskriftet lod han indføre en lille optegnelse hvis hovedindhold er at man skal holde sig til de ti bud og sky de syv dødssynder. Dette ideal har han så vidt man nu kan skønne virkelig redeligt stræbt efter at efterleve. En rimeligvis af Peder Olsen forfattet årbog fra midten af 1500-årene giver ham det eftermæle, at "han var ligesom en Fader for Danmark; hans Mage og Lige saa vi ikke end i Ære, Dyd, Fromhed og i alle gode Vilkaar". Intet i de bevarede akter kan siges at stride mod dette vidnesbyrd.

Familie

Erik Ottesen Rosenkrantz blev begravet i et kapel ved Mariager kloster og 1589 overført til Hornslet k.

Forældre: Otte Nielsen Rosenkrantz (ca. 1395–1477) og Else Krognos (ca. 1380–1470). Gift før 13.1.1456 med Sophie Gyldenstierne, død 1477, d. af Henrik Knudsen G. (død 1456) og Anne Munk (død ca. 1462). Far til Niels Eriksen Rosenkrantz.

Ikonografi

Relief på ligsten fra før 1500 (Hornslet k.), afstøbning (Fr.borg). Fremstillet på malet mindetavle 1535 (sst.). Tvivlsomt mal. (Rosenholm), efter dette kopi (Gavnø).

Bibliografi

Konrad Barner: Familien Rosenkrantz's hist. I, 1874 især 183–211. A. Heise i Hist. t. 5.r.I, 1879 540–44. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Jens E. Olesen: Rigsråd, kongemagt, union, 1980. Poul Enemark: Kriseår 1448–51, 1981.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig