F.M. Knuth, Frederik Marcus Knuth, 11.1.1813-8.1.1856, politiker. Født i Kristiania, død i Kbh. (Garn.), begravet i Hunseby. K. arvede 1818 Knuthenborg, men opdroges hos onkelen A. W. Moltke hvis "hof" prægede ham mere end den kreds af senere liberale førere, han kom ind i som student 1829; juridisk kandidat blev han 1833. Hans nærmeste ungdomsven blev, betegnende nok, C. C. Hall, sammen med hvem han rejste i udlandet 1834–35. Med myndighedsbevilling overtog K. 1837 det forsømte Knuthenborg og drev det rationelt op, ligesom han anlagde Bandholm havn; som godsejer synes han at have været human mod sine fæstere og begyndte 1845 som en af de første bortsalg af fæstegods. Politisk holdt han sig passiv indtil 1840, da han mere ført end fører kom til at stå i spidsen for den store lollandske petition om skattebevillingsret og fri forfatning, men den kgl. resolution af 31.10. s.å. der gik skarpt imod oppositionelle lensbesiddere drev ham let tilbage i moderation; dog ansås han endnu en tid for at være "rebel". Som stændersuppleant for sæde-gårdsejerne mødte han i Roskilde 1844 og 1846, men betød meget lidt; vigtigst var det, at han 1846 stemte imod Orla Lehmanns forfatnings-forslag som forhastet. Samme moderation prægede ham nationalt; 1845 afviste han skarpt at støtte bekæmpelsen af den slesvig-holstenske propaganda i tysk presse da foretagendet, ledet af Lehmann og D. G. Monrad, ville være ildeset af regeringen; men 1846–47 støttede han en lignende kampagne i fransk presse, med bidrag af Monrad og A. F. Krieger, formentlig fordi den da var i regeringens interesse. I samme ånd deltog han febr. 1847 i godsejerprotesten mod det slesvig-holstenske ridderskabs fornyede opposition, men nogen førende rolle har han ikke spillet. K.s lyst til diplomatiet fik ham april 1847 til at tilbyde sin tjeneste under de mange vakancer der var en følge af det åbne brev om arvefølgen. I stedet udnævntes han maj s.å. til amtmand i Sorø, hvor han uden pædagogisk indsigt eller administrativ træning måtte tage stilling til planerne om akademiets omdannelse til en realhøjskole; mod universitetsdirektionens forsøg på at kvæle reformen og N. F. S. Grundtvigs ønsker om dens tilpasning til sin folkelige vækkelse satte K. sin egen plan om et agronomisk-teknisk institut, men mest vægt synes han at have lagt på at få C. F. Wegener til leder. Sidst i okt. 1847 begyndte den afgørende kamp om reformen hvorunder K., støttet af P. C. Stemann, sejrede over universitetsdirektionens leder J. O. Hansen og 31.12. udnævntes til overdirektør, men først febr. 1848 indrømmedes sæde i universitetsdirektionen. K.s videre andel i planen lader sig næppe fastslå, men 7.3.1848 søgte Grundtvig at vinde ham for sine ideers gennemførelse i Sorø -det hele foretagende standsedes af ministerskiftet i marts.

Modsat andre liberale synes K. ikke at have været modstander af forfatningsreskriptet af 28.1.1848, men for at imødegå den stedse skarpere nationale opposition udarbejdede han et -udateret – forslag til en unionsforfatning; som det foreligger er det gennemdrøftet med andre, muligt Halls kreds der ønskede K. udnævnt til minister. Den foreslåede forfatning skulle, efter at have sikret lige ret for dansk og tysk i Slesvig, ligestille Holsten med Danmark-Slesvig i en besluttende unionsforsamling; for Danmark-Slesvig skulle en rigsdag på to kamre have besluttende myndighed i alle fælles sager, dog skulle slesvigerne danne en egen sektion med absolut veto i rent slesvigske forhold – første kammer skulle sammensættes ret aristokratisk, andet kammer skulle bestå af stænderdeputerede. Med de i forslaget udtrykte anskuelser gik K. ind i martsministeriet.

Under martsministeriets dannelse var K. i sit embede i Sorø, og hans udnævnelse til udenrigsminister 22.3. skyldtes åbenbart A. W. Moltkes initiativ. Som minister holdt K. sig strengt til sit faglige område som han til gengæld varetog meget egenrådigt, idet han refererede mindst muligt i statsrådet, indtil forholdet til kongen omkring 1.7. blev så spændt, at han søgte sine kollegers støtte. Med skarp konsekvens fastholdt K. (afvigende fra, hvad han berettede for den grundlovgivende rigsforsamling i dens lukkede møder 4. og 6.11.1848, trykt i afskrift efter K.s manuskript af C. Paludan-Møller i Hist. Tidsskr. 4. r. V, 1875–77) hele sin ministertid igennem Slesvigs deling som alternativ fredsbasis, men viste ikke samme klarhed med hensyn til muligheden af at bevare et dansk-slesvigsk fællesskab; som det synes, har det været de fremmede gesandters påvirkning der sidst i juni fik ham til at skaffe sig flertal i statsrådet for genoprettelsen af hertugdømmernes administrative forbindelse under den ønskede våbenstilstand – for at få denne vedtaget af Preussen – men kongens skarpt afvisende holdning i dette spørgsmål kostede faktisk ministeriets fortsatte eksistensmulighed. Da K. tilmed indlod sig på yderligere indrømmelser over for F. H. E. Wrangel og fik disse gennemført i en konference på Fr.borg uden om Lehmann, Monrad og L. N. Hvidt, truede de to sidste med demission. Trods stigende splid i ministeriet fortsatte K. stejlt sin indrømmelsespolitik og nåede sidst i sept. at tiltvinge sig uindskrænket fuldmagt til at søge fred på grundlag af Slesvigs bedst mulige deling eller fulde selvstændighed. Uanset hvilke motiver den almindelige reaktion i øvrigt må have haft, behøvede den gennem F. Tillisch kun at appellere til kongens troskab mod Ejdergrænsen for af den af K. skabte spænding at fremkalde ministeriets fald; ministerkrisen varede faktisk en måned, inden den nåede til løsning ved K.s krav af 9.11. om, at Slesvigs deling skulle indgå som alternativ freds-basis i instruksen for gesandten i London. Kongens afslag var forud givet og dermed ministeriets demission. Under rekonstruktionsforsøgene prøvede A. W. Moltke at bevare K. som sin understatssekretær, Monrad gjorde endog dette til betingelse for sin forbliven; men K. krævede at få betroet ledelsen af fredsunderhandlingerne i London uden F. Treschows medvirkning, hvilket P. G. Bang og W. Sponneck satte sig imod -for derved at undgå Monrads forbliven; K. trak derpå Monrad med sig i faldet.

Ud over udenrigspolitikken deltog K. ikke meget i statsrådets forhandlinger og ses ikke at have præget grundlovsudkastet i mindste måde. Under valglovsdrøftelsen i april erklærede han sig imod enhver interesserepræsentation, men ønskede de radikale og konservative afbalanceret i forfatningslivet; betegnende for hans moderation var hans skarpe afvisning af Norge som forbillede, "intet Sted havde en Konstitution baaret saa slette Frugter ... saa blottet for Kultur og Fremskridt". Modsat Monrad ønskede K. at rigsforsamlingen kun skulle være rådgivende; hvis den forkastede den tilbudte forfatning, stod kongeloven tilbage som statens grundlag. I tilslutning til C. E. Bardenfleth afviste K. først grundlovsudkastets løfteparagraffer, men kort efter fastholdt han ene af alle Monrads forslag til landboreformparagraffer; K.s eneste selvstændige indsats i forfatningsværket bestod i, at han forlangte protokolleret sin protest imod, at Slesvig nævnedes i grundlovsudkastets overskrift. Efter sin afgang som minister var K. uden politisk indflydelse både som kongevalgt medlem af rigsforsamlingen og som medlem af landbokommissionen af 1849; heller ikke som medlem af folketinget 1852–53 og af landstinget 1854–56 nåede han frem blandt de nationalliberale førere, om end hans navn og besiddelser gav hans indlæg nogen vægt. Større betydning synes han at have haft som forstander for Herlufsholm fra 1851 til sin død, idet skolen under hans tilsyn moderniseredes væsentligt.

Blandt "Mændene fra 48" var K. den svageste ved misforholdet mellem stræben og resultat. Moderat aristokrat i livsindstilling havde han tænkt sig en langsom gliden over imod det uundgåelige demokrati; hans tilpasning til 1848s hastige vekslen var derfor den ringest mulige. Med sin stejle selvhævdelse og sin manglende diplomatiske træning isolerede han sig på en central post hvor kontakt med alle lejre havde været fornoden, om hans konsekvent hævdede delingstanke skulle have haft udsigt til at sejre. K.s rent personlige nederlag må dog til dels også forklares ved svigtende helbred, ministertiden sled faktisk den alt andet end stærke mand op. Betegnende for samtidens værdsættelse af hans retskafne karakter og dybe humanisme – den "ædle" K. – var, at ingen af "Martsmændene" tillagde ham den hovedandel, han havde i marts-politikkens nationale sammenbrud, og at ingen af hans kritikere i det ældre slægtled, der anså ham for "besat" af Monrad, angreb ham personlig. – Kammerherre 1843.

Familie

Forældre: greve, amtmand, kammerherre Eggert Christopher K. (1786–1813) og Karen Rosenkrantz (1792–1837, gift 2. gang 1815 med norsk generalmajor, kammerherre Carl Frederik Ferdinand Vilhelm Albrecht Kaltenborn, 1785–1832). Gift 18.5.1837 i Kbh. (Holmens) med Karen Rothe, født 31.10.1815 i Kbh. (Holmens), død 10.8.1877 på Frbg., d. af kommandørkaptajn Carl A. R. (1767–1834) og Benedicte Ulfsparre de Tuxen (1790–1877).

Udnævnelser

S. K. 1848.

Ikonografi

Mal. ca. 1830 og ca. 1840 (begge Knuthenborg). Mal. af A. Schiøtt udst. 1847. Tegn. af J. V. Gertner, 1848 (Fr.borg) og afbildet på sammes mal. af salvingen 1840 (Rosenborg). Buste af H. V. Bissen, 1854 (Fr.borg) og 1855 (St. mus.; Knuthenborg). Litografi 1856 efter foto. Buste af C. Borch, 1857 (Hunseby k.; Knuthenborg park). Tegn. af Gertner (Fr.borg), mal. i hel figur af samme, 1860 (Knuthenborg), kopi formentlig efter dette, brystbillede (Herlufsholm). Mal. af Constantin Hansen 1861–62 (forhen Orebygård) og afbildet på sammes mal. 1860–64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg); forstudier hertil, bl.a. tegnet 1860 (folketinget). Miniature. Foto.

Bibliografi

A. F. Krieger: Dagbøger I, 1920. Breve fra og til N. F. S. Grundtvig II, 1926 457–61. Danske mag. 7.r.I, 1936 275 277 279–84 286–301 303–08 317 (breve fra C. F. Wegener til T. A. J. Regenburg og M. H. Rosenørn). -Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser I, 1890. Alex. Thorsøe: Lehnsgreve F. M. K., 1911. William Norvin i Sorø. Klostret. Skolen. Akademiet II, 1931 419–37. -Papirer på Knuthenborg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig