G. Holm, Gustav Frederik Holm, 6.8.1849-13.3.1940, søofficer, grønlandsforsker. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Garn.). H. blev sekondløjtnant i flåden 1870, premierløjtnant 1873, kaptajn 1885, kommandør 1899, var som kadet 1869–70 med fregatten Sjælland der deltog i Suezkanalens åbning, med samme skib 1878–79 til Vestindien, næstkommanderende på skonnerten Absalon 1879, 1889–99 chef for søkortarkivets 1. afd. Samtidig med denne tjeneste førte han 1892–94 Den kgl. grønlandske handels skruebark Hvidbjørnen og var 1897 chef for krydseren Hejmdal under sejlads til Island og Færøerne. 1898 var han på opmåling med skonnerten Diana i islandske farvande; 1899– 1909 var han direktør for søkortarkivet. Han afgik 1909 og var overlods i det østre distrikt 1909–12, derefter lodsdirektør 1912–19. Foruden det store og fortjenstfulde arbejde som H. udførte inden for dansk søopmåling er hans navn først og fremmest knyttet til hans livslange udforskning og studium af Grønland og dets geografi og historie. Allerede 1876, da den nystiftede kommission for ledelsen af de geologiske og geografiske undersøgelser i Grønland udsendte sin første ekspedition kom H. til at deltage i denne sammen med geologerne K. J. V. Steenstrup og A. Kornerup, i fællesskab med hvilke han undersøgte og kortlagde betydelige dele af Julianehåbs distrikt. Dette arbejde fortsattes på hans følgende, selvstændige rejser i dette område 1880–81 (beskrevet i Medd. om Grønland VI) da han bl.a. optog terrænkort over og delvis udgravede 40 ruingrupper i den gamle Østerbygd. Han nåede ved denne lejlighed ikke blot frem til det vanskeligt tilgængelige Kap Farvel, der nu for første gang blev betrådt af en europæer, men desuden et stykke om på østkysten til Kangerajuk (601/4° n. br.). Samtidig indsamlede han hos de stedlige eskimoer oplysninger om de lidet kendte strækninger mod nord og foretog omhyggelige iagttagelser over storisens drift, altsammen med henblik på en planlagt udforskning af Østgrønland. På grund af sit stedkendskab og sin fortrolighed med eskimoisk rejseteknik var H. derfor selvskreven til at lede denne, der sattes i værk 1883–85 med premierløjtnant V. Garde, den norske mineralog H. Knutsen, cand. phil. P. Eberlin og tolken Johan Petersen som europæiske ledsagere. Denne såkaldte konebådsekspedition blev den første store, af danske foretagne Grønlandsfærd siden W. A. Graahs rejse 1828– 31, og ligesom denne hvilede den på den rigtige forudsætning, at fremstødet måtte foretages med eskimoiske skindbåde i landvandet inden for det spærrende isbælte som man tidligere gang på gang forgæves havde søgt at gennembryde udefra med europæiske skibe. Efter at et depot var udlagt på 61° n. br. 1883 vendte ekspeditionen tilbage til den sydlige vestkyst og overvintrede ved Nanortalik hvorfra man den følgende sommer atter roede op langs østkysten, denne gang så langt som til Tingmiarmiut hvor der fandt en deling sted, idet Garde og Eberlin gav sig i kast med en mere indgående kortlægning af de talrige og dybe fjorde, mens H. og Knutsen fortsatte mod nord. Efter at have passeret Graahs yderste punkt nåede de egnen omkring Angmagssalik ca. 800 km fra Kap Farvel. Landet, som kaldtes Kong Christian IXs land, var da sædet for Østgrønlands nordligste bygd og blev ekspeditionens vinterkvarter, og herfra tiltrådte man hjemfærden 1885, mødtes atter med Gardes afdeling og nåede alle velbeholdne tilbage til vestkysten. Sammen med Garde har H. givet en populær oversigt over rejsen i Den danske Konebaads-Expedition, 1887, mens den videnskabelige beretning foreligger i Meddelelser om Grønland IX-X. De indvundne resultater var i sig selv meget betydelige og skulle siden indirekte få en endnu større rækkevidde. Den af Graah påbegyndte kortlægning var ført videre mod nord og udvidet til fjordens indre forgreninger. Det blev endelig fastslået at der ikke på østkysten forekommer rester af nordboernes Østerbygd, som derfor -hvad også alt andet viser – må have ligget i Julianehåb distriktet. Endelig var de praktisk talt helt überørte eskimoer ved Angmagssalik opdaget. Fra dem hjembragte H. en stor etnografisk samling som dannner den enestående grundstamme i Nationalmuseets siden så rige østgrønlandske samlinger, og under sit ophold ved Angmagssalik skrev han sin berømte Ethnologisk Skizze af Angmagsalikerne. Tillige med en samtidigt udkommen beskrivelse af eskimoerne på Baffin Island er dette den første monografi over en eskimoisk stamme, forfattet ud fra moderne synspunkter, og dette værk har derfor været skelsættende i eskimoforskningen, til hvis grundlæggere H. ubetinget må regnes.

H.s varme interesse for Østgrønlands befolkning gav sig praktisk udslag da han, som under sin ekspedition havde iagttaget at østkysten som regel kan opsejles hver eftersommer, 1894 for Den kgl. grønlandske handel oprettede handelsstationen ved Angmagssalik. Derved blev Østgrønland bragt ind under dansk kolonisation, og den stadige affolkning som var foregået gennem det meste af 1800-tallet, idet beboerne søgte om på vestkysten, blev således standset. H.s gerning fik derfor stor betydning under den senere dansknorske strid om Østgrønland. – Skønt H. efter sin afsked fra flåden gik over i lodsvæsenet og bl.a. beklædte den ansvarsfulde post som lodsdirektør under første verdenskrig, mistede han ikke helt forbindelsen med Grønland. 1896–1931 var han et virksomt medlem af kommissionen for Grønlands undersøgelser hvor han navnlig varetog de etnografiske og arkæologiske interesser. Desuden syslede han med geografiskhistoriske emner, dels med tilknytning til Østgrønland (Gunnbjørns skær, de gamle kursforskrifters Svalbarde), dels vedrørende Leif Erikssons (Leif den Lykkelige) opdagelse af Vinland (se Meddelelser om Grønland LVI, LIX, LXI). 1908–09 var han medlem af overkrigsretten. -Videnskabelige æresbevisninger er blevet ham tildelt i form af La Roquettemedaljen fra La société de géographie i Paris (1890) og Det kgl. danske geografiske selskabs guldmedalje (1895); endelig blev han 1929 udnævnt til dr. phil. h.c. ved Kbh.s univ. i anledning af dettes 450-års jubilæum. Siden 1923 var han desuden æresmedlem af Det grønlandske selskab.

Familie

Forældre: kaptajnløjtnant Peter Christian H. (1807–64) og Louise Margrethe Hetsch (1824–76). -16.11.1886 i Kbh. (Matth.) med Anne Mathea Heiberg, født 19.5.1845 i Kbh. (Frue), død 19.10.1934 sst. (gift 1. gang 1873 med assistent, senere kolonibestyrer på Julianehåb Henrik Mathenus Rosenstand, 1845– 85), d. af underbogholder i finansministeriet, senere kammerråd Bertel Nicolai H. (1808–91) og Caroline Marie Buch (1811–89).

Udnævnelser

R. 1885. K.2 1899. K.1 1919. F.M.l. 1909.

Ikonografi

Flere mal. fra ekspeditionen 1880–81 af I. E. C. Rasmussen, 1882. Afbildet på træsnit af H. P. Hansen 1883 og 1885 samt på P. S. Krøyers mal. Industriens mænd, 1903–04 (Fr.borg). Mal. af Jørgen Aabye, 1935 (sst.). Foto.

Bibliografi

Erindr, fra Angmagssalik 1884 i Under Dannebrog, 1918 8–12. Selvbiografi i Promotionsfesten 1. juni 1929, 1930 99–107. – III. tid. 1.3.1896. Berl. tid. 5.8.1919. W. Thalbitzer i Politiken 6.8. s.å. P. I[psen] i Tidsskr. for søvæsen, 1940 193–95. Kaj Birket-Smith i Geogr. t. XLIII, s.å. 1–4. Will. Thalbitzer i Det grønlandske selsk.s årsskr. s.å. 5–23. Bendix Thostrup i Publikationer om Østgrønland IX, 1943 46–48. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig