Godfred Christensen

Godfred Christensen, Polycarpus Godfred Benjamin Wildenradt Christensen, 23.7.1845-15.11.1928, landskabsmaler. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., urne på Tibirke kgd. F. C. Kiærschou fattede tidligt interesse for C. og gav ham den første undervisning og allerede 1860 dimitteredes han fra Teknisk skole til akademiet som han besøgte til 1867. Kun seksten år gammel debuterede han med nogle landskaber på Charlottenborg 1862 (udstillede til 1866 som P. G. C). Hos Kiærschou havde han lært at komponere et landskabeligt motiv og indmale detaljerne med lignende omhu som sin lærer. Hans første små billeder, der også viser påvirkning af P. C. Skovgaard, er gjort med megen finhed men med en noget spids og tør penselføring og bærer præget af at være komponeret i atelieret sådan som man dengang havde for skik. C. fik to gange den Neuhausenske præmie, 1865 for Et fritstaaende Bøgetræ, 1871 for Engdrag, Motiv fra Nordsjælland og 1869 den Sødringske opmuntringspræmie for Sildigt Efteraar, Silkeborgegnen. 1870 tildelte akademiet ham sit indenlandske rejsestipendium for hvilket han skulle rejse ud og "studere Forgrund", og rejsen gik da til Nordsjælland.

Igennem akademiets undervisning var C. groet fast i den på den tid stærkt afblegede danske landskabstradition, som dog stadig havde en fremragende fortolker i Vilh. Kyhn, og i dennes haveatelier (som kaldtes "Hulen") færdedes C. et par vintre (1870-72) sammen med en kreds af yngre malere.

Den første udenlandsrejse som C. 1873 påbegyndte med akademiets toårige stipendium, rev ham imidlertid ud af denne fredelige udvikling. Sydtysklands, Schweiz' og Italiens storslåede bjergnatur fremkaldte i hans fantasi større og dristigere kompositioner og stærkere, renere farver, og da han kom til Paris slog det ham at de franske malere havde fundet en behandlingsmåde som kunne give malerkunsten en ny udtryksfuldhed og kraft. Deres billeder var malet med en dristigere og bredere pensel og i fri luft hvor farve og lys kunne iagttages. C. kom hjem 1875 ladet med stof til revolution inden for den hjemlige malerkunst. I skoven ved Herlufsholm slog han sit lærred op og for en gang for alle at komme bort fra de fine penselstrøg påsatte han farverne med paletkniven, så tykt og så brudte og flimrende at folk der var vant til at kunne nyde Charlottenborgbillederne under lup forfærdedes over dette "klatmaleri". C. gik atter tilbage til penselen, men han havde nu lært at føre den med brede strøg og kun at male sine billeder i fri luft. Efterhånden vandt han, stimuleret af tilbagevendende studierejser til Salonen i Paris frem til en næsten blændende teknik. På udstillingerne beundredes hans store lærreder der skildrede de mere storslåede partier af dansk natur (Himmelbjergegnen, jyske fjordlandskaber) og de mindre studier og mariner som i deres friske malemåde gav traditionelle danske scenerier en ny charme. Men trods den stærkt illuderende virkning (navnlig i gengivelsen af sollyset) som C. søgte at give i sine malerier var disse ikke naturalistiske i ordets fuldeste betydning. Den gamle danske landskabstradition der lærte hvorledes billedet skulle afskæres og motivet tilrettelægges blev trods al naturalisme bevaret i hans billeder, og det er måske ikke mindst denne blanding af friskhed og tilrettelagt komposition der har gjort at hans kunst har kunnet bevare sin popularitet gennem- et halvt århundredes skiftende stilretninger. - C. er repræsenteret på St. museum for kunst (bl.a. med Jysk Fjordlandskab (Mariager fjord), 1880, Krogerup Allé, 1896) og på Den Hirschsprungske samling hvor de tre billeder Frederik VII's Høj ved Silkeborg, 1865, Studie fra Herlufsholm, 1876 og Munkebjerg, 1890, afspejler trinene i hans maleriske udvikling. Tillige talrige billeder i provinsmuseerne. C. har beklædt en række tillidshverv: medlem af akademiet (1881), af akademirådet (1887-1920), samt adskillige gange medlem af udstillingskomiteen og censurkomiteen ved Charlottenborg. 1897 medlem af det svenske akademi. - Sønnen Aksel Richard Christensen, født 1.4.1887, død 18.9.1944 debuterede 1906 som skuespiller på Folketeatret hvor han forblev til sin død. Hans rollefag blev karakterskuespillerens. Uden for scenen virkede han som visesanger til eget lutakkompagnement.