Johanne Skovgaard

Johanne Skovgaard, Johanne Christine Eleonora Skovgaard, 29.11.1879-23.4.1966, arkivar, historiker. Født i Nykøbing F, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). S. blev student 1901 (priv.) og cand.mag. (m. udmærkelse) 1908 i historie, græsk og engelsk. Præget af præstegårdskulturen personificeret i den filosofisk og sprogligt begavede far interesserede S. sig tidligt for humanistiske studier, men forskningens elfenbenstårn var hende ikke nok, hun ønskede at nå bredere kredse med sin skribentvirksomhed. Hun startede med den populærvidenskabelige Danske Dronninger, 1910 (udg. s.m. Ellen Jørgensen). Hun rejste til Italien 1911 på Carlsbergs rejselegat for at undersøge Danmarks forbindelser med renæssancen, men blev pga. sygdom forhindret i at fuldføre planerne. To år senere samlede hun i Wien materiale til Henrik Rantzaus kulturelle betydning, delvis publiceret i festskriftet til Joh. Steenstrup 1915, i udvidet form i "Nordelbingen" XV, 1939. Da hendes gamle lærer Steenstrup udsendte Den danske Kvindes Historie, 1917 skrev S. en grundig anmeldelse i Højskolebladet, 1918. Den viste hos hende en sans for økonomisk og social historie som ellers først kommer frem hos prof. Erik Arups elever. Selv blev hun aldrig egentlig kvindehistoriker selv om hun skrev en række populære skrifter om fremtrædende kvinder, således Dronning Margrethe og hendes Samtid, 1912 og Den hellige Birgitta, 1921 (med et udvalg afskrifterne for Selskabet til hist. Kildeskrifters oversættelse). – S. tilhørte den første generation af kvindelige historikere som ikke uden videre havde adgang til offentlige embeder. Alligevel satsede hun på en arkivløbebane, moderens farbror havde været gehejmearkivar, og Anna Hude var blevet ansat i Rigsarkivet før 1900. Rigsarkivar V. A. Secher fandt imidlertid ikke arkivets magasinforhold forenelige med kvindelige arkivarer så først efter et par år som assistent i universitetsbiblioteket blev S. underarkivar 1917 (arkivar I 1934 og afsked 1949). Hun kom især til at arbejde med arkivalier vedr. hertugdømmerne i forbindelse med de omfattende forarbejder op gennem 1920erne for at opnå en gensidig arkivoverenskomst med Tyskland (1933). Dette indgående kendskab til arkivmaterialet udnyttede S. i hovedværket: perioden 1544–1660 i Sønderjyllands Historie II-III, 1937–42. Hun giver heri en klar og alsidig skildring af den indre udvikling med en indtrængende og dog nøgtern personskildring. S.s store fortrolighed med kildematerialet blev videre udnyttet i Sydslesvig gennem Tiderne, 1946–49 (perioden 1544–1721) og Slesvigs delte Bispedømme, 1949 hvor hun skildrede bispedømmets historie fra starten og frem til 1791. Endelig bidrog hun med afsnit både i Flensborg bys historie I, 1953, og Sønderborg bys historie I, 1960. Som et resultat af det mangeårige arbejde med hertugdømmernes arkivforhold kom bd. 7 i serien Vejledende Arkivregistraturer Tyske Kancelli I, 1946 omfattende de indenrigske afdelinger og de med kancelliet beslægtede institutioner. En tilsvarende registratur over de tyske rentekammerafdelinger blev næsten fuldført inden afgangen, men er aldrig afsluttet. S. blev 1944 medlem af Kildeskriftselskabet og gennemførte 1947 at afslutte C. F. Brickas og J. A. Fridericias udgave af Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve med et supplementsbind 1584–1648 (bd. 8) der indeholder de fra Ungarn 1921 fremskaffede Ulfeldtske breve samt breve som S. på sine rejser havde fundet spredt i tyske arkiver.

S. bevarede livet igennem det stærkt kristne livssyn hun var opdraget i, ligesom det sønderjyske spørgsmål vedblev at være en hjertesag; hun deltog med liv og sjæl i den genopståede nationalitetsdebat efter anden verdenskrig. – Både publikum og hendes kolleger nød godt af hendes viden krydret med ironi og humor, i mange år var hun Rigsarkivets huspoet og sad i Arkivarforeningens bestyrelse 1932–40. Som en belønning for sin videnskabelige indsats modtog S. 1944 Tagea Brandts legat, men kom pga. krigen først ud at rejse efter sin afsked.