H.W. Gerstenberg

H.W. Gerstenberg, Heinrich (døbt Hinrich) Wilhelm Gerstenberg, 3.1.1737-1.11.1823, forfatter, kritiker. Født i Tønder, død i Altona, begravet sst. G. gik først i skole i Husum, kom 1751 til det akademiske gymnasium i Altona og blev student herfra 1757 hvorefter han studerede jura ved universitetet i Jena til begyndelsen af 1759. S.å. debuterede han, dels som digter med samlingen Tändeleyen og Prosaische Gedichte, dels som kritiker i Bibliothek der schönen Wissenschaften; at G. allerede 1757-58 skulle have skrevet recensioner i Altonaische gelehrte Zeitungen anses for tvivlsomt. Da der ikke var tale om at G. kunne leve af sin pen slog han ind på den militære løbebane, blev overtallig kornet 1760, n.å. virkelig kornet, 1762 løjtnant, 1765 sekondritmester i det oldenborgske kyradsérregiment, og da dette regiment nedlagdes 1767 overgik han som sekond-kaptajn til de sjællandske dragoner. Medarbejderskabet ved Bibliothek der schönen Wissenschaften fortsatte han til 1765, 1762 var han tillige flittig medarbejder ved det slesvigske ugeskrift Der Hypochondrist hvoraf han 1771 besørgede en omarbejdet udgave. Da G., knyttet som adjudant til generalkvartermesterens stab, 1762 deltog i de danske krigsoperationer mod russerne skrev han sine tre Kriegslieder eines Königl. Dänischen Grenadiers bey Eröffnung des Feldzugs, 1762 (udk. anonymt 1762). Af rent militærfaglig art er Versuch über den grossen Krieg som G. ifølge ordre havde oversat efter Espagnacs Essay sur les grands operations de la guerre, og som fremkom 1763, s.å. som hans lærebog for kavaleriet Ohle Madsen, Handbuch für einen Reuter, der på kgl. foranstaltning uddeltes til regimenterne. 1765 flyttede G. som nygift til Kbh.; her blev han, bl.a. på grund af sin og hustruens musikalske evner, et skattet medlem af den tyske kreds der havde J. H. E. Bernstorff til socialt overhoved og den af G. højt beundrede Fr. Klopstock som åndeligt midtpunkt. I de ti år han tilbragte i Kbh. (om sommeren i Lyngby) falder hans kritiske og digteriske hovedværker. Den kritiske linie markeres af Samling af adskillige Skrifter til de skiønne Videnskabers og det danske Sprogs Opkomst og Fremtarv (de såkaldte Sorøske Samlinger, 1765), indledningen til Die Braut, s.å. (en oversættelse af Beaumont og Fletchers The Maid's Tragedy), de berømte Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur (de såkaldte Schleswiger Litteraturbriefe, 1766-67 med fortsættelse Über Merkwürdigkeiten der Litteratur, 1770) hvoraf han selv har skrevet de fleste, og recensioner i Hamburgische Neue Zeitung (1767-71); den digteriske linie af Gedicht eines Skalden (senere kaldet Der Skalde, 1766), kantaten Ariadne auf Naxos, 1767, oversat til dansk 1779 og tragedien Ugolino, 1768, oversat til dansk 1779. Hermed er G.s produktivitet praktisk talt udtømt; hvad der senere fremkommer fra hans hånd, den ossianske tragedie Minona oder die Angelsachsen, 1785 og forskellige studier over Kants filosofi er. uden væsentlig betydning.

At G.s kraft lammes på et så tidligt tidspunkt da han endnu kun er i begyndelsen af trediverne står i forbindelse med en skæbnesvanger ændring af hans ydre forhold. Ved feltmarskal Saint-Germains fald i slutningen af 1767 har G., som var dennes yndling, åbenbart fået sin militære karriere ødelagt, og et løfte om at blive referent for de holstenske sager inden for den militære centraladministration er ikke blevet indfriet. 1768 har han forgæves søgt over i diplomatiet; n.å. blev han derimod ekstraordinær medarbejder i tyske kancelli, 1770 sekretær ved gehejmekonferencen, n.å. kommitteret i tyske kammer under finanskollegiet, 1772-73 tillige medlem af kommercedeputationen, 1773 kommitteret og tysk sekretær i rentekammeret. I mellemtiden havde han fået afsked fra militærtjenesten 1771. I disse urolige embedsår er hans økonomi gået helt i forfald; 1775 er han så langt nede at han tilbyder en mæcen at dedicere ham sine skrifter mod en kontant godtgørelse på 3000 daler, og forholdene bedredes ikke efter at han s.å. var blevet dansk resident i Lübeck; tværtimod, de forværredes i den grad at han 1783 af Ove Høegh-Guldberg og Ernst Schimmelmann fik tilladelse til ligefrem at sælge sit embede til højestbydende. Efter at have afhændet det for 20000 rdl. og fået sin afsked n.å., flyttede G. til Eutiri og så sig nu om efter en ny post. Hertil var regeringen dog ikke synderlig villig, og hustruens død foranledigede ham da straks til at spejde efter en rig kone, men uden held. Efter at G. forgæves havde søgt forskellige stillinger betroede man ham endelig 1789 en sinecurepost som medlem af direktionen for lotteriet i Altona, men hans tilværelse var dog ret kummerlig. Efter indgåelsen af det andet ægteskab synes forholdene i alt fald en overgang at have bedret sig lidt, men økonomiske bekymringer slap han dog ikke for. 1812 opnåede han afsked med bibeholdelse af gage. Til lyspunkterne hørte det at han 1808 valgtes til medlem af akademiet i München og 1815 udnævntes til filosofisk æresdoktor i Kiel. 1815-16 udgav han sine Vermischte Schriften I–111 og 1817 sine Gedichte; ingen af disse bøger var dog i stand til at vække nogen større opmærksomhed. G. tilhørte nu en forbigangen tid; betegnende er det at han adskillige år før sin død, selv af folk der havde kendt ham, omtales som afdød.

Senere (navnlig fra 1880erne) har litteraturvidenskaben interesseret sig stærkt for G., og inden for den tyske litteraturhistorie indtager han nu en fremskudt plads som én af dem der har været medvirkende til at vende strømmen fra oplysning til Sturm und Drang, fra rokoko til præromantik. Hans kritiske hovedværk Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur stiller ham på linje med mænd som J. G. Hamann og J. G. Herder i kampen mod det franske smagsdiktatur, for naturens og lidenskabens ret og hævdende geniets overhøjhed over de æstetiske dogmer. I konsekvens af sin genilære er G. en beundrer af Shakespeare hvem han helliger 14.-18. litteraturbrev der er samlingens højdepunkt og et betydningsfuldt bidrag til vækkelse af Shakespeare-begejstringen. I sin egen digtning begynder G. som rokokoanakreontiker, efterligner L. S. Gessner og J. W. Gleim, men med Ugolino bliver han nyskaber. Denne første tyske prosatragedie af betydning med emne fra Dantes Inferno og atmosfære fra Shakespeares Macbeth er en forløber for Sturm und Drang-tidens genidrama. Også med Gedicht eines Skalden (hvori rokokoen dog endnu kan spores) er G. banebryder idet han indfører den nordiske mytologi i den tyske digtning, og er den første udlænding der overhovedet udnytter den poetisk. Grundlaget for hans kendskab dertil stammede fra skoleårene i Altona hvor den kendte oldtidsentusiast Gottfried Schütze havde bibragt ham en gammeldags antikvarisk opfattelse som han i det væsentlige bevarede, også efter at hans interesse var genvakt i Kbh. Nogen begrebsforvirring hersker der hos ham, og hans indsigt i det norrøne sprog er ikke stor; men han sammenblander ikke, som så mange andre samtidige, Ossian (hvis inautenticitet han straks var klar over) med det oldnordiske. At Ossian har inspireret Gedicht eines Skalden er imidlertid utvivlsomt; af andre forbilleder har man peget på O. F. Müllers Et Hyrde-Stykke, 1760 og J. S. Sneedorffs Den nye Edda eller Gylfes anden Reise, 1764. Gedicht eines Skalden er til dels en lejlighedsdigtning, og dens skueplads er Nordsjælland. Til forklaring dels af lokaliseringens symbolik, dels af de oldnordiske navne har G. tilføjet en samling ordforklaringer der var nok til at afskrække Goethe fra digtet. Anderledes med Klopstock; at digtet gav han den afgørende tilskyndelse til fordybelsen i nordens oldtid har vi både hans og G.s ord for. De deler den tvivlsomme ære at have åbnet sluserne for bardelyrikken, det hule "Bardengebrüll" som i en årrække hjemsøgte den tyske litteratur.

Også på anden måde har G. gjort propaganda for Norden i Tyskland. Allerede i Bibliothek der schönen Wissenschaften havde han lejlighedsvis skrevet om danske bøger. Flere af litteraturbrevene har dansknorsk litteratur til genstand, og heri behandler han "die runische Poesie", edda, skjaldedigtning, oldkvad hos Saxo, kæmpeviser og nyere forfattere som J. S. Sneedorff, C. B. Tullin, Johs. Ewald o.fl.; i det 8. brev offentliggør han de første (prosaiske) oversættelser til tysk af danske folkeviser hvis kvaliteter fremhæves stærkt. På denne måde er G. blevet formidler mellem dansk og tysk litteratur, men også indadtil har han virket hos os. Hans hovedfortjeneste er at have taget initiativet til Sorøske Samlinger hvori han selv bl.a. har skrevet den programmatiske fortale som indeholder tanker der på det tidspunkt var nye selv for Tyskland. Samlingens hovedforfatter er i øvrigt Chr. Fleischer; også her har G. altså nærmest virket som igangsætter. Til fortalen er G.s danske koncept bevaret, andre af hans bidrag er skrevet på tysk og oversat af Fleischer; thi helt har han aldrig behersket det danske sprog. Af danske forfattere har han i sin københavnstid efter eget sigende kun omgåedes Sneedorff, Tyge Rothe, Ewald og W. Abrahamsen. Sandsynligvis var det G., der vakte sidstnævntes interesse for folkeviserne, og han var medvirkende til at kantatedigtningen ved Frederik Vs død betroedes Ewald. En tid boede G. i hus med Ewald og drøftede dramaturgi med ham, men G. tvivler selv på at det har haft nogen indflydelse på digteren. Sikkert er det derimod at dennes opmærksomhed er blevet vakt af Ugolino der må regnes for en af forudsætningerne for Rolf Krage. Man har også fremsat den formodning at G.s prosadigt Der Abend momentvis kan have foresvævet Ewald da han skrev Levnet og Meeninger og at Gedicht eines Skalden har påvirket valkyriesangen i Balders Død. Til 1800-tallets danske litteratur har G. ikke stået i rapport. For ham var det litterære gennembrud i Danmark ikke sket med Adam Oehlenschläger, men med Jens Baggesen. Denne der besøgte ham 1789 i Altona har i Labyrinten givet en skildring af hans forunderligt sammensatte væsen og erklærer sig selv forvirret over hans "uforståelighed", blandingen af varme og kulde, fornuft og lidenskab, klarhed og tåge. Baggesen har utvivlsomt set rigtigt, men siger ikke at splittelsen hænger sammen med alvorlige brist i G.s karakter. En stærkt udviklet selviagttagelse har affødt indre usikkerhed og ubeslutsomhed; af slaphed og ladhed har han været ude afstand til at tage en afgørende kamp i livet. I pengeaffærer viser han sig fra den mest utiltalende side, og hans forhold over for den enestående opofrende ven F. C. Trant giver ham ligefrem uværdighedens stempel. Denne mangel på virkelig personlighed bag den sikre kritiker gør at man til trods for hans vanskæbne og hans digterskibs tidlige forlis ikke kan opfatte ham som nogen tragisk skikkelse.