Hans, Hans den Yngre, 25.3.1545-9.10.1622, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg. Født på Koldinghus, død på Glücksborg, begravet i Sønderborg slotskapel. H. der som barn havde både dansk og tysk lærer fik efter faderens død sin mor, dronning Dorothea, som formynder. Så længe hun levede dominerede hun hans liv. Ved en arvedeling 1564 fik H. af broderen Frederik II Sønderborg og Nordborg på Als, dog først når moderen var død, samt klostrene Ahrensbök og Plön i Holsten – det sidste dog først når enkedronning Sophie var død. H. var et par gange i Sachsen, men et tilbud 1566 om ophold ved det kejserlige hof forpurrede moderen. Efter brylluppet 1568 tog ægteparret ophold på Sønderborg slot der forblev hovedresidensen. 1571 kunne H. helt overtage sine besiddelser, men rigtignok uden nogensinde at opnå hyldning fra hertugdømmernes stænder, hvad der medførte visse praktiske ulemper. Ved en ny arvedeling 1582 mellem de to brødre efter Hans den ældres død fik H. klostrene Reinfeld ved Lübeck samt Ryd syd for Flensborg fjord. Efter Elisabeths død ægtede H. den purunge enke efter sin svoger kurfyrst August af Sachsen. I de to ægteskaber var der tilsammen 23 børn af hvilke tre døde som spæde. Døtrene blev bortgiftet til tyske fyrster, Dorothea til Schlesien, Anna, Sophie og Elisabeth til Pommern, Margrethe til Nassau, Anna Sabina til Württemberg, mens Maria blev abbedisse i Itzehoe og Eleonora fik lov til at forblive ugift. Endelig blev Eleonora Sophie efter H.s død gift til Anhalt-Bernburg. Med undtagelse af Alexander fik sønnerne ikke lov at gifte sig – utvivlsomt af økonomiske grunde – men i sit testamente 1621 delte H. besiddelserne i fem dele, Ærø, Nordborg, Sønderborg, Glücksborg med Sundeved samt, som den vigtigste del, samtlige holstenske besiddelser. Sønnerne – Christian, Alexander, Hans Adolf, Frederik og Philip (Joachim Ernst var fraværende) – måtte underskrive testamentet in blanco, først bagefter tilføjede han hvem der skulle have pågældende del og hvem der blot fik en årlig rente. Selv siger han ved denne anledning at han har formeret sin fædrene arv ved køb af mange gårde og godser samt ved indskrænket, forsigtig hofholdning, sparsommelighed og flittigt opsyn med husholdningen.

Efter at have konsolideret sig foretog H. 1584– 1621 en mængde godskøb, først på Als og i Sundeved, senere i Holsten og sluttelig i Angel, i alt for mere end 700.000 rdl. Midlerne skaffedes vist især fra driften, hans alkymi lå, som han selv sagde, i et praktisk landbrug. Fra Ahrensbök amt kunne der hvert år leveres mellem 3.500 og 5.000 rdl. i kontanter til brug på Kieler omslaget. De vigtigste mænd i administrationen var H.s sekretærer af hvilke den kendteste var brandenburgeren Johannes Hildesheim (ca. 1553-1625) som gjorde tjeneste fra 1581. H. stod fra 1580 i lensforhold til den danske konge og fra 1590 til kejseren, men udover forsøgene på at blive hyldet af stænderne og opnå kirkelig jurisdiktion på Als og Ærø synes der ikke at have været nogen udenrigspolitik. En plan om at få anbragt en søn som koadjutor hos broderen Magnus i dennes kurlandske bispedømme skiftede hurtigt karakter til at blive en ren handelsforbindelse med en lokal adelsmand Johan Behr. I det indre styre krævede H. ubetinget autoritet hvad der må forbindes med "fyrstemagtens utrættelige og ofte smålige anstrengelser for at sikre sine finansielle ressourcer og absolutte uafhængighed, et træk der røber H.s dybe forankring i tysk territorialfyrstelig tradition" (E. Ladewig Petersen). For at udvide godsdriften lod H. landsbyer lægge øde, mens bønderne forflyttedes eller gjordes til husmænd. Det er derfor ikke mærkeligt at de undertiden søgte andetsteds hen. Af H.s store og for undersåtterne tyngende byggevirksomhed har blot Glücksborg slot (1582-87) og landsbykirkerne Kegnæs og Neukirchen overlevet. Ved sin utrættelige og hensynsløse aktivitet udrettede H. meget for at styrke og konsolidere sig selv og sin familie, og han havde afgjort succes som fyrstelig kapitalist. Indbyggerne i hans område havde ikke nogen særlig grund til at elske ham, og de sagn der siden berettedes fortalte om jordgriskhed, justitsmord og vilkårlige henrettelser – det sidste kan der faktisk findes belæg for. Hvad der udgik fra H. selv og hans administration var skrevet på tysk, men både han selv og hoffet vides også at have talt dansk. Den møntprægning der foregik i H.s senere år i Sønderborg og især i Reinfeld, skal ses på baggrund af periodens inflationstendenser. – Sønnen Christian, født 26.11. 1570, død 4.6.1633, blev, skønt ældste søn, formentlig af familiemæssige grunde forbigået som hovedarving til Sønderborg, og fik i stedet overladt Ærø. Han havde fra 1587 sæde i domkapitlet i Strasbourg og deltog således i den biskoppelige krig (1592-1604) mellem den katolske biskop og de protestantiske domherrer.. En overgang (1602) var han ledende administrator af kapitlet, men i øvrigt er hans præcise rolle i dette forspil til Trediveårskrigen ikke klarlagt. Ligesom sin far styrede han Ærø ved hjælp af hertugelige mandater. Han var ugift, men levede sammen med sin husholderske Cathrine Gribels, med hvem han havde datteren Sophie Hedvig.

Familie

Forældre: Christian III (1503-59) og Dorothea af Sachsen-Lauenburg (1511-71). Gift 1. gang 19.9.1568 i Kolding med Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen, født 20.3.1550, død 12. 2.1586 på Østerholm, d. af hertug Ernst den yngre (1518-67) og Margaretha af Pommern-Wolgast (1518-69). Gift 2. gang 14.2.1588 på Sønderborg slot med Agnes Hedevig af Anhalt, født 12.3.1573, død 3.11.1616 (gift 1. gang med kurfyrst August af Sachsen, 1526-86, gift 1. gang med Anna, 1532-85), d. af Joachim Ernst (1536-86) og Eleonora af Anhalt (1552-1618). – Med Elisabeth far til Alexander, Frederik (1581-1658), Hans Adolf og Philip (1584-1663). Med Agnes Hedevig far til Joachim Ernst. Bror til Anna (1532-85), Frederik II og Magnus (1540-83).

Ikonografi

stik af A. Støttrup, 1748, angiver sit forlæg til at være fra ca. 1569. Blandt de vigtigste portrætter er helfigursbillede fra 1596 (Fr.borg) og halvfigursbillede af Søren Kiær, ca. 1620 (Glücksborg). Afbildet på mønt. Medalje 1605. Statue på epitafium (Sønderborg slotskapel).

Bibliografi

Kr. Erslev: Augustenborgernes arvekrav, 1915. Peter Langendorf i Nordelbingen III, Flensb. 1924 341-410. H. Wullenweber: Herzog H. der Jungere, Åbenrå 1945. Jørgen Steen Jensen: Hertug H. d. yngre, 1971 (anm. af E. Ladewig Petersen i Hist. t. 12.r.VI, 1973 555-59). Carl-Heinrich Seebach: Schloss Glüksburg, Neumüster 1979. J. C. Warmning i Antikvariske studier 3, 1979 145-52. (Om sønnen:) Erik Kromann i Festskrift til Johan Hvidtfeldt, 1978 291-302. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig