Harald Blåtand, d. før 988, konge. Hovedkilden til Haralds historie – tilnavnet Blåtand forekommer først i Roskildekrøniken fra ca. 1140 – er den store runesten ved Jelling kirke. Her omtales først mindeord om faderen og moderen hvorefter det hedder: "Den Harald der vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne." En standende diskussion om hvorvidt de to dele af indskriften, minderunerne og Haralds bedrifter, er samtidige (sidst E. Moltke) eller ristet i to tempi (sidst Aksel E. Christensen) har påvirket dateringen af indskriften og tildels forståelsen af de omtalte begivenheder. Den sidste teori åbner muligheden for at hyldesten til Harald ikke skyldes ham selv men eftertiden.

Fra Adam af Bremens ærkebispekrønike stammer vor begrænsede viden om dateringen af Haralds regering. Skildringen af afslutningen er tæt sammenvævet med ærkebiskop Adeldags sidste år. Denne døde 29.4.988, og Haralds død indtraf et af årene i forvejen på alle helgeners dag – senest altså 1.11.987. Endvidere meddeler Adam at Harald bar den danske krone i 50 år og en tid lang regerede sammen med sin far. Ærkebiskop Unni traf begge konger på gennemrejse til Sverige 935–36, så på Adams autoritet må vi henlægge Haralds regeringstid til perioden 930'erne til 980'erne. Mens vi kan tillægge oplysninger der omfatter ærkepisperne en vis autoritet fordi de kan stamme fra optegnelser ved ærkesædet, kræver andre af Adams meddelelser ekstra kontrol.

At Harald sammen med sin dronning og sønnen Sven på den tyske kong Otto 1.s foranledning skulle have modtaget dåben kort før de første danske bisper ved Slesvig, Ribe og Århus optrådte ved en synode 948 synes at være Adams tilbageslutning. En ældre kilde, Widukind af Korveis Sakserkrønike fra ca. 968 henlægger Haralds dåb efter Poppos jernbyrd til engang i perioden 953–965, iøvrigt uden nærmere omtale af hvorfra initiativet til denne skelsættende begivenhed udgik. Alle er dog enige om at "danernes kristning" fandt sted omkring 960. Når Otto den Store 965 skænkede de nyoprettede danske bispesæder fritagelse for en række afgifter og forpligtelser er det af den svenske historiker Sture Bolin taget til indtægt for et tysk herredømme over Danmark; det skulle være påbegyndt med kong Henrik 1.s erobring af grænselandet omkring Ejderen, have skabt baggrund for de tre danske bispeudnævnelser 948, for den danske konges deltagelse i tyske hofdage i 960'erne samt forklare kampe om en tysk borg i nærheden af Danevirke, 974 med tysk sejr, 983 med endelig dansk erobring af området; da Otto 3. 988 gentog sin farfars immunitetsbrev og endda føjede Odense bispestol til de tre tidligere var det en rent kirkelig handling der ikke indebar verdsligt førerskab over det danske rige. Flere danske historikere har taget afstand fra Bolins teori, først og fremmest fordi selv de mest Ottonervenlige krønikeforfattere indrømmer den danske konges uafhængighed. Hertil kommer at de nævnte to breve især har skullet tjene til at stille Hamborg/Bremens ærkebiskop på lige fod med andre tyske ærkebisper idet han ikke før de danske bispesæders oprettelse havde undergivne bispedømmer, suffraganer. Det er dog rimeligt med Bolin at se Haralds overgang til kristendommen som et politisk skaktræk i forhold til den stærkt ekspanderende tyske kejsermagt. Polens historie i disse år er en tro parallel til den danske.

Om der med Jellingstenens ord om at Harald vandt sig al Danmark tænkes på sikringen af det sydlige Slesvig er tvivlsomt. Også andre dele af Danmark har været nævnt i denne sammenhæng. Overflytningen af det kongelige gravsæde fra Jelling til Roskilde – hvor både Harald og hans efterkommere til Valdemarerne stedtes til hvile - kunne tyde på en betragtelig udvidelse af den danske konges indflydelse. Endelig kan der være tænkt på underkastelse af lokale høvdinge og separatistiske tendenser som ikke kendes i overleveringen, men som kan forklare behovet for de store vikingeborge Trelleborg, Nonnebakken, Fyrkat og Aggersborg der alle stammer fra slutningen af 900-tallet og har et stærkt forsvarspræg.

Blandt de udenlandske fjender Harald kæmpede imod er Norge omtalt i norrøne historieværker der bygger på samtidige skjaldekvad. Under tronstridigheder i Norge lykkedes det Harald at gøre den mægtige Hakon Sigurdsson fra Trøndelagen til sin jarl. I digtet Vellekla, vistnok = guldmangel, opremser skjalden Einarr Skålaglam Helgason Hakon Jarls bedrifter. Strofernes rækkefølge og dermed de begivenheder jarlen deltog i er usikker, men kvadet omtaler både hans personlige deltagelse i en krig i Jylland og hans frafald fra Harald i forbindelse med et dansk forsøg på at indføre kristendommen i Norge. Muligvis bevarede den danske konge herredømmet over det sydligste Norge, således at stenens påstand enten henviser til Haralds overherredømme over Hakon Jarl eller en senere situation da danskerne kun beherskede Viken.

I Haralds sidste år var der borgerkrig i Danmark idet hans søn Sven Tveskæg gjorde oprør mod ham. Situationen er beskrevet i to indbyrdes uafhængige tekster, Adams krønike og Encomion Emmæ skrevet af en munk fra St. Omer ca. 1040. Begge finder årsagen til striden i uenighed om kristendommen, men har modsat opfattelse af hvem af de to parter der faldt fra den kristne tro. Udfaldet er de dog enige om: Harald døde blandt venderne i Jumne på øen Wollin og blev begravet i Roskilde. I Adams øjne var der ingen tvivl om at Harald var kirkens trofaste søn, og han udtrykker håbet om at Harald der uskyldigt såret døde som offer for sønnens efterstræbelser ikke må savne martyrkronen. Da disse ord udtrykkelig stammer fra Sven Estridsen vidner de om en bestræbelse for at få Harald kanoniseret. Den store Jellingstens billeder og runer er det bedste eksempel på denne ideologi (A. Bolvig).

Familie

Forældre: Gorm den Gamle (-936-) og Tyre (død ca. 935). Gift 1. gang med Gunhild, ca. 965. Gift 2. gang med Tove, ca. 970, d. af obotriterkongen Mistivoj (død ca. 990). Far til Gunhild (død 1002) og Sven Tveskæg.

Harald døde i Jumne og er begravet i Roskilde domkirke.

Ikonografi

Fremstillet på kalkmal. fra 1500-tallet (Roskilde domk.) og på kobberstik fra 1600-tallet, muligvis også på mal. tilskrevet Isaac Isaacsz fra Chr. 4.s Kronborgserie (Ostra Ryd k., Sth. stift). Endv. fremstillet på nogle tegn. til træsnit af Th. Wegener og tegn. og mal. af Lorenz Frølich 1839–40. Fremstillet på mal. af C. A. v. Benzon (rådhuset i Rouen).

Bibliografi

Hans Brix og Lis Jacobsen: Gorm konge og Thyra hans kone, 1927. Sture Bolin i Scandia IV, Sth. 1931 184–209. Vilh. la Cour i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1934 55–87. Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danm., 1969 (ny udg. 1977) 226–40. Samme i Mediaeval Scandinavia VIII, 1975 7–20. Erik Moltke i Kuml 1971, 1972 17–33. Inge Skovgaard-Petersen i Danm.s hist. I, 1977 164–75. Axel Bolvig: Den billedskabte virkelighed, 1978 126–48.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig