Helge Skovmand, 14.3.1883-27.9.1979, redaktør. Født i Øster Marie, død i Gentofte, begravet Mariebjerg kgd. S. voksede op i et grundtvigsk hjem på Bornholm. Faderen stammede fra Sønderjylland og havde barndomserindringer helt tilbage til treårskrigen. S. blev tidligt en læsehest og fulgte i aviserne udenrigske og indenrigske begivenheder. En præst mente man skulle hjælpe drengen til universitetet, men S. var tidligt klar over at han ikke ville en akademisk løbebane og ikke en ansættelse i statens tjeneste. Han ville være journalist, blev 1898 kontormedhjælper (journalistelev) på Bornholms Tidende, men kom 1901 til Askov som højskoleelev hvor han blev to vintre, stærkt optaget af Ludvig Schrøder, Jacob Appel og Poul la Cour. Kort efter at han 1903 var vendt hjem til Bornholm fik han til sin overraskelse opfordring fra Højskolebladets udgiver, Konrad Jørgensen, til at overtage redaktionen af dette. Han begyndte som redaktionssekretær, blev redaktør 1908 (-58) og medudgiver 1926–58. Efter at bladet 1890–1908 havde ligget på et oplagstal på 3000 nærmede det sig i det flg. tiår en fordobling. Bladet henvendte sig til grundtvigske højskolekredse, her søgte bondefamilier tjenestefolk, men det fik læsere langt uden for denne kreds. Selv skrev S. ikke særlig meget. Han deltog i alle store grundtvigske møder og bragte udførlige referater. I afgørende situationer skrev han kommentarer; men han anså det som sin hovedopgave at knytte gode skribenter til bladet. I de mange årgange han redigerede møder man i bladet en række kendte navne, også ikke-grundtvigianere. Et stort frisind forbundet med en fast holdning prægede hans redaktionsarbejde. I alle situationer værnede han om bladets uafhængighed af enkeltpersoner og institutioner. – S. arbejdede hver dag mange timer på det spartanske kontor i Kolding hvor i øvrigt mange talere på rejse dukkede op, og gennem dem blev S. også informeret om hvad der rørte sig rundt i landet. Han var hurtig til at finde ud af hvilke emner bladet burde behandle og finde frem til dem som med indsigt kunne behandle dem. Når en artikel var indløbet fik forfatteren tit et venligt brev med forslag til rettelser. S. værnede om sproget; han var ingen ynder af fremmedord eller indviklede konstruktioner. Han ville at bladet skulle kunne læses af alle.

Med præsten Valdemar Brücker i Ågård havde S. et nært samarbejde, beundrede ham for hans frisind og hans mod. S. fik Brücker til at skrive den store mindeartikel om Georg Brandes ved dennes død 1927. Når Brücker prædikede i Kolding var S. en trofast kirkegænger. Han følte sig også knyttet til Liselund ved Slagelse og stod lederen Niels Dael nær. Liselund var et meget åbent sted hvor også ikke-ortodokse talere var velsete. Sådan et sted holdt han af. S. var blandt de første i folkehøjskolen der fik slået til lyd for Thomas Laubs fornyelse af kirkesangen, og en række af de "nye" melodier der fra 1924 kom til at præge Højskolens Melodibog blev trykt første gang i Højskolebladet. S. var ivrig for at bladet skulle afspejle tidens rørelser, men han gjorde også meget ud af historiske begivenheder, ikke mindst ved runde årstal og dødsfald. Dette tilbageskuende stof kunne vække irritation hos yngre højskolefolk, og det forsvandt helt da en ny redaktion afløste S., men i dag er Højskolebladet fra hans redaktionstid en vigtig historisk kilde. I festskriftet Danmarks Folkehøjskole 1844–1944 skrev han om højskolen 1919–44, og nogle erindringer i Dansk Kirketidende 1965–66, desuden erindringsbogen Et hjem, en skole, et blad, 1976.

Familie

Forældre: lærer Kristen Hansen S. (1841–1913) og Karen Augusta Nicoline Josephsen (1852–1923). -9.5.1907 i Kbh. (Frels.) med Maren Kirstine Troelsen, født 12.2.1885 i Kbh. (Jac), død 26.5.1978 i Gentofte, d. af trikotagehandler Knud T. (1853–1919) og Elisabeth Jensen (1858–1946). – Far til Roar S.

Ikonografi

Mal. af Agnes Smidt, 1921 og af Kirsten Kjær, 1947. Foto.

Bibliografi

H. S. i Dansk kirketid. CXVII-CXVIII, 1965–66 (e-rindr.). Samme: Et hjem, en skole, et blad, 1976. – Poul Dam i Højskolebl. CIV, 1979 531f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig