V. Brücker

V. Brücker, Georg Valdemar Brücker, 10.12.1852-14.1.1929, præst, kirkelig forfatter. Født i Kbh. (Helligg.), død i Ågård ved Kolding, begravet sst. B. voksede op i et nationalliberalt embeds-mandsmiljø. Han blev i konfirmationsalderen sendt til Kbh. for at gå i Haderslev læreres skole hvorfra han blev student i 1871. B. begyndte derefter ingeniørstudiet ved Den polytekniske læreanstalt men opgav uden afsluttende eksamen. Under indtryk af en vens død besluttede han sig pludselig, mod forældrenes vilje, til at blive præst. Han blev teologisk kandidat fra Kbh.s universitet i 1880 og samme år personel kapellan hos sognepræsten i Starup og Nebel ved Kolding. Han var ansat for særlig at betjene den grundtvigske del af sognenes beboere og sluttede straks et varmt og livslangt venskab og menighedsfællesskab med disse. Men utilfredshed med hans embedsførelse blandt sognenes ikke-grundtvigske beboere førte efter en offentlig debat til at B. i 1885 stod uden embede. Hans grundtvigske venner besluttede straks at danne en fri kreds omkring ham. Kirken blev bygget 1887 i Ågård men først 1896 fik man kongelig anerkendelse som valgmenighed til stor sorg for B. der var en afgjort tilhænger af folkekirken. Når B. i 1922 frivilligt trådte ud af folkekirken skyldtes det ikke et ændret syn på denne men utilfredshed med den kirkelige lovgivning, især hvad angik vurderingen af præsteløftet. B.s ungdom var krisepræget i religiøs henseende. Fra skoletiden var han ven med Johan Borup, den senere grundlægger af Borups højskole, og igennem en af denne stiftet diskussionsklub knyttede han i studentertiden venskab med nogle af sin generations kendte grundtvigske præster og skolefolk, hvoriblandt kan nævnes brødrene Alfred Povlsen og Karl Povlsen samt Frederik Rønning. Denne kreds i forbindelse med menighedslivet i Vartov som B. under Grundtvigs efterfølger C. J. Brandt tilsluttede sig – samt professor Rasmus Nielsens opfattelse af forholdet mellem "tro og viden" – blev af afgørende betydning for B.s kristendomsopfattelse. En opfattelse der i det væsentlige var uforandret livet igennem, og hvori den apostolske trosbekendelse som Jesu eget ord til sin menighed og den kristne tros uafhængighed af bibelordets autoritet og deraf følgende frihed over for videnskabens resultater samt et personligt oplevet gudsforhold var det fundamentale. B. begyndte i 1881 en skribentvirksomhed i Højskolebladet som i små to generationer gjorde ham til den måske mest omstridte kirkelige personlighed i landet. Hans indsats i dette blad igennem 45 år beløber sig til mere end 2000 sider. B.s gennembrudsartikel Om Grundtvigs Arv, hvori han redegjorde for hvordan han mente Grundtvigs tanker burde virkeliggøres i kirke og skole, faldt i god jord blandt Grundtvigs ældre disciple, og disse knyttede store forventninger til ham som grundtvigsk fornyer, forventninger der dog hurtigt blev sat over styr igen da B. fandt sin form der var skarp, logisk men ofte spidsfindig samt desuden altid sagligt nærgående og uden formildende omsvøb. B. drog radikale konsekvenser af Grundtvigs synspunkter: "Skulle vi ikke have lært det af Grundtvig at vi står ganske frit over for Bibelen, at den aldeles ikke må hovmesterere hverken vor erkendelse eller vort liv?" og "Jeg læser og bruger af Bibelen som af en bog af Bjørnson. Jeg bekræfter, udskyder og forkaster, sådan som min åndelige sans byder mig det – og treenighedsdogmet, forsoningsdogmet, dogmet om Kristi to naturer, jeg giver det hele en god dag." Sådanne og lignende udtalelser var medvirkende til at gøre forholdet til de grundtvigske autoriteter spændt og B.s plads i folkekirken usikker. B. var en nær ven af forfatteren og præsten Jakob Knudsen, og da denne efter en skilsmisse ønskede at gifte sig igen foretog B. vielsen. Dette dengang uhørte forhold vakte forargelse også i grundtvigske kredse, og B. selv blev offentligt som privat stærkt angrebet for sin holdning. Under indtryk af denne kritik og vel også i skuffelse over det forsøg på gennem organisation efter indremissionsk mønster at styrke den grundtvigske retning som B. måtte anse oprettelsen af Kirkeligt samfund af 1898 for, gjorde B. sig i sin anmeldelse af Jakob Knudsens roman "Den gamle Præst" til talsmand for det af forfatteren fremsatte synspunkt at en kristen som et menneske hvis liv og salighed alene er bestemt af fællesskabet med Kristus i troen er uafhængig af det borgerlige samfunds moral. Uheldige og misforståelige udtryk som: "At synde i Jesu navn" og "at drikke sig en rus til i Jesu navn" vidner om B.s trang til at stille på spidsen, men en heftig avisdebat forbandt for altid senere B.s navn med netop disse udtalelser. B. nærede stor interesse for Grundtvigs højskoletanker. Selv oprettede han i 1899 en folkehøjskole i Ågård. Skolen fik dog aldrig mange elever og måtte i 1922 lukkes på grund af manglende tilslutning. B. udvirkede i øvrigt at Grundtvigs gamle tanke om "Skolen i Soer" kom til rigsdagsdebat, men hans programforslag vandt kun ringe tilslutning; især hans tanke om at skolen skulle være statsdrevet og beskæftige også ikke-kristne lærere vakte modstand. B. fik allerede tidligt både fra grundtvigsk og indremissionsk hold hæftet betegnelsen brandesianer (fritænker) på sig. Dette forhold skyldtes sandsynligvis B.s udprægede frisind og samarbejdsvilje over for anderledes tænkende der var båret oppe af en urokkelig tillid til kristendommens åndelige såvel som kulturelle overlegenhed. Betegnelsen nygrundtvigianisme blev også første gang anvendt i forbindelse med B. og for så vidt rammende som han fremfor alt var optaget af en stadig nytolkning af Grundtvigs tanker men hentyder i øvrigt til den drejning mod det folkeligt kulturelle som grundtvigianismen tog med andet slægtled efter Grundtvig. I B.s yngre år var hans polemik mod Indre mission hyppig og skarp, mens det i de senere år blev den frembrydende liberalteologi der fik hans bevågenhed. Han delte denne retnings syn på bibelkritik og personlig gudsoplevelse og kæmpede i forbindelse med Ryslingesagen i 1923 for at også denne forkyndelse bevarede sin plads i folkekirken uden at gøre den til sin egen. B. vandt i sine senere år stor anerkendelse, og for den opvoksende grundtvigske ungdom blev han en autoritet. B. har foruden sine talrige artikler skrevet flere bøger. Præsteuddannelsen, 1883, Religiøse Overvejelser, 1896, Ord.og Skrift, 1912, hovedværket Et Livssyn, 1916, Johannes Døberen. 1918, Grundtvigs kirkelige Gerning, 1921, Artikler gennem 40 Aar udgivet af Poul Lindholm, 1922.