Henning Podebusk, d. .ca. 1388, drost. Levede endnu 26.8.1387, men var død 4.10. n.å. Begravet i Sorø k. Da Valdemar Atterdag 1350 opholdt sig i Nordtyskland trådte P. i hans tjeneste, og allerede 1353 spillede han en hovedrolle ved de forhandlinger der førte til at Johan den Milde afstod Falster. 1360 deltog han i rigsmødet i Kalundborg og n.å. i Gotlandstoget. 1365 var han gældker i Skåne, og da Claus Limbek snart efter rejste oprørsfanen blev P. i en vanskelig stund hans efterfølger i drostembedet. Stillet over for alle sine fjenders overmægtige forbund måtte Valdemar forlade landet, og som rigsrådets førstemand overtog P. da styrelsen med titel af "høvedsmand i Danmark". Den militære situation var håbløs; men med behændig udnyttelse af modsætningen mellem de tyske fyrster og hansestæderne bevægede han ved store ofre de sidste til at slutte særfred i Stralsund 1370; de andre fjender kunne derefter intet udrette, og Valdemar vendte tilbage til sit rige. Ved Stralsundfreden fik stæderne de skånske slotte Helsingborg, Skanør, Falsterbo og Malmø i pant på femten år med to tredjedele af deres samtlige indtægter. Det var P. der som kong Valdemars drost bestyrede den danske tredjedel (halvdelen deraf, dvs. sjettedelen, skulle udgøre hans løn), og i årene 1371-78 bestyrede P. tillige de hanseatiske to tredjedele med stilling af hansestædernes foged eller generalrepræsentant i den skånske forvaltning. Hverken P. eller hans herre var sene til at udnytte de muligheder der lå i denne ordning til at udhule de fordele hansestæderne skulle have draget af deres gevinst, og det blev ikke bedre efter 1378 da stæderne for den resterende del af pantsættelsesperioden forsøgte sig med hanseatiske lensmænd i P.s sted hvilket fremgår af bevarede afregninger for indtægterne. Efter Valdemars død 1375 bevarede P. en betydelig indflydelse i regeringen, ikke mindst når det gjaldt forholdet til hansestæderne; ganske vist måtte han 1378 opgive sin fogedstilling i Skåne, men ellers var han den stadige mægler mellem byerne og Danmark, således endnu ved slottenes tilbagegiveise 1385. Men også for den rolige afvisning af mecklenburgernes krav og for udsoningen med holstenerne bør P. vist have æren; og da så hele værket bragtes i fare ved den unge Olufs død 1387, var det atter ham der sikrede Margrete magten i hendes eget navn. Få udlændinge har tjent Danmark med større trofasthed end han; godsejeren fra Rügen blev et lysende forbillede for sin samtids uregerlige jyske stormænd.

Familie

Forældre: Borante v. Putbusse (død tidligst 1370) og Catharina Starkow. Gift Gisela von dem Sunde der endnu levede 4.10.1388, d. af Henning Podebusk (død ca. 1350) og Birgitte Laurensdatter Panter.

Bibliografi

C. E. F. Reinhardt: Valdemar Atterdag og hans kongegerning, 1880 183 214 301 389 401 429 440f 457 459f 470f 496-98 602. Kr. Erslev: Danm.s hist. under dronning Margrethe, 1882 (reproudg. 1971) 40 43 56 59 61 73 79 91 100f 104 116f 152 245. Sven Tägil: Valdemar Atterdag och Europa, Lund 1962 = Bibliotheca hist. Lundensis IX. Kai Hørby i Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen, 1966. Samme i Danm.s hist. II, 1980. Ahasver v. Brandt, Jochen Götze og Heinz Stoob i Hansische Geschichtsblätter LXXXVIII.1, Köln 1970. Michael Linton: Drottning Margareta, Göteborg 1971 = Studia hist. Gothoburgensia XII.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig