Holger Rosenberg, Holger Adolf Christian Engfred Rosenberg, 2.5.1869-17.2.1960, journalist. Født i Hillerød, død på Frbg., begravet sst. (Frbg. ældre kgd.). R.s far grundlagde 1874 Grenaa Folketidende efter mislykkede forsøg på at få venstreaviser til at slå rod i det stokkonservative Hillerød. Et par år efter bosættelsen i Grenå døde han, endnu ung men slidt op i kampen mod højre. R. mente at han "i virkeligheden var digter snarere end bogtrykker og bladmand". Hans efterlevende hustru der var ud af en stejl og stærk Rørvig-skipperslægt ledede bladet videre som Danmarks vistnok første kvindelige redaktør og opdrog samtidig seks børn. Faderens indtryksmod-tagelighed og moderens robusthed forenede sig i R.s liv som evigt jordomfarende journalist. Han blev typografisk uddannet, bestyrede ganske ung moderens trykkeri, men ville trods hendes ønske ikke overtage bladet. I stedet knyttede H. R. Egebjerg ham 1890 til den nyoprettede venstreavis Folkebladet for Svendborg amt, først som faktor, senere som redaktionssekretær. R. arbejdede i Svendborg til foråret 1896, så brød han op, drog i et års tid Middelhavet, Balkan og den nære Orient rundt og skrev rejsebreve til en række danske aviser. Dermed begyndte jet globetrotterliv der har få eller ingen sidestykker i tiden inden flyet revolutionerede rejsemulighederne. R. opdagede hos sig selv "et par forlen rejsende journalist meget værdifulde egenskaber, nemlig en behagelig evne til straks at finde mig til rette i ny forhold og en lykkelig evne til hurtigt at samle det op af et fremmed sprog, som jeg havde brug for". I Athen startede 1896 deri moderne tids olympiske lege. Hans korrespondancer herfra skaffede ham fast ansættelse ved P. A. Albertis avis Dannebrog. Ansættelsesforholdet, hvorunder hans mærke var Craal, ophørte 1909 efter afsløringen af Albertis bedragerier. R. var samtidig korrespondent til Morgenbladet i Kristiania og Aftonbladet i Stockholm. 1899–1900 berejste han Siam og skrev herom bogen Siam og Danskerne i de hvide Elefanters Land, 1900. Han drog 1902 gennem Sibirien fra vest til øst (Det ny Sibirien, 1904) og fortsatte 1903 til Japan, Kina og Korea. 1904 var han i USA, Mexico, Mellemamerika og Vestindien, 1907 på Færøerne og Island som korrespondent ved Frederik VIIIs og 40 rigsdagsmænds besøg på de nordatlantiske øer (Islandsfærden, 1907 sammen med journalistkollegaen Svenn Poulsen) og 1908–09 rejste han gennem Bagindien og fortsatte ind i Kina. Han vandrede på sine fødder 2500 km fra den burmesiske grænse op til Yangtzekiang, sejlede ned ad floden til Shanghai og drog videre til Peking, Mukden, Korea og Japan.

Efter at R. sporadisk havde skrevet til Illustreret Familie-Journal knyttede det store ugeblads chef Carl Aller ham 1913 fast til bladet. Det blev til et arbejdsforhold der – som R. selv sagde – var hans journalistlivs største glæde og skaffede ham en enorm læserskare ud over hele Skandinavien. Aller sendte ham til Panama hvor kanalen nærmede sig sin fuldendelse, men derefter satte første verdenskrig en stopper for de store rejser. I stedet intensiverede R. sin foredragsvirksomhed, som han i øvrigt altid dyrkede ved siden af journalistikken. I fem lange vintre rejste han landet rundt med sine lysbilleder. Han var mundtligt som skriftligt en folkeopiyser i 1800-årenes bedste tradition og taknemmelig for "at rejsens guld ikke hos mig blev en død skat til glæde for ingen andre end mig selv, men at jeg fik sat den i omløb til nytte og glæde for andre". Han var vederhæftig i sin beretning, kontant og maskulin i sine vurderinger, levende og ukrukket i sproget, altid modtagelig for menneskelig kvalitet og tilsvarende vagtsom over for al forløjethed. Allerede i barneårene i Grenå havde "en grænseløs respekt for liv" bidt sig ind i hans sind, og han satte på sine rejser blandt "primitive" folk en ære i aldrig at være bevæbnet. Han befandt sig overalt vel blandt bondefolk der levede i samklang med naturen, og hans artikler og foredrag fik efterhånden "en bestemt hensigt, den nemlig at hjælpe med til at udrydde de fordomme og fejlsyn, som vi hvide omgiver jordens farvede folk med". Kun én gang var han i USA hvis dyrkelse af penge og teknik han ikke brød sig om. Men han var ingen sentimental naturromantiker, han respekterede civilisationens ægte goder. Den ordnende kraft bag det britiske imperium satte han meget højt og betragtede Cecil Rhodes som en af verdens største mænd.

Efter første verdenskrig genoptog R. sin globetrotter-tilværelse: 1921 Sydamerika, 1923 Ægypten, 1927–28 Ækvatorialafrika (en vandring ad samme rute som Stanley 50 år tidligere; i sin skildring af færden bekender R. sin beundring for den milde Livingstone modsat den hårde Stanley), 1928–29 Ægypten og Palæstina, 1929–30 Indien og 1931–32 på langs ned gennem Afrika fra Cairo til Kap det gode håb. 1934–35 sejlede han rundt om kloden for at "finde jordens lykkeligste mennesker". Han fandt dem på Tahiti hvor han i en måned boede blandt polynesierne. Han var nu blevet en gammel mand og skrev en erindringsbog om sine togter, En Vandringsmand scener Slaven, 1937. Men han greb den hastigt igen (sammen med det særligt konstruerede fotografiapparat som han fra 1908 havde med på alle sine rejser) og tog 1938–39 til Sydamerika hvor han fulgte Amazonfloden fra Titicacasøen og ud til dens munding. Han var da 70 år, og det blev hans sidste store udlandsfærd. Anden verdenskrig kom, og 1941 overdrog R. posten som Familie-Journalens globetrotter til Hakon Mielche der som dreng havde fået rejselysten vakt netop ved et af R.s lysbilledforedrag. R. udsendte 1944 Det ny Afrika og 1951 Jorden rundt med Holger Rosenberg der er en revideret og udvidet udgave af En Vandringsmand ... Hans forfatterskab omfatter ud over de nævnte titler flere børnebøger, vejledninger for turister og udvandrere og småskrifter for folkeuniversitetet som han i en række år var knyttet til, ligesom han var medarbejder ved Store Nordiske Konversations Leksikon (1916–24). 1904 var han vicepræsident for Danmark ved Worlds Press Parliament i St. Louis, 1905–08 medlem af Journalistforeningens (nu publicistklubbens) bestyrelse, 1921–33 af dens kontrolråd. I året 1942 var han formand for den danske Eventyrernes klub og blev 1948 dens æresmedlem. Da han fyldte 90 fejrede klubben ham med pomp. Han var vital og åndsfrisk næsten til den sidste dag, men hans kones død var et hårdt slag for ham, og han mistede langsomt nysgerrigheden over for den verden han havde udforsket overalt bortset fra Grønland.

Familie

Forældre: bogtrykker, senere bladudgiver Johan Engfred Theodor R. (1835–77) og Juliane (Julie) Mortensen (1845–1921). Gift 14.1.1898 i Årslev, Fyn, med Clara Johanne Birgitte Thiesen, født 5.11.1873 i Vamdrup, død 24.3.1953 på Frbg., d. af portør i Vamdrup, senere stationsforstander i Årslev Peter Christian Leck T. (1842–1917) og Anna Hieromine Jensen (1843–1926). – Bror til G. R.

Ikonografi

Buste af Carl Bonnesen, 1926 (Eventyrernes klub). Tegn. af Yvonne de Ripperda, 1944. Foto.

Bibliografi

H. R.: En vandringsmand sætter staven, 1937 (ny udg. m. titlen: Jorden rundt med H. R., 1951). H. R. i Svendborg amtstid. 3.1.1942, jubilæumsnr. og Fr.borg amts avis 1.10.1949, jubilæumsnr. Interview i Land og folk 11.12.1955. – Mogens Nyholm i Journalisten 1.5.1939. Politiken 2.5. s.å. Berl. aften 18.2.1960.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig