Immanuel Petersen, Peter Immanuel Petersen, 1.2.1836-24.6.1903, bogbinder. Født i Kbh. (Trin.), død i Skovshoved, begravet i Kbh. (Garn.). P. lærte bogbinderiet og arbejdede som svend i Kbh. og i udlandet til han 1860 nedsatte sig i Kbh. som selvstændig bogbinder, og da D. L. Clément døde overtog P. 1877 dette byens største og mest kendte bogbinderi og udviklede efterhånden dets tekniske indretning med henblik på en massefabrikation der skaffede ham en omfattende forretning. Mangfoldige komponerede shirtingsbind med pressetrykt dekoration udgik fra hans værksted, og han optog gerne nye fremgangsmåder (relieftryk, farvetryk osv.) ligesom han altid var meget interesseret i alle tekniske fremskridt. Ved siden af fabrikationen vedblev P. dog at dyrke det håndgjorte bind, af hvilke mange indbragte ham medaljer på udstillinger i ind- og udland. Han tegnede selv adskillige af disse bind der viser hans evne til at sammenstille gamle stempler på en virkningsfuld måde, og han udførte desuden mange efter tegninger af tidens fremtrædende kunstnere, L. Frølich, A. Jerndorff, G. Heilmann m.fl. Også lædermosaik o.l. dyrkede han, men sine største triumfer fejrede han dog i de håndforgyldte bind; navnlig blandt hans ældre ting fra 80erne og 90erne er der mange eksempler på en smuk indramning af permerne, udført med små stempler og konturer. Det var naturligt at P. deltog i den fra xylograf F. Hendriksen og Forening for boghaandværk udgående bevægelse, og han var til sin død medlem af foreningens bestyrelse, desuden bisidder i bogbinderlavet og medlem af bestyrelsen for Teknisk skole. For sit store personale var han en myndig og afholdt chef; mange af vore bogbindere fik deres uddannelse på hans værksted og lærte at skatte også hans gode menneskelige egenskaber. Forretningen førtes indtil 1923 videre af hans enke.

Familie

Forældre: kobberstikker S. H. P. (1788-1860) og Ane H. Petersen (1792-1857). Gift 1. gang 28.11.1863 i Kbh. (Holmens) med Eline Louise Marie Müller, født 1.3.1843 på Storgården i Krogstrup sg., død 8.4.1869 i Kbh. (Garn.), d. af forpagter Carl Ludvig M. (1816-85) og Thora Christine Sünckenberg (1821-1901). Gift 2. gang 2.8.1873 i Svendborg med Ida Charlotte Müller, født 19.4.1846 på Pagterold i Krogstrup sg., død 30.12.1930 på Frbg., søster til 1. hustru.

Udnævnelser

R. 1894.

Ikonografi

Tegn. af Hans Tegner, 1895.

Bibliografi

Anker Kyster i Bogvennen, 1901-03 29-35. F. Hendriksen] i Tidsskr. for industri IV, 1903 113f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig